Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Haaret var grøngult af Smuds og Mangel paa
Pleje, og Ansigt, Hænder og Arme bar gæme
samme skiftende Parver som Spildevandet, der
løb frem under Rendestensbrædtet foran Jørgen
Spætmanns Port.
Man sagde, at hun kunde se saa underlig
begærligt paa Mandfolk, naar hun om Aftenen
mødte nogen omme i Anlæget, og at hun
undertiden vendte sig og raabte efter dem. Men
hvorfor hun havde faaet Navnet Spækstine, vidste
ingen, ti der fandtes ikke Pille af Fedt paa hendes
Knogler.
Opdagede hun paa sine Vandringer til og fra
Farveriet en Flok Børn, smuttede hun helst om
ad en Sidegade. Men var der ingen Gader i
Nærheden, eller naaede hun det ikke, begyndte hun
allerede paa Afstand at smaamumle og knytte
Hænder. Og naar Børnene saa satte i med deres:
Stine hej, Stine hop, Stine bukseløs — — — saa
løftede hun Armene i Vejret og truede og skreg,
saa Pokker tog ved alle Ungerne.
Der var kun ét Barn i Fjordby, som ikke var
bange for hende. Det var Spætmanns Hans
Kristian; Idioten, som han kaldtes! en døvstum
og pukkelrygget lille Fyr af en ubestemmelig
Alder. Nogle sagde, han var tolv Aar, andre,
at han var tyve.
Stine havde fra Begyndelsen af lokket ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
