Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Afsluttende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til samme sagforhold svarer samme ret. 491
øvet i praksis’. Men bemærkelsesværdigt er det, at end ikke lovgiveren
selv udslettede ethvert spor af en direkte forbindelse mellem kommit-
tenten og medkontrahenten; for, navnlig ikke i tilfælde af kommissio-
nærens konkurs, at gøre kommittenten afhængig af en formelig for-
dringsaftrædelse fra kommissionærens side, tilføjedes i art. 368 abs. 2
udtrykkeligt: dog regnes saadanne fordringer, ogsaa naar de ikke er af-
traadte, i forholdet mellem kommittenten og kommissionæren og dennes
kreditorer for kommittentens fordringer”, Derimod fandt lovgiveren det
ikke nødvendigt at indrømme medkontrahenten nogen selvstændig ret
overfor kommittenten; paa dette punkt staar tysk ret skarpest i modsæt-
ning til engelsk, der netop i meget høj grad begunstiger tredjemands
krav, og at dette undertiden indenfor retsvidenskaben selv føles som en
mangel, kan man maaske se deraf, at juridiske forfattere, der iøvrigt
staar paa væsentligt samme theoretiske standpunkt som tysk ret, nu og
da vil stræbe at hævde medkontrahentens ret til kommissionærens dæk-
ningskrav i dennes konkursbo,
470. Hvor saaledes den udformning af kommissionsforholdet foreligger,
der er bestemt saavel ved distantia loci som ved kommittentens gælds-
forhold, vil der hertil, bortset fra den for tysk ret særegne theoretiske
formulering, indenfor de to retskredse svare samme positive ret. Men
fordi denne udformning gennem aarhundreder havde været den stærkest
fremtrædende i tysk handelsliv, tog tysk ret den alene i betragtning og
formede sine retsregler over den som norm. Engelsk ret derimod har
ved det engelske handelslivs særlige udvikling ikke kunnet tabe andre
udformninger af kommissionsforholdet af syne, ja, drager endog stedse
den handelsstedfortræder, hvis handlen skaber direkte virkninger, med
ind under betragtning; den er derved ikke blevet fristet til at ville ud-
slette, hvad der er fælles for alle udformninger. Dette har dog næppe
haft meget stor betydning i praksis; ogsaa andre udformninger kunde
komme til deres ret under den tyske formulering, kommittenten vil f. e.
i givet tilfælde uden vanskelighed have kunnet gøre direkte krav gæl-
dende mod medkontrahenten og omvendt, kun har det i saa fald været
nødvendigt at fingere en fordringsaftrædelse.
Den tyske theori kan vel til en vis grad siges at have haft sin
historiske berettigelse, men det vil ikke kunne nægtes, at der ved dens
formulering fandt en skæbnesvanger forveksling sted; derved kom den i
øjeblikket til at øve en meget uheldig indflydelse paa formuleringen af
retsreglerne om kommissionshandelen i det hele taget, men navnlig
bragtes derved den selv og hele den tyske handelslovs afsnit om kom-
missionshandelen i det slettest tænkelige forhold til fremtidens praksis.
Ved at hæve kontraheringen i eget navn til afgørende kendemærke tabte
tysk ret ganske af syne det faste grundlag, hvorpaa — i forholdet til
kommittenten — kommissionærens krav paa berettigelse overfor med-
kontrahenten hvilede og hviler. Hvis lovgiveren i stedet for at tage
den sidste formalitet var gaaet tilbage til den første aarsag, vilde det
1 Schlossmann I, 81—82, 360. BGB. $ 164 abs. 1.
2 Grinhut 328 anm. 6, 334 ff. Schlossmann |, 94. Seuffert 93.
3 Lassen I, 127—28, hvis opfattelse bestrides af Grundtvig Ugeskr. f. Retv. 1898, 865.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
