Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 III. kap. IL Den tyske kommissionshandels form.
I det første, dateret 18. marts, meddeler Hoep først, at han har afsendt varer
til Klenfelt, derefter skriver han: ick hebbe juw bie minem schipper Daniell van
Dutten geschreuen, datt gie sin schip sulden vor mie souoll stors schepen als
moglick etc.; datt hebbe gie gedhan, dar vth hefft min factor Daniell Berndes ent-
fangen 21 ferndell, welch gie tho Dansick geschepett hebben den 5 juni, do hadde
gie in die Engelsche all vorhen geschepett all die 83 ferndell, so die Engelsche
in hebben hatt, ock is min merck ock nicht, datt vp dem stor steitt; darvmb gifft
it mie wunder vnd fromtt, datt gie den stor vp min rekenschop gesteldt hebben.
Item bolangendis der lacken so j. I. bie juw van mie noch stande hebben, daruan
wertt mie borichtett, datt gie sie latten wmb farben, willt mie doch daruan ein
gelegenheit tho scriuen. I løbet af den følgende uge maa Hoep fra Klenfelt have
faaet afregning over salget af nogle engelske tøjer, men han er ikke tilfreds dermed
og skriver den 25. marts bl. a. til ham: Item juwe prouision daruan ein parszentt,
daruor stelle gie 2 parsentt, is vnbillich . . . og fremdeles: item van disse bauen-
schreuen vorwundertt mie, datt ick kein boscheitt krige, watt daruan gekamen is,
vnd wo itt darumb isz; gie schriuen mie, datt de baien sintt vorkofft, auerst gie
konen dar noch kene reckening van dhon, datt is ein quatt teken vnd is quade
factorschap . .. gie willen woll van dem juwen gude reckenschopp hebben; og
endelig skriver han atter om ståren, at den har han ,sin leff nicht bogert tho ent-
fangen"; Klenfelts egen faktor har modtaget de 83 ferndele og solgt dem, og han
maa derfor afregne dem med ham.
406. Disse to breve giver et ganske tydeligt billede af denne for-
bindelse, der var indledet allerede, da Hoep var faktor i London, og nu
fortsattes. Man ser gensidigheden: Klenfelt sælger for Hoep engelske
tøjer i Danzig og indkøber efter ordre stør; Hoep har paa samme maade
i London og nu i Hamburg udført kommissioner og spedition for ham;
man ser det af henvisningen til, at han dog nok vil have afregning for
sit gods. Men Hoep, der selv har taget provision, har ogsaa baseret
sin forbindelse med Klenfelt paa provision, dog vel som almindeligt kun
for salg; han har indrømmet ham den lave sats 1 ”/o og vil nu ikke
finde sig i nogen vilkaarlig forhøjelse. Saaledes ser man her provisionen
dukke op helt ovre i en Østersøhavn — om end i en betydelig mere
beskeden skikkelse end i vesten. løvrigt viser disse breve, at kommis-
sionæren endnu ganske optræder med den fra gammel tid nedarvede
udstrakte handlefrihed, han lader uden videre kommittentens varer farve
uden engang at underrette denne derom, og uden at denne gør ind-
sigelse; han er ikke meget hurtig med sine afregninger. Hvad stør-
forretningen angaar, er sagen tydeligt nok den, at den næppe har betalt
sig, og at Klenfelt derfor har gjort et forsøg paa at vælte sin egen
spekulationsforretning deri over paa Hoep; denne henholder sig til, at
hans ordre kun gjaldt, hvad der kunde indlades paa det bestemt angivne
skib, og navnlig ogsaa til, at den stør, Klenfelt, allerede før han ladede
det, havde afskibet paa engelske skibe, ikke var mærket med hans
mærke, og derfor heller ikke af Klenfelt kan være afskibet for hans
regning; Hoep afviser den derfor som en ham uvedkommende forret-
ning, der maa staa for Klenfelts egen regning. Man faar da af disse
breve endnu en tydelig forestilling om, hvor vilkaarlig en behandling
kommittenten kunde være udsat for fra kommissionærens side; man
forstaar, at der, jo bedre og fastere forbindelserne blev, kunde føles en
stærk trang til paa mange punkter at indskrænke en handlefrihed hos
kommissionæren, der ikke længere nødvendiggjordes ved selve de
vanskelige forhold, og til bestemtere at fastslaa hans pligter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
