Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fæstnelse af retsregler. 279
ligt fast, at hvis en principal, hvad forholdet mellem ham og faktoren
angaar, ønsker at indskrænke den myndighed, som personer i faktorens
stilling sædvanligt udøver, maa han erklære dette i meget bestemt og
nøjagtig form”,
247. Det er nu fortrinsvis i tiden 1775 til 1825, at den engelske
retsudvikling fuldtud tilegner sig den egentlige kommissionshandels form
og videre uddyber de principer til dens bedømmelse, som den i den
foregaaende tid for første gang havde anerkendt. Indenfor det store
arbejde, der her blev gjort, skal blot den vigtigste udviklingsretning
paapeges. Ved en række domme bestemtes nøjere retentionsrettens
omfang; i Haile v. Smith (1796—1804) anerkendtes første gang, at
det, for at faktoren skulde kunne gøre sin retentionsret gældende, ikke
var nødvendigt, at han havde varen i sin faktiske besiddelse, men at
han var berettiget til at vindicere varen fra tredjemand, hvor han ved
afladningsdokumenter eller paa anden maade kunde bevise, at det havde
været principalens hensigt at sætte ham i besiddelse af varen”, Til
retentionsretten føjedes i Feise v. Wray (1802) standsningsretten?, Og
samtidig havde anerkendelsen af retentionsretten medført anerkendelsen
af en videre og for faktoren meget betydningsfuld beføjelse. I Drink-
water v. Goodwin (1775) — en sag, hvor det var medkontrahenten
bekendt, at faktoren solgte for fremmed regning — anerkendtes det, at
hvor faktoren havde ,a lien" d. v. s. havde ret til at tilbageholde den
vare, han solgte, til sikkerhed for en generalopgørelses saldo eller for
forskud, han havde ydet principalen, havde han ret til at forlange be-
taling til sig, til at kvittere derfor og til selv at sagsøge medkontrahenten
til betaling, uden at principalen kunde forlange betaling til sig, og uden
at medkontrahenten ved betaling til principalen kunde befri sig for sin
forpligtelse overfor faktoren, naar denne havde forlangt betaling til sig".
I Atkyns v. Amber (1796) tillagdes der faktoren samme ret i tilfælde,
hvor han havde en medejendomsret i den solgte vare, saaledes hvor
han helt eller delvis havde udlagt købesummen ved indkøbet af den%,
Ved disse domme fastsloges da, at overalt, hvor faktoren havde et gælds-
krav paa principalen, hvorfor varen i kraft af retentionsretten tjente til
sikkerhed, var han beføjet til at gøre sig selv berettiget overfor med-
kontrahenten med udelukkelse af principalen, hvilket i praksis vilde
1 Blackwell 30.
2 Blackwell 70. Story 456.
S Blackwell 70–71. Pollock Rev. Rep. 6, 551—59.
s Cowper: Kings Bench Reports 1774—1778, 251 føf.: Therefore we are all most clearly of the
opinion, that a factor has a lien on the price of goods in the hands of the buyer, and in this case, though
he had not the actual possession of them, yet as he had a power of giving a discharge or bringing an
action, he had a right to retain the money, in consequence of his lien, as much as a mortgagee has by
the title deeds of an estate in his hands, though he is not in possession. Cf. citatet hos Blackwell
64—65 og Story 505, anm. 2. Ogsaa R. v. Lee (a. 1819), Pollock Rev. Rep. 20, 664: A factor, to whom
goods have been sent for sale and who has accepted bills of exchange drawn on him by his principal to
the amount of their value, has a lien on such goods and the purchase-money, available against the Crown,
where the goods or money have been seized by the sheriff under an extent against the principal for a debt
due to the Crown, hvor Drinkwater v. Goodwin paaberaabes.
5 Espinasse: Nisi Prius Reports 1793—1807, 492: A broker who has advanced money on goods,
may declare on a special contract respecting the sale of them as his own goods — nor is it at variance,
though the sale not mentions the name of the principal. Per Eyre, C.J.: The objection is, that evidence
does not correspond with the declaration. The sale not appears to be & sale by Hippins...it is proved,
that the plainsiffs had at least a special property in the timber; the sale was therefore theirs, and | am of
opinion it is not at variance.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
