Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2710 Il. kap. II. Den engelske kommissionshandels form.
forretningsliv forlod den simple grundregel, at en handel forpligter dem,
der afslutter den, og indrømmede, at stedfortræderen kunde forpligte
principalen, medførte dette for medkontrahenten den vanskelighed, at
han eventuelt maatte kunne paavise, at et stedfortrædelsesforhold i
denne snævrere betydning forelaa. Her havde man søgt hjælp i fuld-
magten; ved den var dette forhold paa forhaand og officielt tilkendegivet
medkontrahenten, og hvis han nærede yderligere tvivl, maatte det blive
hans sag at begrunde denne’. Men snart dukkede nye og større
vanskeligheder frem. Det var klart, at der maatte være en grænse
for, hvad stedfortræderen kunde forpligte principalen til, og at princi-
palen ikke kunde være bunden ved stedfortræderens handlinger, hvis
de faldt udenfor denne grænse. Men hvor var denne at drage? Det
ses, at der her hos den engelske principal var en stærk tilbøjlighed til
at bestemme det omraade, indenfor hvilket stedfortræderen forpligtede
ham, saa snævert som muligt. Det var ikke blot en følge af princi-
palens overvægtige indflydelse i det hele taget; denne fremherskende
tendens forstærkedes sikkert netop ogsaa ved den almindeligere brug af
fuldmagten; dennes egentlige karakter af forhaandstilkendegivelse til brug
for tredjemand — til hvem den end formelt maatte være rettet — ud-
viskedes derved, og stærkere betonedes dens karakter af myndigheds-
overdragelse; det syntes rimeligt at antage, at stedfortræderens myn-
dighed havde netop det omfang og kun det, i hvilket den var ham
overdraget af principalen. Deraf fulgte, at principalen vilde kunne anse
sig for uforpligtet, ikke blot hvis stedfortræderen havde handlet i strid
med sine ordrer eller med en af disse almindelige indskrænkninger,
som principalen engang for alle havde paalagt hans virksomhed, men
muligvis ogsaa, hvis han overhovedet indlod sig paa at foretage nogen
handling, der ikke var ham udtrykkelig tilladt af principalen, f. e. tilstod
kredit, hvor han blot havde haft ordre om at sælge til en vis pris.
Hvis nu principalen i saadanne tilfælde stedse kunde erklære den af-
sluttede forretning for ugyldig og uforbindende for sig, vilde medkontra-
henten altfor ofte komme i en for ugunstig situation; og det saa meget
mere som udviklingen indenfor forretningslivets teknik i disse snævre
kredse var ifærd med at gaa endnu et skridt videre end før, idet man
ikke blot ved kredittilstaaelse almindeligt udskød forretningens fuld-
byrdelse til et senere tidspunkt, men ogsaa undertiden selve forret-
ningens udførelse, d. v. s. leveringen af den solgte vare, saa at kun
selve forretningsafslutningen foretoges af stedfortræderen.
239. Een afgrænsning var selvindlysende. Den medkontrahent,
der havde kontraheret med en lærling vel vidende, at denne derved
overskred sin ordre, kunde ikke vente, at principalen skulde føle sig
forpligtet derved, men maatte i alt fald afvente dennes ratihabering; og
her erklærer da Malynes, at i saadanne tilfælde maatte principalens
I Malynes 109: if a merchant maketh a procurator or hy letter giueth credit to negaotiate some
businesse with another merchant; if this merchant do take exception to the procuration and letters, and
maketh doubt, whether the partie that brought the same be the right man: the procurator is not bound to
make any further proofe, but the partie excepting against him is to make good his assertion.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
