Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 Il. kap. II. Den engelske kommissionshandels form.
til fremmede købmænd i Italien, og dette fandt formentlig næsten alene sted for
bomuldsimportens vedkommende.
191. Med hensyn til faktorens fremmede kommittenter var for-
holdet ganske modsat; her finder mah intetsteds, end ikke i kompagniets
første tid, da faktorerne kun med deres principalers tilladelse maatte
modtage kommissioner fra andre medlemmer, noget principielt forbud
mod, at de modtog konsignationer og ordrer fra fremmede kommittenter.
Det var rent praktiske hensyn, der bragte kompagniet til i tiden 1670
—1749 at nægte dem ret til at modtage engelsk klæde og uldmanufak-
turer i konsignation fra fremmede; i kompagniets liberale tid i slutn. af
det 17. aarh. søgte det tværtimod efter bedste evne at begunstige fak-
torernes forbindelser med fremmede, og heri skete der selv i det 18.
aarh. kun den forandring, at det ved ordren af 1719 5. marts, som det
synes, forbød dem at anvende fremmedes konsignationer af penge til
opkøb af mohairgarn og raasilke (ardassine undtaget), en indskrænkning,
der under handelens følgende udvikling fik stedse mindre betydning.
192. Hvad endelig faktorernes egenhandel angaar, var deres ret
dertil, forsaavidt de var lærlinge, principielt begrænset til et bestemt
beløb aarligt, forsaavidt de var medlemmer, kunde den kun fratages
dem ved udstødelse. Men hovedmassen, efterhaanden saa godt som
alle, drev jo egenhandel alene paa basis af kompagniets handelstilladelse,
der da formelt til enhver tid atter kunde fratages dem; at dette tilfælde
næppe nogensinde er indtruffet i praksis, er en sag for sig. Men hvad
enten de drev egenhandel i kraft af medlemsret, handelstilladelse eller
som lærlinge, var deres handelsvirksomhed som sagt underkastet kom-
pagniets nærmere ordrer, hvorved saavel egenhandelens omfang (f. e.
faktorernes ret til for egen regning at handle til Italien eller Persien,
til at handle i korn, olie, salt 0. s. v.) som de særlige indskrænkninger
i faktorernes handlefrihed (f. e. retten til at tilstaa kredit, pligten til at
sælge til en bestemt pris o. s. v.) bestemtes. Men herom maa jeg
henvise til det foregaaende afsnit.
193. Naar man derefter vender sig til spørgsmaalet om afreg-
ningerne mellem principal og faktor, ser man, at ogsaa dette forhold
helt igennem bestemtes og reguleredes ved kompagniets ordrer, at dette
i det væsentlige afgjorde, hvilke omkostninger faktoren maatte føre i
regning til sin principal, og hvilken provision han maatte beregne sig.
Noget hen i tiden ser man med sikkerhed, at kompagniet havde ved-
taget en fuldstændig tarif, som enhver havde at følge; men dette var
dog næppe tilfældet fra begyndelsen af; det tog sikkert nogen tid, inden
man i London vidste lige saa godt som i selve Levanten, hvilke mang-
foldige smaaafgifter varen dær vilde blive afkrævet, og i den første tid
nøjedes man da med ved særlige ordrer at regulere de omkostnings-
poster, der bestemtes alene af faktorerne. Den første af disse er fra
1613 26. novbr., da det ved ansættelsen af en dragoman i Constanti-
nopel bestemmes, at gesandten skal lønne ham med 400 dl. aarlig; til
gengæld skal han saa have ret til at kræve ”/s ”/o af værdien af alle
varer, hvilken afgift faktoren maa føre paa principalens regning under
navn af ,dragomanløn"; ved samme lejlighed ordres, at faktorerne for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
