Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Det kan sgu’ godt være, at jorden er rund; men
hvis der var en Lisbeth, som vilde give mig et
kys for at sværge paa, at den var flak, saa svor
jeg: „Den er fanden gale mig saa flak som en
pandekage!"
I „Trætte Mænd" er Gram kommet et trin
længer ned paa fortvilelsens og mismodets stige.
Han staar og ser sig selv i speilet — „som
ansigt til ansigt med sin dobbeltgjænger", fortæller
han i sin dagbok, — „har kanske en vis uklar
trang til at kaste mig over denne fyr og kværke ham;
for hvad fanden vil han mig? — eller som
ansigt til ansigt med min sjæl, hvilket fænomen
fylder mig paa engang med en religiøs angst og en
fortvilet-fræk nysgjerrighed. Endelig engang faa
rede paa dette spøgelse, som staar bag hele min
existens, men som jeg ikke paa nogen mulig maade
kan faa kloen i! — ikke engang faa sikkerhed
for, at det overhoved er der. — D. v. s. noget
maa der jo være, et agens, et drivhjul (som
sandsynligvis ved en eller anden uendelig drivrem
staar i forbindelse med det transcendentale
ver-densmaskineri); og hvorfor kan det ikke
ligesaa godt hede sjæl ? Maaske er det
verdenssjælen selv, der sidder bag sit skjærmbret som
en dukketeater-direktør og trækker i de traade,
som bringer mit kjødklædte skelet til at hoppe
og danse og begaa alle disse meningsløsheder,
som han med guddommelig barnagtighed morer
sig over".
Gabriel Gram er som fastklemt mellem livs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
