Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
revigsgrinden til Svartemyren, nynnede han
ikke længer; derimod var det ikke frit for,
at han smaabandte lidt.
Store runde Stene laa midt i Veien ; Regn
vandet havde skaaret sig ind fra Bakken og
løb skraat over, efterladende en dyb Rende
fuld af Smaasten.
„Jeg gad vide, om det ikke var bedst at
skrive til han Anders, som skal være saa for
bandet klog", knurrede Oldermanden; dette
Veistykke vilde ende med at tåge Livet af ham.
Njædel sad overskrævs paa en stor Sten
midt i Marken. Han slog kraftige, taktfaste
Slag paa Minebolten, som han holdt i den
venstre Haand omtullet med en Uldfille. Af
og til tråk han Minebolten op og dryppede
Vand ned i Hullet med Vandkluden, der laa
i en gammel Blikbox — efterladt fra en Land
tur af Byfolk.
Det blæste, saa hans røde krusede Håar
kastedes til alle Kanter som mangfoldige Kor
ketrækkere; og han var saa ivrig i Arbeidet,
at Oldermanden maatte gaa helt hen til ham,
før Njædel blev ham var.
„Goddag — Oldermand!" — sagde Njædel,
tråk Bolten op og tog Maalepinden, foråt se,
hvor dybt Hullet var. Men da han hørte, at
der var Brev fra Anders, slåp han alt og
svang sig ned af Stenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
