Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
veggur — jeg tok adressen hans — jeg skal jamen
slå på telefonen til ham! Under seks hundre selger
vi ikke, mams — det er jagu mulig, jeg kan få
ham til å betale mer, han var hissig, skjønte jeg.»
Handelsmannen lyste av iver. Og langt bortenom
orkester og bølger syntes Hanna hun hørte en liten
gravsalme.
En eftermiddag, hun lå på gulvet på alle fire
og laget hus av klosser for Tulla, kom Elsa Klausen
inn i stuen. Hun var uten yttertøi; så hadde hun
tenkt å slå sig til — på kne nikket Hanna Mowitz
op mot henne.
«Så hyggelig, Elsa! Her ser du, vi driver
byggevirksomhet. Fin gård, skjønner du, tårn, ser du.
Men Tulla \il ikke ha fjøs — hun vil bare ha
garasje, hun.»
«Garase,» bekreftet barnet med store øine. Hun
lyste så op i den vesle, hvite kjolen. Elsa la sig på
kne, hun også, rørte forsiktig med en finger ved
det bløte, krøllede barnehåret, og hjalp til å reise
huset. Av og til så hun bort på Karl-Vilhelms mor,
og smilte.
Med småprat og latter over lille Hannas rare
snakk gikk halvtimen, til piken kom og hentet
barnet. Så var det den vanlige sengetids-sorgen, og
mormorens vanlige trøsteord: «Men kveldsmaten
da, Tulla, den skal vel ikke være alene inne på
barnekammeret? Skyndt dig, skyndt dig, ellers
springer grøten fra dig! Og når du har lagt dig,
kommer mormor og synger: So, ro, liten Tull.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
