Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aadselgrube. Men vi vil ikke længere lade os trampe paa af
dem. Hvad kan de gøre os, naar alt kommer til alt? Flaa
Skindet af os — det vokser ud igen. Brænde os? Lad dem
vove det! Bedre at dø for Kanonens Mund, end at lade sig
træde ihjel i Dagsmarscher af Gæs. Landet er vort, vi er
dets sunde Blod, og nu tager vi det!
Da stødte de alle Lansestagerne i Stenene, saa det dundrede.
Og en Gang endnu.
— Nærmere.
Nu stødte de dem mod Døren..
Negen uur Mijnheer, siger en Stemme tæt ved mit Øre,
og jeg farer forskrækket sammen. Dank u! Dank u wel,
svarer jeg uvilkaarligt.
Solen skinner ind paa det lille, runde Bord, der synes
at være gledet helt ned i Hjørnet under Kanonaden, og paa
det tykke, blomstrede Sengeomhæng, der samler sig højtidelig
højt oppe over mit Hoved.
Kirkegang i Leiden.
Den næste Dag var en Søndag, og da det regnede saa
jævnt, fandt jeg, at det vilde være en passende Anvendelse
af Formiddagen at gaa i Kirke, og begav mig af Sted ad
Pankratiuskirken til. Da jeg ikke var ganske sikker paa Vejen,
spurgte jeg en Herre, der gik i samme Retning som jeg.
Wil u metloopen, Mijnheer? sagde han.
Løbe, tænkte jeg. Dot var da et underligt Forslag. Man
plejer dog at iagttage en vis Adstadighed paa Vejen til og
fra Kirke. Ileller ikke mente jeg, at det var saa sent, at
iler var nogen Nødvendighed for at skynde sig saa meget.
Imidlertid vedblev han at gaa ganske sindig. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
