Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen af Frederik van Eeden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
0 Gud, er her saa højt? Jeg har ej vidst det.
Er det min Sjæl, det skonne, stolte Hus,
hvor alting skinner, mens en gylden Taage
langs mørke Klippehuler bolger frem,
høj som den klare Nat, hvor Diamanter
hænge i stille Glød, mens gyldne Aarer
tindre i Murens hvide, skøre Sten?
Men her stille. Kun en dæmpet Hvisken
af tidlig kendte Stemmer, en Gang kærest
af alt i Verden, nu ej mine mer;
nu hviske de kun fjærnt og langvejs fra,
med Klang som Vand, der rinder draabevis
og uset leger dybt i mørke Grotter.
Men gennem Luftens dybe Stilhed skrider
dit Væsens statelige Melodi,
den højeste, den eneste, den bedste,
den bølger frem i brede, klare Toner
og overdøver hver en jordisk Klang. —
Jeg ser paa Dig, fordi jeg kan ej andet,
men fatter ikke, hvad jeg ser. Jeg søger
dit søde Selv, i hvad mit Øje ser,
og kan ej finde det. Vidunderfine
Farver omstraale mig, blidt violet,
Therosens zarte gule, Ravets Glød
i dæmpet Skygge af Kastaniens brune,
Pupillens staalgraa Ring om Øjets dybe
og sorte Nat — Dig selv jeg ser dog ej!
Fordi jeg vil fastholde, hvad Du er, ’
med mine Øjne, som er altfor svage.
Saa ængstlig er det mig, som om jeg saa
ved højlys Dag et Genfærd — fuldt bevidst,
og vilde skjule i min Skræk, hvorledes
jeg følte mig betagen af dets Nærhed
-saa angstfuld stirrer jeg, saa selvfortabt! —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
