Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
heder tydelig udtalte Ilaan og Foragt for de tyske
Rigsfyrster tog ingen sig synderlig nær; den var i
de allerfleste Tilfælde ganske berettiget, at det
hellige romerske Rige, den tyske Ståt, gammel og
affældig, men dog alligevel en Repræsentant for Tyskerne,
blev knust med ét Slag, føltes nok af enkelte som noget
vanærende, men at Napoleon begyndte at forfølge
enkelte Personer, som vovede at tale den ydmygede
Tyskheds Sag, det tændte paa én Gang en Flamme.
En Nürnberger Boghandler, Joh. Palm, havde
udgivet et Flyveskrift: »Tyskland i sin dybe Fornedrelse«,
i hvilket der gaves en hjerteskærende Beskrivelse af
Napoleons Optræden overfor Tyskland og af de franske
Troppers Forhold i Bayern. Det franske udenrigske
Politi kom snart i Bevægelse. Palm blev arresteret
og, da han nægtede at navngive Forfatteren, stillet for
en Krigsret og skudt. Den Bevægelse, som dette
Justitsmord fremkaldte, skulde faa rigelig Næring i
de kommende Begivenheder.
For at sætte sine Planer igennem havde
Napoleon efter Freden i Presburg ladet sine Tropper
blive staaende i Sydtyskland; i Østerrig selv holdt
han endnu en Fæstning besat, og Troppernes Stilling
var tillige med Hensigt gjort saa truende for
Prøjs-sen, at dette Land ikke turde undslaa sig, da
Napoleon i Februar 1806 fordrede, at det skulde lukke
alle Hannovers og tillige sine egne Nordsøhavne for
England, en Fordring, der vilde bringe saa vel den
prøjssiske Sø- som dens Landhandel meget
betydelige Tab, og som tillige maatte udsætte Prøjssen for
en Krig med England. Men modsatte Regeringen sig,
gik Prøjssen mulig Glip af Hannover og dermed af
Førerstillingen i Nordtyskland.
Det vakte derfor et umaadeligt Røre i Berlin, da
det i Juli 1806 rygtedes fra London, at Napoleon
her havde tilbudt at give Hannover tilbage til den
engelske Konge. Koalitionens Fader, Napoleons
uforsonlige Fjende, William Pitt, var nemlig død, af
Græmelse over sine fejlslagne Planer siges der, og i
James Fox var der kommet en franskvenlig Leder
af den udenrigske Politik. I den fredelige Stemning,
som betegnede hans korte Styrelse, var Tilbudet om
Hannovers Tilbagegivelse kommet frem, og det blev
straks benyttet af det lille Parti i Prøjssen, der med
Friherre v. Stein i Spidsen skammede sig over
Regeringens æreløse Kryben for Napoleon, som morede
sig med at holde den en fed Bid for Næsen for
straks efter, naar den snappede forslugent derefter,
at trække den tilbage igen. Den svage Konge kunde
ikke modstaa den franskfjendtlige Bevægelse, der nu
kom til Orde, og begyndte at ruste. Da Rusland
samtidig indtog en afvisende Holdning, og England
efter Fox’s Død atter optog sin gamle Politik,
sluttede Napoleon, at en ny Koalition var i Færd med
at dannes, blot med Prøjssen i Stedet for Østerrig.
I denne Tanke kunde han kun blive endnu mere
bestyrket ved at modtage en Fordring fra Prøjssens
Konge, Frederik Vilhelm III, ’om at rømme Tyskland.
Den, der vovede at tale i en saadan Tone til
Napoleon, maatte — skulde man synes — have stærke
Venner i Ryggen. Det gjaldt derfor som sædvanlig
for Napoleon at være paa Pletten, før Vennerne
kunde forene sig, og tilintetgøre dem enkeltvis.
Prøjssen havde sat den 8. Oktober som yderste
Frist for Opfyldelsen af sit Forlangende, men det
483 459
fik Svar hurtigere og paa anden Maade, end det
havde ventet.
Allerede den 7. Okt. stod Napoleon midt i Sachsen
Den 14. stødte han ved Jena paa Prøjsserne under
Fyrst Hohenlohe, angreb dem i den Tanke, at det
var den fjendtlige Hovedarmé, han havde for sig, og
slog dem. Men ved Auerstädt, faa Mile Nord for
Jena, kæmpede Davout samme Dag med glimrende
Tapperhed mod Hovedstyrken. Inden Aften var
Slaget vundet, og Prøjsserne i vild Flugt, forfulgt af
de franske Generaler. Efterhaanden blev de tvungne
til Overgivelse, Blücher først i Lübeck. Hertugen af
Brunsvig var dødelig saaret, 30,000 Mand faldne og
40,000 tagne til Fange.
Fjorten Dage senere holdt Napoleon sit Indtog i
Berlin, efter i Potsdam at have besøgt Frederik den
Stores Grav, hvorfra han sendte hans Kaarde til
Invalidehotellet i Paris. De nysgerrige Berlinere saa’
med Forbavselse, at den frygtede Erobrer var cd
lille Mand, tarveligere klædt end nogen af hans
Generaler. Den 12. November kunde han erklære, at
hele det prøjssiske Kongerige var i hans Magt. En
panisk Skræk havde bemægtiget sig alle de
prøjssiske Generaler, der overgav den ene stærke
Fæstning efter den anden uden tvingende Nødvendighed.
Napoleon havde haft store Tanker om Frederik den
Stores Hær, og hans Foragt for Prøjsserne voksede
med hans Forbavselse. Kun nogle faa befæstede Byer
inde i Landet og ved Østersøen havde holdt Stand,
blandt dem Kønigsberg, hvorhen Kongen var flygtet.
Af Prøjssens 200,000 Mand store Hær var kun
15,000 samlede endnu.
Rusland havde imidlertid stillet sig paa Prøjssens
Side, og England kunde stadig ventes at gøre det; de
hurtig vundne store Fordele bragte Napoleon naturligt
ind paa den Tanke at udnytte Stillingen af yderste
Evne over for de to Modstandere. Han stillede
derfor Prøjsserne saadanne Fredsbetingelser, at Kongen
umulig kunde gaa ind derpaa. Og for ikke at komme
til at staa ene i Kampen, bragte han nu Liv i
de gamle, aldrig afbrudte Forbindelser med Tyrkiet
og fik Sultanen , ved at stille ham lokkende
Landvindinger for Øje, til at true Rusland med
Krig. Dernæst rejste han Polakkerne mod Zaren
ved at optræde som Polens Befrier og som
Genopretter af det polske Rige. En uhyre Begejstring
vaktes for ham i det undertrykte Land, og polske
Frivillige flokkedes om hans Faner. Endelig
erklærede han officielt den 21. November 1806
England i Blokadetilstand, d v. s. Fastlandets Afspærring,
dets fuldstændige Aflukkethed for England i alle Lande,
der lød hans Bud.
Da Napoleon saaledes havde bragt Rusland til at
svække sine Kræfter ved at sende en stor Hær mod
Tyrkiet, da han havde tvunget Østerrig til at holde
sig i Ro paa Grund af Krigen mellem dets
Nabo-magter, og da han havde jaget England ny Skræk i
Blodet, forlod han Berlin og gik mod Russerne, som
stod ved Warschau under Benningsen. For den
fremrykkende Storarmé trak denne sig tilbage, og
alle Napoleons Forsøg paa at *faa leveret et
afgørende Slag mislykkedes fuldstændig. Mindre Kampe
leveredes stadig, den sidste ved Putulsk den 26.
December; men nu vovede Napoleon ikke at fortsætte
Forfølgelsen. Fjenden slåp bort og stillede sig bag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
