Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
første afgjort. Krig paa Kniven mellem Frankrig
og England med Forbundsfæller paa Fastlandet.
Det var at vente, at Napoleons Besættelse af det
tyske Kurfyrstendømme Hannover maatte bringe det
tyske Rige paa Benene imod ham; men Kejser Frans
vovede ikke efter sine uheldige og udmattende Krige
at optræde imod den uovervindelige Napoleon og
søgte paa alle Maader at vise sin Føjelighed over
for Frankrig. Prøjssen haabede paa endnu flere
Fordele af Venskabet med Frankrig og forblev
neutral. Derimod var Rusland snart vundet. Thi
Zaren følte sig forbitret over, at Napoleon havde
brudt sit bestemte Løfte til ham og ladet sine
Tropper besætte Neapel og begyndte atter at frygte
den franske Politik. Og endelig bestemte Østerrig
sig til endnu en Gang at modsætte sig denne. Thi
efter Monarkiets Indførelse i Frankrig syntes det
kun at være et. rent Tidsspørgsmaal, at den
italienske Republik blev forandret til et arveligt
Kongerige Italien. Og med et bonapartisk Dynasti i Italien
vilde Østerrigs Forhaabninger om at genvinde sine
tabte Lande ganske gaa til Grunde. Da derfor
Napoleon i Marts 1805 i Milanos Domkirke kronede
sig selv med den lombardiske Jernkrone til Italiens
Konge, da han kort efter tildelte sine Søstre italienske
Landskaber, ophævede den liguriske Republik og
indlemmede Genua i det franske Rige, lykkedes det
endelig Rusland og England, ved Tilsagn om
rigelige Subsidier fra den første og Tropper fra den
anden, at bevæge Østerrig til at tiltræde Koalitionen,
der i Sverige fik sin fjerde Mand. Den indre
Forbindelse mellem de Allierede var dog ikke synderlig
stærk. < Rusland og Østerrig særlig havde meget
modstridende Interesser, og det var kun det fælles
Maal: at bringe Frankrig tilbage til sine Grænser
før 1792, der førte dem sammen. I Juli 1805
begyndte Kejser Frans at ruste.
Napoleon, som kort efter sin Udnævnelse til
Kejser under voldsom Regejstring havde uddelt
Æreslegionens Kors til sine gamle Soldater i Lejren
ved Boulogne, havde imidlertid flere Gange besluttet,
men atter opgivet Planen om et direkte Angreb paa
England. De nyeste historiske Undersøgelser synes
endog at godtgøre, at han kun har benyttet
Land-gangsplanen som et Middel til at true England,
tillige som et Skjul for sine virkelige Hensigter og
som et Paaskud til at holde en betydelig
Troppemasse paa Benene. Thi over for Franskmændene
var et Paaskud nødvendigt; de betydelige pekuniære
Ofre, som denne Troppesamling fordrede, kunde han
kun gøre Regning paa, naar det gjaldt en
Tilfredsstillelse af de Franskes stærke Nationalhad til
England. En Krig mod en af Fastlandsmagterne vilde
aldrig blive saa populær som en Krig mod England.
Men da Efterretningen kom om Østerrigs Tilslutning
til Koalitionen og om dets truende Rustninger, kunde
han med nogen Ret erklære over for sit Folk, at
Fastlandskrigen blev ham paatvungen. Hvor længe
i Forvejen han havde besluttet den, og hvor ivrigt
han havde ønsket den, derom vidste kun ganske faa
Besked. Men han havde opnaaet, hvad han vilde;
hans Tropper stod rustede, og det gav ham, som
han selv havde erklæret, et Forspring paa 20 Dage.
Ingen i Verden forstod vel at benytte et saadant
Forspring som Napoleon. Og ingen forstod bedre
end han at skuffe sin Fjende. Medens han allerede
den 13. August skrev til Talleyrand, at han havde
besluttet sig til at angribe Østerrig og før November
vilde være i Wien, hvor Kejser Frans ikke skulde
komme til at holde Jul dette Aar, gav han endnu
den 20.—22. August Skinordrer om Indskibning af
Tropper i Boulogne, Ordrer, som skulde vedligeholde
Troen paa, at han stadig tænkte paa Angrebet paa
England; men den 24. fik General Marmont hemmelig
Ordre til med sine Tropper at gaa i Ilmarch til Mainz,
og i Slutningen af Maaneden var hele Flæren i største
Stilhed og i hurtige Nattemarscher i Bevægelse mod
Øst. 4 Uger senere gik den kampdygtige og
kamplystne Storarmée, ca. 150,000 Mand, ført af lutter
unge, men krigserfarne Generaler over Rhinen.
Der var om Angrebsplanen iagttaget den dybeste
Hemmelighed; ingen franske Rlade turde meddele
noget om Troppernes March, og da Østerrigerne
rykkede i Marken, troede de endnu, at Napoleons
Hovedmagt stod i Boulogne. Der havde nemlig
bredt sig Rygter om, at England, samtidig med
Østerrigernes Fremrykken mod den franske Grænse, der
vilde nøde Napoleon til at sprede sine Kræfter,
agtede at forsøge en Landgang paa fransk Kyst. Og
da tillige de i Tyskland aldrig slumrende Rygter om,
at Utilfredsheden med Kejserens Regering i Frankrig
havde naaet et saadant Punkt, at en Revolution stod
for Døren, mente den sangvinske østerrigske
Regering med Tryghed at kunne gaa angrebsvis til Værks
og sendte sin dygtigste Feltherre, Erkehertug Carl,
ind for at besætte de dyrebare italienske Lande,
som den nu haabede atter at kunne knytte til sin
Krone. Men Napoleon havde bestemt Donaudalen,
-den brede Forbindelsesvej mellem Vest- og
Øst-Europa tværs igennem Tyskland, til Skueplads for
denne korte, men følgerige Krig, og allerede den
13. August havde han dikteret Daru den fuldstændige
Plan for Felttoget. »Marchordrer, Marchernes
Varighed, Stederne, hvor Troppeafdelingerne skulde støde
til hinanden og forenes, Angrebene, Fjendens
forskellige Bevægelser og Fejlgreb, alt var forudset i
denne i en Fart dikterede Plan to Maaneder i
Forvejen og i 200 Miles Afstand. Slagmarkerne, Sejrene,
ja, lige til de^j Dage, da vi skulde holde vort
Indtog i München og Wien, alt var forudsagt og blev
skrevet, som det senere indtraf.« Og over for dette
Geni stod den østerrigske General Mack, efter
Napoleons Udsagn »et af de udueligste Mennesker, der
eksisterer«. Stolende paa de oven omtalte Rygter
beregnede han, at Napoleon ikke vilde kunne staa i
Tyskland før efter Russernes Ankomst, og rykkede
derfor sorgløs frem, haabende at komme tidsnok til
at vinde den vaklende Kurfyrste af Bayern. Men
denne saa’ nærmest sin Interesse i at slutte sig til
Frankrig, og Macks Forhaabninger glippede paa
begge Punkter. Han gik dog stadig frem og samlede
sine Tropper ved Illerfloden. Men for hver Dag,
der gik, trak Nettet sig mere og mere sammen om
den ulykkelige General. Han havde ingen Anelse
om, at der var overhængende Fare og gik i den
Indbildning, at de franske Hærafdelinger, som
spredes i hans Nærhed, var paa Tilbagetog for al
dæmpe en Revolution i Frankrig. Den 16.
Oktober saa’ han sig til sin store Overraskelse
fuldstændig indesluttet i Ulm, og den 20. maatte han
4 r»i
452
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
