Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPA VED AARHUNDREDSKIFTET
ivrig Beundrer af den franske Oplysningsfilosofi og
Omgangsven af Voltaire, La Mettrie og mange andre
franske Skønaander, havde straks ved sin
Tronbestigelse erklæret, at han betragtede det som sin
Hovedopgave at bekæmpe sit Folks Uvidenhed og
For-1 domme, at udvikle Tænkeevnen og højne de sædelige
Tilstande.
Og det sidste kunde nok gøres nødig. Hvor
fordærvet end det franske Samfund var, fandt det dog
et værdigt Sidestykke i alle de smaa og store tyske
Stater. Tilstanden i Berlin i Slutningen af
Aarhundredet skildres af et Par fremragende Englændere:
Hvad Samfunds- og Selskabslivet angaar, kender jeg
ikke noget værre Sted end Berlin, Hvis fortis (Latin
for stærk, fast, hæderlig) skal oversættes ved ærlig,
finder man lige saa lidt her nogen vir fortis (ærlig
Mand, hæderlig Mand), som nogen femina casta (kysk
Kvinde). En fuldstændig Sædernes Fordærvelse hersker
hos begge Køn
og i alle
Samfundsklasser.
Mændene fører
alle, saa godt de
kan med sine
indskrænkede
Midler, et
udsvævende Liv.
Kvinderne er
skamløse Blodsugere.
Sand Kærlighed
og Finhed i
Følelsen er ukendt
hos dem; de
sælger sig til
den, der betaler
bedst . . .
Prøjs-serne er i
Almindelighed fattige, forfængelige, uvidende og
uden
Grundsætninger. Hvis de
var rige, vilde
Adelen aldrig
have bekvemmet
sig til at tjene i underordnede Stillinger. Den tror i sin
Forfængelighed at se sin egen Storhed i Monarkens
Storhed. Uvidenhed kvæler enhver Anelse om
Frihed og Modstand hos dem, og deres Mangel paa
Grundsætninger gør, at de uden at kny udfører alt,
hvad de kommanderes til; de tænker aldrig paa først
at undersøge om det, man befaler dem, hviler paa
et retfærdigt Grundlag.
Frederik den Store udtaler sig i Slutningen af sit
Liv ganske i samme Retning om sine Undersaatter:
Jeg er træt af at herske over et Folk af Slaver.
Under hans Efterfølger, den ødsle og udsvævende
Frederik Vilhelm II. (1786—1797), blev Tilstanden
endnu værre. Men da den nationale Bevægelse under
Napoleonskrigene begyndte at brede sig i Tyskland,
saa’ dog alle hen til Prøjsserkongen, Frederik
Vilhelm III. (1797—1840), en sædelig, jævn og
hæderlig, men ganske ubegavet Mand, og maaske endnu
mere til hans skønne og højhjertede Gemalinde,
Dronning Louise, der for de senere Slægter er kom-
Fig. 166. Østergade omkring Aar 1800.
men til at staa som Forbillede for den tyske
Husmoder.
Det var ikke saa underligt, at det var
Prøjsserkongen, som alle Tyskere saa’ hen til i den
almindelige Nød. Lige fra Aarhundredets Begyndelse havde
der været Orden og Plan i Prøjssens offentlige Sager;
enhver Rejsende, som kom ind over Grænsen, mødte
straks gode Landeveje, ordentlige Kroer, paalidelig
Betjening, — dér var dog Konger, som tog sig
af Landets Udvikling og ikke alene levede Livet
for at nyde. Frederik II. arbejdede med Iver paa
at grunde en fri Bondestand, anlagde Landsbyer og
tog uopdyrkede Landstrækninger under Ploven,
samtidig med at han grundlagde Banker og
Navigationsskoler og ophjalp Industrien. Og man kunde ikke
glemme, at Frederik II. havde udtalt, at han —
Kongen — følte sig som Statens første Tjener. Det
var noget andet end det Sprog, som de absolute
Herskere ellers
førte; her var
tait om Staten
som en Idé og
ikke som en
Malkeko, der
kun havde til
Opgave at skaffe
Herskeren
Penge til at
tilfredsstille sine
Lyster.
Med al sin
Beundring for [-Oplysningsfilosofien,-]
{+Oplysningsfilo-
sofien,+} der i saa
høj Grad
prækede humane
Principer , havde
Frederik II. dog
ikke taget i
Betænkning at
fo-reslaa og være
med til Polens
Deling, der
havde udvidet hans
Landomraade.
Kongeriget Prøjssen talte omkring 1801 5,316 □
Mil med 7,603,000 Indbyggere. Dets nærmeste Naboer
mod Vest var Kurfyrstendømmerne Sachsen og
Hannover, der ligesom Kurfyrstendømmet Bajern først
af Napoleon ophøjedes til Kongeriger. Kurfyrsten af
Hannover var tillige Konge af England*), saa man
havde det Særsyn, at den engelske Konge var den
tyske Kejsers Vasal. Georg III. har vi alt lært at
kende under den amerikanske Frihedskrig (se Sp. 6),
og uagtet han ikke har udviklet sig saaledes, at man
fristes til at forny Bekendtskabet, vil vi dog træffe
ham igen, naar vi gaar over Kanalen.
Det tyske Rige frembød et lige sørgeligt Skue,
moralsk som politisk betragtet. Thi alle de Herrer
Fyrster af Guds Naade vilde paa faa Undtagelser
*) Det var som Medlem af det hannoveranske Hus, at den
danske Dronning Caroline Mathilde, Georg III.’s Søster, efter
Struenses Fald 1772 blev ført til Celle i Hannover, hvor
hun levede sine sidste Aar.
409
418
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
