Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RÆDSELSIIERREDØMMET
knæler ned mellem Guillotinens Stolper! Den
besindige Bailly, den tidligere saa radikale Manuel, den
veltalende Barnave, — ja, man faar ikke ustraffet
Taarer i Øjnene ved at se en Dronning styrtet i
Ulykke. — Og mellem saa mange brave Mænd, der
har haabet og troet og vovet at kaste sig ud paa
denne Tro, kommer der pludselig frem — som et
Spøgelse, en Genganger fra dette forhadte »gamle
Regimente« — en Kvinde, Madame Dubarry, Ludvig
XV’s tidligere Elskerinde. Den yngste og sidste af
alle dem, han havde kastet sine Øjne paa. Ak, hvem
der nu havde siddet alle sine Dage som
Modehand-lerinde og syet Kapper og Pynt!
Det mangler ikke paa fine Folk. Hertugen af
Lauzun, senere kaldet General Biron ; Hertugen af
Chåtelet, Baron Dietrich, den tidligere patriotiske
Borgmester i Strassburg, Byens Redningsmand og
Marseillaisen Gudfader, den gamle Marskal Lückner
og mange, mange andre.
Det er denne Strøm af Mennesker, som oftest
fødte paa Livets Solside, der paa de raslende Kærrer
føres mod det ene Maal: Guillotinens mørke Stolper
med den blinkende Kniv øverst oppe, det er dette
ustandselige Tog af Dødsdømte, som altid fanger
Blikket, naar Efterverdenen stiller sig
Rædselsherre-dømmet for Øje. For Datidens Parisere blev det et
saa dagligdags Syn, at det — som alt dagligdags —
blev tilvant og til sidst ganske uden Interesse. Folk,
som har oplevet en Belejring, vide at fortælle om,
hvor overordentlig hurtigt man vænner sig til
Kanonernes Torden og Granaternes Hvislen og Springen.
I Paris gik Livet sin daglige Gang, — kun med
stærkere Pulsslag og med Præget af det, der i en
ganske anden Grad end Synet af Guillotinens Ofre
fyldte Sindene: Fædrelandskærligheden,
Offervilligheden, Kampiveren mod Fjenderne paa Grænsen.
Paa Invalide-Esplanaden, i Luxemburg-Haven, paa
Place Royale, hvirvler Røgen lystig til Vejrs fra
de 250 Esser, som er rejste dér. Taktfaste
Hammerslag høres mellem de sodede Smedes lystige
Opsang.
Sabler smedes, Bajonetter og Bøsseløb; tyve
Kanoner støbes hver Uge hos Borger Perrier; Lavetter
laves i en af Kirkerne; Urmagerne faar Bud om at
komme og gøre det fine Arbejde som at bore
Fæng-huller ud og file Sigtekærve. Det er noget andet
end at låve elegante Dameure! Men Fædrelandet er
i Fare, vi maa have et Tusind Musketter færdige
hver Dag. Hæng i Brødre! Børnene plukker Charpi.
Kvindfolkene syr Telte og Kapper.
Videnskabsmændene lægger Hovederne i Blød for
at fremstille Salpeter; thi uden Salpeter intet Krudt,
og engelske Skibe har forlængst ødelagt vor Handel.
Dog, Nøden lærer nøgen Kvinde at spinde, vi finder
Salpeter alle Vegne; nærmest ved Haanden i gammelt
Murværk, i stampede Kældergulve. Og Mændene
graver; foran hver Husdør højner sig den opgravede
Jord, Kvinder sigter den med store Sold, vasker
Kalken ud og renser den fundne Salpeter.
Kirkeklokkerne, »Vorherres Dingel-dangel«, maa
levere Malm til nye Kanoner, Kirketagene Bly til
Kugler. Ingen har nogen Ejendom længer,
Fædrelandet fordrer alt, Fædrelandet er i Fare!
Og skulde man saa ikke more sig om Aftenen
efter en lang, streng Arbejdsdag? Hvem tænker paa
337 349
dem, der har maattet køre til Guillotinen den Dag;
selv om det er 50 om Dagen, hvad er saa det i en
By som Paris? Det er allesammen eller for den
langt overvejende Del endnu Folk af den fine Ende,
— hvad kommer de Sansculotterne ved?
»Aldrig har der været saa fornøjeligt i Paris som
under Revolutionen,« hedder det i samtidige
Beretninger. Rige Folk — og der var mange, som ved
Børsspekulationer havde skabt sig store Formuer —
holdt ikke paa Pengene. Lad os nyde Livet! Hvem
ved, hvad Morgendagen bringer? Der herskede en
sand Forlystelsesfeber i Paris, hvis mangfoldige
Forlystelsessteder og 35 Teatre var fulde hver Aften.
Men Morskaben skulde være god sansculottisk for
at faa Lov til at passere paa Scenen.
Det akademiske, fint slebne franske Sprog
forsvandt selv fra Paris’s første Scener, og Gadesproget
trængte ind. Det var kun et naturligt Sidestykke til,
hvad der skete ude i Livet, hvor man af al Magt
søgte at dræbe den gamle, ejendommelige franske
Form for Høflighed. Det indsmigrende,
forekommende Monsieur, Madame, som tidligere føjedes til
hvert andet Ord, selv lios Almuesfolk, høres ikke
mere. »Forhen var Høflighed og Falskhed et og det
samme. Republikanernes Høflighed er Naturens.«
Man stryger alle Titler, thi alle er lige, siger Du til
alle — »der er ingen De længer i Republikken, alle
Borgere er Dus« — og lægger sig efter republikansk
Ligefremhed.
Den gamle franske Artighed og Høflighed er
imidlertid ikke forsvunden; vil man lede efter Belevenhed,
saa vil man finde den paa selve Dødens Dørtærskel, i
Fængslerne. Selv Ansigt til Ansigt med den grimme
Død, beholder det gode franske Selskab sit
forekommende Smil, sit opmærksomme Blik, sit høflige Buk
og sine artige Talemaader. Iler er man endnu
henrykt over at se hinanden, her beder man ærbødigt
om den Lykke at maatte kysse Fru Markisens Haand,
her er man fortvivlet over ikke at have været hjemme,
da Hr. Hertugen var saa elskværdig at aflægge Visit.
Thi man aflægger Visit og Genvisit i Fængslet med
samme yndefulde Anstand og med samme tomme,
artige og elegante Pludren som for Aar siden i
Versailles. Man forelsker sig og gør Kur, intrigerer,
konverserer og koketterer og hævder sin Rang og
Stilling ganske som før. Selv paa Skafottet, over
for Bødlen, glemmer den fine Herre ikke sit Buk og
sit Smil.
Ingen af de blodige Udskejelser, som tidligere
havde betegnet Revolutionens Gang, fandt nu Sted i
Paris. Thi Velfærdsudvalget var en streng Herre.
Men Uroligheder forefaldt dog endnu, naar en eller
anden Kornpuger erklærede sine Forraad for udtømte,
og Folket ved Selvsyn vilde skaffe sig Sikkerhed for,
at det var sandt. Ogsaa de »religiøse Maskerader«
kunde vække Uroligheder. De var satte i Scene af
»Kristendommens Fjender«, Hébert, Chaumette og
deres Tilhængere. Disses Indrettelse af Fornuftens
Dyrkelse havde været Signalet til en almindelig
Plyndring af alle Kirker. Helgenskrin brødes op, og
deres Indhold spredtes for alle Vinde, Altre og
Prækestole huggedes ned, og Messebøger reves i Stykker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
