Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Den lovgivende Forsamling - Kongedømmets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et Udtryk af Foragt over hans Træk, og han udbrød
paa sit Modersmaal:
»Che eoglione!« (Hvilken Nar!)
Det var den 23aarige Løjtnant Napoleone
Ruona-parte fra Ajaccio paa Corsica.
I to Timer maatte Ludvig XVI i sin
Vindues-fordybning udholde sit Folks nærgaaende Besøg.
Dronningen var imidlertid heller ikke bleven skaanet,
og for hende, »Østerrigerinden«, var Faren langt
større end for Kongen. Folkesværmen fandt hende
i et af hendes Værelser sammen med hendes Veninde
Prinsessen af Lamballe, der en Gang havde reddet
sig bort fra Paris og var flygtet til England, men
som ikke kunde bære det over sit Hjerte at lade sin
Veninde og Velgørerinde alene under saa farlige
Forhold og var vendt tilbage til Paris for at staa Last
og Brast med hende. Nogle af Dronningens Damer,
et Par af Ministrene og nogle Gardister var til Stede
i Værelset, og hendes mindste Søn sad foran hende
paa Bordet. Over for dette Billede paa Moderglæde
svandt Mængdens vilde Raseri, og Folket, særlig
Kvinderne, syntes at finde det grinagtigt at snakke
med en rigtig Dronning, sige Du til hende og tage
hende i Øjesyn.
Santerre, som var bleven langt tilbage i Mængden,
puffede sig imidlertid frem, da han hørte, at
Pariserne var trængte ind i Slottet, og skyndte sig ind i
Dronningens Værelser. Thi han kendte sine Folk og
vidste, hvad de kunde finde paa. Da Dronningen
hørte Mængden raabe: Der er Santerre! og saa’ en
stor Mand styrte ind i Værelset, troede hun, at
hendes sidste Time var kommen. Thi Santerre var for
længe siden omtalt for hende som en af de ivrigste
Revolutionsmænd, og det var meget sandsynligt, at
han paa hendes hemmelige Liste stod betegnet med
et stygt Mærke, der betød saa meget som: »Hænges
uden Skaansel, naar vi faar Kommandoen igen«.
Men hendes Frygt viste sig ugrundet.
»Bliv ikke bange, Deres Majestæt,« sagde
Bryggeren. »Jeg kommer ikke for at gøre Dem nogen
Fortræd, snarere for at forsvare Dem; men glem
ikke alle de Misbrug, der er begaaede i Deres Navn,
og tag Dem i Agt for at føre Folket bag Lyset!«
Endelig lykkedes det Santerre, der hele Tiden
stod ved Dronningens Side, at faa Folkemængden til
at fjerne sig. I Kongens Værelser skete dette først,
da Byens Borgmester, Pétion, pyntet og sirlig, kom
til. Han kørte i Karet til Slottet og steg op ad
Trappen uden i mindste Maade at forhaste sig. »Jeg
har først lige nu faaet Meddelelse om den
ubehagelige Situation, Deres Majestæt befinder sig i,« sagde
den dydige Pétion med stor Dristighed, eftersom han
stadig var bleven holdt å jour med Begivenhederne.
»Det er højst besynderligt,« svarede den ligefremme
Ludvig XVI, »thi den har varet over to Timer.«
»Deres Majestæt! . . .« stammede Pétion. »Stille!«
svarede Kongen med en Bestemthed, som han kun
altfor sjældent lagde for Dagen, »jeg vil ikke høre
et Ord mere.«
Kl. 7Va om Aftenen var de uindbudne Gæster
borte med Undtagelse af en stor Del af den
lovgivende Forsamlings Medlemmer, og først nu saa’
Mand og Hustru hinanden igen efter saa mange
Timers angstfulde Ventetid. Alle græd ved den
rørende Scene, da de faldt hinanden om Halsen, selv
de mest radikale Republikanere. Man levede jo i
en Tid, der havde nemt til Taarer. For at disse
Taarer ikke skulde misforstaas som gældende
Kongefamiliens Ulykke, vendte Merlin de Thionville sig til
Dronningen med følgende Ord: »Naar jeg græder,
Deres Majestæt, er det over at se en skøn og
varmtfølende Kvindes Ulykker, over en Moders Lidelser.
Mine Taarer gælder ikke Dronningen. Jeg hader
Konger og Dronninger. At hade dem er min
Religion.«
Rejsningen den 20. Juni vakte, hvad ingen havde
tænkt sig, en varm Medfølelse for Kongen i alle
Lejre. Fra hele Landet strømmede der Adresser ind
til ham, og Departementsraadet, i hvilket Hertugen
af la Rochefoucauld havde Forsædet, skyndte sig at
suspendere den uheldige Pétion. La Fayette, der
havde følt sig meget ilde berørt ved Jakobinernes
voksende Magt, mente, at nu var det rette Øjeblik
kommet til at føre et afgørende Slag. Den 28. Juni
kom han fra Nordarmeen til Paris, begav sig straks
til den lovgivende Forsamling og fordrede i den
forfatningstro Armees Navn Retssag rejst mod
Hovedmændene for Optøjerne den 20. Juni.
De radikale Ledere blev alvorlig forskrækkede
over la Fayettes pludselige Tilsynekomst. Det vilde
gaa dem galt, hvis det kunde lykkes ham at samle
de Konstitutionelle til kraftig Optræden. Og et
Øjeblik kunde det se ud til, at han havde Lykken med
sig. Nationalgardisterne ytrede lydelig deres
Hengivenhed for deres gamle Chef, og da Guädet angreb
ham paa hans eneste saarbare Punkt og forlangte,
at Forsamlingen skulde rejse Anklage mod Generalen
for uden Tilladelse i Krigstid at have forladt sin
Post ved Hæren, faldt hans Forslag med 339
Stemmer mod 234. Langt over Halvdelen af selve den
lovgivende Forsamling fulgte saaledes Feuillanternes
Høvding. Men hans Forfængelighed var hans
Modstanderes bedste Forbundsfælle. Han kunde den
28. om Aftenen have lukket Jakobinerklubben og
ydet Kongedømmet en afgørende Hjælp i denne dets
tolvte Time; men den kølige Modtagelse, han fik ved
Hoffet, var mere, end han i sin Indbildskhed kunde
finde sig i. Han havde ventet at blive modtaget med
Kjshaand: nu maatte denne stolte Dronning vel
endelig være bleven mør nok til at anerkende ham som
en frelsende Engel og takke ham paa sine Knæ.
Men Ludvig XVI og Marie Antoinette havde ikke
glemt, i hvilken Grad la Fayette havde bidraget til
deres Ydmygelser. De modtog ham høflig men koldt.
»Jeg vil hellere dø,« sagde Dronningen til Prinsesse
Elisabeth, »end lade mig frelse af la Fayette og de
Konstitutionelle.« Og Generalen følte ikke nogen
Forpligtelse til at søge at overbevise dem om, at
dette var den sidste Lejlighed, der frembød sig for
dem til Frelse. Han bukkede med krænket
Værdighed, tog sin Hat og gik og lod Jakobinerne i Fred
og Ro gøre Anstalter til et alvorligt Stormløb mod
Tronen. Dagen efter tog han tilbage til sit
Hovedkvarter.
| KONGEDØMMETS FALD. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
