Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Paa flugt - Følgerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Folket i Gaderne: »Der er Forrædere i Byen!
Pas paa dem. Kongen er væk! Lad ham blive borte!
Vi har ingen Brug for ham mere«. Hans Ord, der
kun gentog Befolkningens egne Tanker, blev
modtagne overalt med voldsom Tilslutning. Pariserne
var netop i disse Dag i stor Ophidselse over, at man
for den offentlige Ordens Skyld den 14.—16. Juni
have lukket Statsarbejdsanstalterne og opløst de
bestaaende Arbejderforeninger. Marmorbuster af Kongen
og Dronningen sloges itu, hvor de fandtes, og Ordet
»kongelig« forsvandt som ved et Trylleslag fra allé
Skilte og Inskriptioner. Selv i Menageriet forandrede
en vittig Mand Sedlen paa Kongetigerens Bur og
skrev den nationale Tiger.
Der blev foretaget Undersøgelser i Tuilerierne, og
alle forefundne Papirer blev forseglede. Byens Porte
blev lukkede; ingen maatte komme ud eller ind.
Breve maatte ikke ombæres, Patruljer
gennemstrej-fede Byen, og om Natten brændte der Lys i alle
Vinduerne, saa Gaderne var fuldt oplyste; de enkelte
Plakater med Haansord om Kongen, som fandtes
slaaet op paa Muren, blev straks fjernede.
Man havde ingen Forestilling om, hvilken Vej
Kongen var taget; men alle troede, at der var en
vidt forgrenet Sammensværgelse i Gang, og man var
forberedt paa det værste. Robespierre var overbevist
om, at der forestod en Bartolomæusnat for
Patrioterne. Derfor blev Glæden saa meget des større, da
der om Eftermiddagen kom Meddelelse fra
Nationalforsamlingens Præsident til alle Sektionerne, om at
Kongen var standset i Varennes. Dr. Mangin havde
efter et skarpt Ridt paa 15 Timer naaet Paris med
den opsigtsvækkende Nyhed.
Dagen efter sendte Forsamlingen Barnave, Pétion
og Latour-Maubourg af Sted for at rejse Kongen i
Møde og ledsage ham tilbage til Paris, og omfattende
Foranstaltninger blev trufne for at overholde Ro og
Orden i Byen.
Nationalforsamlingens tre Udsendinge traf de
hjemvendende Flygtninge St. Hans Aften mellem Dormans og
Epernay. Tilbagerejsen fra Varennes var foregaaet
med stor Langsomhed. I St. Ménéhould, hvor den
jvrige Drouet havde faaet samlet 15,000 Mand, blev
den kongelige Familie modtaget med Trusler og
Forbandelser. Mængden vilde slaa et Par Livgardister,
der havde været med som Forridere, ihjel, og dræbte
virkelig en Grev de Dampierre, der søgte at bane sig
Vej gennem Mængden for at hilse paa Kongen og
bevidne ham sin Ærbødighed. I Chålons derimod
viste Befolkningen stor Medfølelse. Unge Piger
modtog Kongen og Dronningen med Blomster, og der
aabnede sig her Udsigt for Kongen til at undkomme
ved Hjælp af en kongeligsindet Embedsmand i Byen.
Men Ludvig XVI vilde ikke skilles fra sin Familie og
kørte videre efter at have hørt Messe.
Pariserne troede, at det bedrøvelige Indtog vilde
finde Sted ad den almindelige -Vej fra Chålons. Men
Myndighederne havde forudset dette og givet sine
hemmelige Ordrer til de tre Udsendinge. Folk
stimlede i tætte Skarer sammen og morede sig til
Tidsfordriv med at læse Plakaterne paa Gadehjørnerne;
med store Bogstaver opfordredes der i disse til
Rolighed, med den tydelige Tilføjelse: Enhver, der
modtager Kongen med Bifaldsytringer, bliver pisket,
enhver, der giver sit Mishag til Kende, bliver hængt.
Men imens drog Toget i en Bue uden om Byen,
Eskorten indskrænkedes efterhaanden, og til sidst
kørte Ludvig den XVI og Marie Antoinette langsomt
og ubemærket over Champs Élysées, gennem
Tuileri-haven og op til Slottet. De blev modtagne med en
mørk, ildevarslende Tavshed, og Kongen hørte med
Bestyrtelse, at alle hans Papirer var tagne i
Forvaring af Nationalforsamlingen.
Under den Ophidselse, som Kongens Flugt havde
vakt, var det næsten gaaet uænset hen, at hans
Broder, Greven af Provence, ligeledes var forsvunden
tilligemed sin Gemalinde samme Aften. Han havde
det Held at have en resolut og praktisk Mand ved
sin Side, hans Kammerherre, Grev d’Avaray, der talte
fortræffeligt Engelsk og udgav sig for en engelsk Lord,
der med sin Tjener tog hjem til England. Da
Prinsen lykkelig og vel var sluppen ud af sit
Sovekammer, uden at hans Kammertjener havde mærket noget,
og vilde stige op i Vognen, gentog sig en af de samme
Latterligheder, som bragte Kongens Flugtforsøg til at
strande: »Aa, jeg har glemt min Stok og min anden
Snustobaksdaase«, udbrød han, »det maa jeg ind
efter«. »Gid Fanden havde alle Prinser!« raabte
den praktiske d’Avaray, greb ham i Kraven og smed
ham ind i Vognen, sprang ind selv og raabte: Kør!
Greven og hans Gemalinde tog bort hver for sig ad
forskellige Veje. Der var ingen opsigtvækkende
Rytterposter lagt rundt om i Byerne, og de naaede
efter almindelige, fornøjelige Rejseuheld i Sikkerhed
til Bryssel. Først her fik de Underretning om
Kongeparrets Skæbne.
Følgerne af Kongens ulykkelige Flugtforsøg blev
netop, som Mirabeau havde forudsagt. Det vendte
Folkets Hjærte fra ham, og den Iljælp og Støtte, han
havde kunnet paaregne at finde i mange Provinser
imod Hovedstaden, svigtede ham nu. Saa længe
Folket havde troet, at Kongen vilde sikre det
Lens-privilegiernes Ophør og Skattebyrdens retfærdige For-,
deling, Revolutionens første Erobringer fra det gamle
Regimente, havde det endnu i Ludvig XVI set
»Frihedens Genopretter« og Opretholderen af den lovlige
Orden. Nu, efter hans Forsøg paa Flugt til
Udlandet, hans Forstaaelse med fremmede Magter mod
sit eget Folk og den skæbnesvangre Tilbagekaldelse
af alle sine Indrømmelser, — trods hans aflagte Ed
paa Forfatningen og gentagne Forsikringer om, at
han af fuldt Hjerte sluttede sig til den nye Tingenes
Tilstand — var der ingen længer, der troede paa
ham. Og da Paris’s Borgmester den 26. Juni aflagde
Beretning om, at der var opdaget en
Sammensværgelse — som viste tilbage til Hoffet — at alle
Fanger i Hovedstadens Fængsler skulde bryde ud
eller slippes ud den 21., saa snart Kongen var borte,
og som Hævnens Dæmoner kaste sig over Byen, —
da var det ganske forbi med Troen paa Ludvig den
XVI som Ordenens Opretholder.
| FØLGERNE. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
