Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 257-258 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Mirabeau - Paa flugt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tømt. Med umaadelig Deltagelse hørtes Rygtet rundt
om i Byen, at »Farlil Mirabeau«, den vældige
Folketribun, laa for Døden. Gaden, hvor han boede, var
Natten mellem 1. og 2. April 1791 belejret af en
aandeløs ventende Mængde, som tavs spredte sig,
da Lægen om Morgenen kom ud og bragte Budskab
om hans Død.

^)en franske Revolutions store Digter og Skildrer,
Carlyle, har udkastet et Billede af Mirabeau under
Forhandlingerne om de tredive radikale Medlemmers
vilkaarlige Lovforslag om, at ingen maatte forlade
Landet uden Tilladelse af en særlig dertil nedsat
Komité. »Mirabeau er ofte paa Talerstolen, med
endeløse
Afbrydelser udefra, med den
gamle
usvækkede Energi i
sit Indre. Hvad
formaar
Mumlen og Raaben
fra Højre og
Venstre
overfor denne
Mand, der
staar fast og
urokkelig som
Teneriffa eller
Atlasbjerget? [-MedklareTan-ker,-]
{+MedklareTan-
ker,+} med sin
dybe
Basstemme, først
dæmpet, søgende,
fordrer han [-Opmærksomhed-]
{+Opmærksom-
hed+} og tvinger
Stormen imod
sig;
efterhaanden trænger
han igennem,
hans Stemmes
Klang stiger,
daler. Han
høres som
Lyden af
fjærnt-drønende Vælde, — sejrrig,
læggende sig
alt for Fode.

Hans grove, arrede Ansigt, furet, hærget, gløder,
straaler. Endnu engang i en lumpen Tidsalder føler
man, hvad Mandsords Kraft og Almagt formaar over
Menneskesjæle. »Jeg vil sejre eller lade mig rive
ihjel !« slynger han ud. »Stille!« raaber han
bydende med Herskerens Følelse af sin Magt. »Stille,
I tredive Stemmer!« Og Robespierre og de tredive
Stemmer svinder bort i Mumlen og Knurren, og
Loven bliver, som Mirabeau vil have den.

PAA FLUGT.

Det fortælles, at Ludvig d. XVI. ved Meddelelsen
om Mirabeaus Død skal have sagt til Dronningen,
der tydelig lagde sin Glæde for Dagen: Glæd dig

Fig. 119. Mirabeaus Ligbegængelse i Notre-Damekirken,

ikke, vi har lidt et større Tab, end du er i Stand
til at fatte !

Spørgsmaalet er, om han selv var i Stand til at
fatte det Tab, som han og Kongedømmet havde lidt.
Det synes ikke saa, naar man ser, hvor lidet han
agtede den Arv, som Mirabeau havde efterladt ham,
de gode Raad, han havde givet ham.

Uden at Mirabeau havde vidst noget derom, havde
Dronningen i Efteraaret 1790 hemmelig indledet
Underhandlinger om en Flugtplan med Markis de
Bouillé. Han saa’ nærmest paa Forholdene fra
Mirabeaus Standpunkt, men var personlig Kongeparret
hengiven. Til Trods for sit Løfte at ville gøre alt

for at staa
Kongen bi,
kunde han dog
ikke tilraade
Kongeparret at
flygte
hemmeligt, men
sluttede sig til
Mirabeaus Plan,
da den senere
blev ham
bekendt, at
Kongen aabent
skulde drage
til en af
Provinserne ,
nø-digst til en
Grænseby.
Dronningen
fik, i sine
Forsøg paa at
omstemme ham,
paa én Gang
uventet Hjælp
i en
Begivenhed, som
indtraf en ljorten
Dages Tid
efter Mirabeaus
Død.

Ludvig XVI
plejede at
tilbringe en Del
af Foraaret i
St. Cloud. Han
var ’i Reglen
kommen dertil

i Paaskeugen og havde fejret Paaskefesten der. Der
var i 1791 én Grund mere til at følge denne Skik;
Kongen var en altfor god Katolik til at ville høre
Messe og tage mod Sakramenterne af en af den nye
Forfatnings edfæstede Præster, hvilket han var nødt
til at gøre i Paris. Med sædvanlig Uforsigtighed maa
man ved Hove have omtalt denne særlige Grund til
at tage til St. Cloud, thi Rygtet om Kongens
»Forræderi« var alt udbredt i Byen, da han Mandag den
18. April med Dronningen og sin Familie kørte ud
af Slotsgaarden. Thi næppe havde Vognen vist sig
i Tuilerihaven, før Stormklokkerne i de nærliggende
Kirker begyndte at ringe. I et Nu havde en stor
Menneskemængde omringet de kongelige Vogne og
forhindret dem i at køre videre. Og uagtet Kongen

257

258

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>