Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Officerernes Fest — Oktoberdagene i Versailles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
blev der endogsaa skudt paa den. Pigerne havde i
Forvejen sagt til gode Venner i de andre
Troppe-korpser: > Kom ikke i Nærheden af Livgarden; der
bliver skudt paa den.« Der var altsaa lagt en Plan
i Forvejen. Det var meget betegnende for
Forholdene, at det var Nationalgardens Soldater, der
gav Ild paa Livgarden. Nogle enkelte blev saarede,
og en fik Hesten skudt under sig. Øjeblikkelig
styrtede Pariserne til, flaaede den, tændte Baal midt i
Alléen, stegte den halvt og fortærede den paa Stedet,
siddende i Kres rundt omkring Ilden.
Først omtrent Kl. 11 drager la Fayette i Spidsen
for Paris’ Nationalgarde, 15,000 Mand og et Par
Batterier, ind i Versailles. Thi de øvrige Afdelinger
havde ikke villet lade det lønnede Korps alene om
Æren af at føre Kongen til Hovedstaden og havde
af egen Drift sluttet. sig til det. La Fayette, som
ude i Forgemakket hørte sig selv betegnet som
Frankrigs Cromwell, blev straks ført til Kongen, hvem
han højtidelig forsikrede om sin Evne til at holde
Orden paa Mængden og om sin Beredvillighed til at
beskytte ham. Men til hans store Ærgrelse afslog
Kongen bestemt at lade hans Tropper overtage
Vagtposterne i Slottet. Han lod dem da lægge sig i
Kvarter i Versailles’ forskellige Kirker og begav sig
selv til Ro i sit Hotel.
Man skulde ikke tro, at der behøvedes stor
Erfaring til at vide, at en tøjlesløs mod Kongen og
Dronningen forbitret Skare, som for en stor Del
bestod af Udskuddet af Paris’ Befolkning, og som
havde hidset sig op i Løbet af Natten ved Drik og
Svir, næppe vilde afholde sig fra Voldsomheder, saa
snart Lejlighed gaves. Og dog sov la Fayette de
Retfærdiges Søvn til den lyse Morgen. Men imens
luskede der Mænd og Kvinder omkring Slottet for
at finde en ubevogtet Indgang, saa at de kunde
komme ind og fuldbyrde Folkets Hævn paa
Dronningen. Omkvædet paa alle Nattens og den
foregaaende Dags Viser havde jo stadig været det samme:
Dronningens Hoved skal bringes paa Stage til Paris!
Og med den sædvanlige Ligegyldighed og Mangel
paa Paapasselighed havde man ladet en Dør staa
aaben og ubevogtet; ad den trængte snart et
lialvt-hundrcde Mennesker, væbnede med Økser og Spyd,
ind i den mellemste Slotsgaard. En enkelt Skildvagt,
som havde Post lier ved Kongens Trappe, bliver
straks slaaet ned og slæbt uden for, hvor en Mand
med stort Skæg rolig hugger Hovedet af ham og
.sætter det paa en Stage. Fra et af Slotsvinduerne
giver nu en anden Skildvagt Ild paa Skaren, der er
trængt ind i den inderste Gaard, Marmorgaarden,
og dræber en af dem. Hele Forsvaret
indskrænker sig til det samme Skud, men ophidsede ved
deres Kammerats Død trænger de første nu, under
vilde Hyl, forstærkede med en Mængde, der er fulgt
efter dem, op ad Marmortrappen og ind i Slottet i
Retning af Dronningens Værelser. Den schweiziske
Hundredmandsgarde gør ingen Modstand. Livgarden
forsøger vel at standse Hoben, men uden Held. To
af dem, de Miomandre og Varicourt bliver huggede
ned, og den første slæbt ud til den langskæggede
Mand, der ogsaa tager sig af hans Hoved.
Livgarden maa flygte fra Værelse til Værelse; et Par af
dem har dog saa megen Omtanke, at de straks løber
til Dronningens Sovekammerdør og underretter hen-
239
des Kammerfruer om den overhængende Fare. De
faar lige Tid til at frelse Dronningen i Natdragt ad
en hemmelig Trappe til Kongens Værelser, da Døren
bliver slaaet i Stykker, og Pariserne styrter ind.
I samme Øjeblik kommer der Undsætning. Det
er Nationalgardens lønnede Korps under Anførsel af
sin Oberst og med Lazare Hoche som første
Vagtmester, der havde faaet Nys om, hvad der
foregik paa Slottet, og som nu i fuldt Løb kom til og i
et Par Minuter ryddede Bygningen for de ubudne
Gæster.
Først nu, netop som hans Mænd havde grebet
ind og øjensynlig reddet i alt Fald Dronningen fra
den sikre Død, optraadte la Fayette —
Sove-generalen, som han senere spotvis blev kaldet —
paa Scenen. Da var Kl. 7. Han tilraadede Kongen
at vise sig med sin Familie for Folket paa en af
Slottets Balkoner. Ludvig XVI gjorde som sædvanlig,
hvad der blev sagt ham, og traadte med sin
Gemalinde og Børn ud paa en Altan for den bølgende
Menneskemasse. »Kongen til Paris!« lød det fra
tusinde Struber, »Kongen til Paris!« Han saa’
spørgende paa la Fayette, der erklærede, at der ikke var
andet at gøre. Atter gav han efter, og la Fayette
forkyndte nu fra Altanen, at Kongen havde besluttet
sig til at tage ind til sin gode By Paris samme Dags
Eftermiddag. Nu hedder det: Kongen leve! og da
la Fayette fører Dronningen hen til Balkonens
Rækværk og ærbødigt kysser hende paa Haanden,
fremkommer der et af disse uforklarlige, men for
Revolutionstiden saa ejendommelige Omslag i
Folkestemningen. »Raseriet viger Pladsen for Følsomheden.«
Man hyler af Begejstring, græder og omfavner
hinanden.
Saa snart la Fayette havde kundgjort, at Kongen
vilde komme til Hovedstaden, marcherede Maillard med
Bastillens Erobrere og en stor Skare af Øksemændene
straks tilbage til Paris. De bar de dræbte Soldaters
Hoveder. I Sévres gjorde de Holdt og tvang en
Frisør til at barbere og frisere de uhyggelige
Sejrs-tegn. Man hilste med dem paa de forbigaaende,
sang og rev Brandere af sig og spiste og drak i alle
Kroer paa Vejen.
Men Kvinderne og den største Del af Sværmen,
som var draget ud den foregaaende Dag, vilde ikke
slippe »Bageren og Bagermadammen og den lille
Bagerdreng«, som Majestæterne og Tronfølgeren nu
blev kaldte, før de havde dem i Paris. Kl. 1 satte
Toget sig i Bevægelse. Regnen strømmede ned lige
som Dagen i Forvejen, men det dæmpede ikke
Jubelen. Kvinder med store Poppelgrene i Hænderne
aabnede Toget, springende, dansende og syngende
trods Vejens bundløse Dynd. Alle, hvem det kunde
lykkes, sneg sig ind mellem Soldaterne, kravlede
op paa Kanonerne, paa deres Forspand, og paa
Vogntrinene, paa Buk og Tjenersæder, overalt hvor
de kunde anbringe sig, svingende med trefarvede
Flag og raabende Hurra af fuld Hals for Nationen,
for Kongen og Dronningen. Soldater af Livgarden,
Regimentet Flandern og Nationalgarden havde nu
sluttet Fred og Forsoning; de havde byttet Vaaben
og Chakot’er og fulgtes ad Arni i Arm eller red
sammen, to og tre paa samme Hest. Op over
Fodgængerne og i Midten af det lange Tog ragede
Dragonerne, den beredne Del af Livgarden og de kon-
240
T’
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
