Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Officerernes Fest — Oktoberdagene i Versailles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
hun alter for Folket som Kongens onde Genius,
og den hele Bevægelse var særlig præget af Had
til hende. Skaren voksede hurtigt. Enkelte havde
forsynet sig med store Trommer og drog trommende
og raabende gennem Gaderne; andre løb op i
Kir-ketaarnene og lod Stormklokkerne høre. Omtrent
Kl. 6 var der samlet Kvinder i Tusindvis foran
Raadhuset.
Mændene kom ikke saa hurtig frem den Dag som
den 12. og 14. Juli. Nationalgarden havde dog
begyndt at holde saa meget Orden i Byen, at man
vidste, at det ikke var ganske ufarligt at deltage i
et planlagt Oprør. St. Huruge havde f. Eks. for en
mislykket Demonstration mod Nationalforsamlingen
faaet en Maaneds Fængsel, og det havde allerede været
nok til at gøre Folkelederne og Urostifterne mere
forsigtige i deres Færd. En stor Del af de Mænd, som
fra først af tog Del i Begivenhederne den 5. Oktober,
var da ogsaa forklædte som Kvinder.
Men disse kender i deres nervøse Ophidselse ikke
til den Slags Frygt. De stormer frem under Raabet:
»Brød! Skaf os Brød!« og er kun besjælede af én
Trang, at faa deres Sult stillet, og af én Lyst, at
finde nogen, som de kunde lade deres Ilarme gaa
ud over. Og medens nogle overvælder Skildvagterne,
som ikke kan bekvemme sig til al gøre Brug af
Vaab-nene over for en Hær i Skørler, og trænger ind i
Raadhuset, hvor de forøver al Slags Hærværk,
brænder alle de Dokumenter, de kan finde, og prøver
paa at stikke Ild paa Bygningen, faar andre fat paa
den ulykkelige Abbed Lefebre, som havde det Hverv
at passe paa Raadhusets Krudt- og Vaabenbeholdning.
De slæber af Sted med ham og er alt i Færd med
at klynge ham op, da til hans Held Stanislas Maillard
kommer til. Som en af de mest fremtrædende ved
Bastillens Erobring er lian i Stand til at skaffe sig
Ørenlyd og benytter sin Indflydelse til at faa de
rasende Kvinder til at slippe den halvdøde Abbed og
afstaa fra deres Forsæt at stikke Ild paa Raadhuset.
»I har kun et at gøre,« raabte han, >:at marchere
ud til Versailles og fordre af Nationalforsamlingen
og af Kongen, at de skal give eder Brød.«
Øjeblikkelig genlyder Pladsen af Raabet: »Til
Versailles! til Versailles! Lad os faa Hoffet ind til
B3^en, saa lider vi ingen Nød mere!«
Maillard selv greb en Tromme. »Til Versailles!«
raabte han og slog en Marche, idet han satte sig i
Bevægelse. »Til Versailles!« lød det fra Tusinder af
Munde. Det var et sælsomt Optog, der fulgte efter
ham. Kvinder til Fods eller til Vogns, nogle paa
Kanonerne, som de førte med sig, andre paa Hestene,
der trak disse; nogle rasende som Furier, andre
syngende og dansende. Paa Champs Elysées gjorde
Toget Holdt og ordnede sig. En Mængde unge,
hvidklædte Kvinder, friserede og pyntede, dannede en
Fortrop, som det vilde være umuligt for franske
Soldater at modstaa. De lo og saa’ saa muntre og
fornøjede ud, som om det gjaldt en Skovtur. Mellem
Blomsterpigerne fra Palais Boyal udmærkede
Marguerite Chabry, ogsaa kaldet »Louison«, sig ved sin
Skønhed. Overalt, hvor de kom frem i Paris, tvang
de, under Trusler om at skære Haaret af dem,
Borgerkoner, selv adstadige Matroner, som de mødte
paa Gaden eller saa ved Vinduerne, til at slutte sig
til dem.
Mellem Kvinderne opdager man let trods Sminken
en Mængde Mandfolk i Kvindeklæder. Efter dem
følger et sluttet Korps, der marcherer i god Orden,
Bastillens Erobrere, som nærmest gaar med for at
forhindre Voldsomheder og beskytte Kvinderne, hvis
noget skulde indtræffe; efter dem kommer Kanonerne
og til sidst en Sværm Mandfolk, hvoraf mange hører
til Bærmen af Paris’ Pøbel.
»Ingen Uordener og ingen Plyndring!« havde
Maillard befalet; og denne store Hob, for en stor
Del sammensat af Hovedstadens uroligste og laveste
Befolkning drog af Sted gennem Oktoberregnen, ad
opblødte Veje, uden at gøre sig skyldig i
Voldsomheder, men syngende og skraalende og udstødende
Trusler og Haansord mod Dronningen.
Bailly og Borgerraadet havde straks om Morgenen
begivet sig til Raadhuset og sendt Bud paa Bud efter
la Fayette, for at han skulde holde Orden paa
Menneskemængden. Da han endelig kom, befalede
Borgerraadet ham uopholdelig at følge efter Toget mod
Versailles for at forhindre Blodsudgydelser. Men la Fayette
gav sig god Tid. Han ønskede at komme som den
reddende Engel i yderste Øjeblik, hvor hans Ankomst vilde
være af størst dramatisk Virkning. Han lod den
lønnede Afdeling af Nationalgarden, de tidligere
franske Gardister, stille paa Alarmpladsen, men gav den
først Marchordre Kl. 4 om Eftermiddagen.
Ved dette Tidspunkt havde Kvinderne allerede
naaet Versailles. Uagtet de havde standset alle
Vejfarende for at forhindre, at nogen skulde melde
deres Ankomst, var Rygtet dog ilet forud for dem.
Kongen, som var paa Jagt i Skovene ved Rambouillet,
havde allerede Kl. 12^2 faaet Meddelelse derom.
Han havde modtaget denne foruroligende Nyhed med
sin sædvanlige Ligegyldighed, men havde dog straks
opgivet Jagten og var taget tilbage til Versailles. Da
han kom hjem, havde Livgardens fire Kompagnier
— i alt 600 Mand — allerede taget Opstilling i den
yderste Forgaard, paa den store aabne Plads foran
denne stod Regimentet Flandern samt nogle faa
hundrede Mand af Nationalgarden. Schweizergarden gjorde
Vagt inde i selve Slottet.
Da Toget fra Paris, tilsølet af Vejen, i vaad og
forkommen Tilstand Kl. 3 — 4 om Eftermiddagen
gennem Avenue de Paris kom op mod Versailles,
marcherede en lille Del af det straks hen imod
Gitterporten til Paradepladsen og forlangte Mad. Men
den største Del drog, med Maillard i Spidsen, hen i
Nationalforsamlingen. Her var man inde i en lang
Forhandling om Kongens Svar paa Forsamlingens
Fordring, at han skulde give Forfatningsbestemmelserne
og Erklæringen om Menneskerettighederne sin
Sanktion. Man fandt hans Svar tvetydigt og undvigende.
Et Medlem, Pétion, bragte Officerernes Fest og de
der stedfundne Uordener paa Bane, og der herskede
stor Forbitrelse i Salen i Anledning af hans
Afsløringer, da Maillard i Kvindernes Navn forlangte
at faa Foretræde. En ringe Del faar Lov at komme
ind, men snart sprænges Dørene, og hele Skaren
trænger ind, fylder Salen og Galleriet, sætter sig
mellem de Deputerede og begynder at støje og raabe
op. Maillard faar dog Ro til at forebringe
Forsamlingen de parisiske Kvinders Klager og deres
Begæring: Nedsættelse af Brødpriserne. Den folkelige
Forsamling havde hidtil ikke villet nøjes med den
235
236
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
