Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
ham Taflets Embedsmænd, Mundskænk, Mundkok,
Forskærer o. s. v., derefter Hofmesteren med sin
sølv-beslagne Stok og efter ham endelig Maden, eskorteret
af tre Gardister.
Fig. 75. Oplysningstidens Mænd: D. Diderot. Efter Tegning af
Cocliin.
Alle Vegne, hvor den kongelige Mad bæres forbi,
rejser de tilstedeværende sig.
Naar første Ret er sat paa Bordet, gøres der
Melding til Majestæterne, som derpaa indtager deres
Pladser og først aftørrer Hænderne i de fugtige
Servietter, som Hofmestrene byder med de foreskrevne
Buk og Bøjninger. De tjenestegørende Kavalerer og
Damer, de sidste paa Klapstole, de første staaende,
tager Plads i Rundkreds udenom, og bag ved dem
faar endelig Publikum Lov til at bevæge sig i en
bred Strøm gennem Salen og strække Hals for at se
Majestæterne spise eller drikke. Om det sidste
underrettes alle i Salen ved Mundskænkens Raaben:
Kongen ønsker at drikke!
Til blot at skænke Kongen et Glas Vin og Vand
fordres der Opvartning af fire Kavalerer, saa
Middags-paraden fordrer et lige saa stort Apparat som
Morgenparaden. Men det er ikke andet end et Skuespil,
opført i den store Sal af Kongen og Dronningen;
den sidste drikker maaske et Glas Vand og spiser en
Kage, den første derimod lader med sin gode Appetit
Retterne vederfares mere Retfærdighed. I Salen ved
Siden af opføre Prinserne og Prinsesserne af Blodet
nøjagtig den selv samme Forestilling for bagefter at
spise rigtig til Middag.
»Hvor jeg beklager Kongen!« skrev i 1788 en
Adelsmand, som havde overværet dette Skuespil, »at
han maa finde sig i at være Midtpunktet i en saa
barnagtig Ceremoni.« Det samme var Frederik den
Stores Opfattelse. »Du gode Gud!« udbrød han ved
at læse Ceremoniellet for det franske Hof. »Det
første jeg vilde gøre, hvis jeg var Konge i Frankrig,
skulde være at udnævne en Konge til for at gøre alt
dette i mit Sted«.
Med den Udstykning af Arbejdet, som den strenge
Etikette foreskrev — f. Eks. bestemte Personer til
at binde Kongens Halsdug, andre til at give ham
Sko paa, andre til at dække Bord for ham o. s. v. —
fordredes der en umaadelig Stab af opvartende
Herrer. I Køkkenet findes der tre hundrede og
treog-firsindstyve Kokke, Spidvendere, Stegedryppere o. s. v.
og et hundrede og tre Opvartere. Kongens og hans
Søstres Taffel koster godt og vel 3% Millioner. Hans
verdslige Sangkor bestaar af et hundrede og
otteogtyve Sangere, i Bibliotheket ere treogfyrretyve
Personer beskæftigede; hans medicinske Afdeling omfatter
otteogfyrretyve Personer fra Læger og Kirurger til
Ligtorneoperatører. Hans Staldpersonale beløber sig
til omtrent femten Hundrede Mennesker, hvis Livré
aarlig koster over en halv Million. Alene Udgifterne
til Stalden naar i 1787 op til en Sum af 6,200,000 Frcs.
Alt i alt kostede Ludvig XVI’s Husholdning i
Begyndelsen af hans Regering Statskassen aarlig
40—45 Millioner Frcs. og efter forskellige
Indskrænkninger i 1789 10 Millioner mindre. Hans Husstand
tæller ni—ti tusinde Militære, som bevogter ham og
paraderer for ham, og fire tusinde civile Hofmænd
og Tjenere, som besørger hans daglige Opvartning.
Dronningen opvartes dog kun af fire hundrede og
seksogfirsindstyve, Kongens Svigerinder, Grevinden af
Provence af to hundrede og seksoghalvtredsindstyve.
Grevinden af Artois af to hundrede og niogtredive.
Men da der skal indrettes en Husstand for hans fire
Uger gamle Datter, bliver der til at forrette den
allernødvendigste Tjeneste hos den lille Prinsesse, til
Trods for at Dronningen ønsker at undgaa al
Overflødighed og holde alt borte, som kunde vække
Stolthed hos Barnet, dog ansat firsindstyve Personer.
Med Tjenere og Tjeneres Tjenere løber Antallet
af den hele civile Betjening for det kongelige Hus op
til omtrent seks tusinde Mennesker.
Selv de ringere Bestillinger ved Hove indtoges af
Fig. 76. Oplysningstidens Mæjid: Mindesmærke med
Porlrætme-daljon af Jean Jacques Rousseau. Rejst efter Forslag af
Nationalforsamlingen, vedtaget den 27. August 1791. Den latinske
Indskrift betyder: »Du skal ofre dit Liv for Sandheden.«
adelige; de maatte alle lade deres Stamtræ undersøge
af de kongelige Genealoger (Slægtkyndige) — som
161
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
