Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
og en Besætning paa 380 Mand; den var meget klodset
og gammeldags, med høj Skanse, korte svære
Under-Master og brede Ræer. De fire andre Skibe var
»Pallas« og »Alliance«, begge paa 32 Kanoner, samt
»Yengeance« og »Cerf«, der begge var mindre.
»Bon Homme Richard« var hverken et første
Klasses Skib, med første Klasses Bestykning eller
første Klasses Besætning, men værst var det, at
»Pallas«, »Vengeance« og »Cerf« var franske Skibe
med fransk Besætning og franske Officerer, og at
Franklin for at vise den mægtige Forbundsfælle en
Opmærksomhed, havde sat en Franskmand, Kaptajn
Landais, til at føre »Alliance«, der ligeledes bar sit
Navn til Ære for Forbundet. Og Franskmændene,
særlig Kaptajn Landais, var ikke meget villige til at
lystre Poul Jones’ Ordrer, saa at Eskadrechefen hele
Sommeren igennem paa sit Kapertogt rundt langs
Englands Kyster sjælden saa’ noget til sin Eskadre.
Da han endelig havde faaet Skibene samlet i
Begyndelsen af September, mente han, at det var bedst at
benytte Lejligheden og løb ind i Firth of Forth for
at indjage Edinburgh en lille Forskrækkelse. Da han
var kommen Leith paa et godt Kanonskud nær,
sprang Vinden 0111 til Vest, og Walter Scott mindedes
endnu paa sine gamle Dage, hvilket Lettelsens Suk
der gik gennem Edinburgh’erne ved at se, at Poul
Jones ikke formaaede at krydse op mod den stive
Kuling af Vest, men maatte løbe ud af Fjorden igen.
Et Par Dage senere var han i Mundingen af
Humberen og tog en Del engelske Skibe, og da han
kom ud igen og krydsede under Flamborough Head,
blev der paa Eftermiddagsvagten den 23. varskoet
fra Udkigsmanden, at en stor Flaade kom op imod
dem. Det viste sig at være en engelsk
Handelsflaade paa Vej til Østersøen. Den bestod af
40 Skibe under Bedækning af de to Fregatter
»Serapis«, 44 Kanoner, og »Countess of Scarborough«,
20 Kanoner. Kaptajn Jones gav straks Ordre til at
følge ham i Kølvandslinje; men som sædvanlig lod
Kaptajn Landais, som om han ikke forstod Ordren,
og holdt af. Man saa’ nu de engelske Koffardiskibe
sælte alle Sejl, som trække kunde, for at komme
bort, medens Orlogsmændene snakkede Alvor med
hinanden.
Klokken halv syv om Aftenen begyndte Kampen. Det
var smult Vande, laber Kuling og skyfuld Himmel.
»Bon Homme Richard« og »Serapis« passerede
hinanden i et Par Hundrede Alens Afstand og gav
hinanden det glatte Lag. Straks i denne første Omgang
sprang to af Poul Jones’ største Kanoner,
18-Pundi-gere, og saarede og dræbte 10—12 Mand; det var
en uhyggelig Tildragelse, thi da man kunde risikere
det samme med de øvrige 18-Pundigere, kunde de
seks store Kanoner ikke bruges under Kampen. Men
Poul Jones var ikke den Mand, dér var raadvild.
Han skulde nok paa en eller anden Maade svinebinde
den letsejlende »Serapis«, saa den hverken fik nogen
Fordel af sin Manøvredygtighed eller af sit overlegne
Skyts.
Thi som det nu gik, kunde det ikke blive ved.
Naar »Serapis« løb langs Siden af »Bon Ilomme
Richard«, kunde Poul Jones jo nok dænge ham til,
men han selv fik mindst lige saa meget; og naar
»Serapis« kom tværs for Boven af ham og beskød
ham langskibs, kunde han slet ikke svare igen. Han
95
passede derfor paa som en Smed, da Engelskmanden
vendte agten om ham for at luve op tværs for
Bolven af ham, og faldt pludselig af fra Vinden og ned
foran »Serapis«, saa den i den tætte Krudtrøg løb
sit Spryd ind over den høje Skanse paa Poul Jones’
Skib. Det var netop, hvad han vilde. Tre-fire
Mand sprang paa hans Ordre øjeblikkelig til og
surrede Engelskmandens Spryd til Amerikanerens
Me-sanvant (agterste Vant).
»Har De strøget Flaget?« prajede »Serapis«’
Kaptajn, der ikke ret havde set, hvad der var gaaet
for sig forude.
»Nej, nu skal vi først til at slaas,« svarede Poul
Jones koldblodig.
De to Skibe holdt hinanden krystet i dødeligt
Livtag, thi Amerikanerne surrede nu ogsaa »Serapis’«
Agterskib til deres eget Forskib, og saa tæt laa de
hinanden, at Laderne ikke kunde faa Plads til at bruge
Ladestokkene i de midtskibs Kanoner paa Batterierne.
Men Dækskanonerne for og agter lod sig endnu
bruge og gjorde paa denne korte Afstand frygtelig
Virkning. Amerikanske Matroser klatrede op i
Bignin-gen og fyrede lystig løs ned paa Engelskmændene, og
begge Skibes Dæk laa fulde af døde og lemlæstede
Mænd. Paa én Gang entrede en dristig Vovehals
ud paa Nokken af »Bon Ilomme Bichards’« Storraa
og lod et Par Haandgranater falde ned gennem
Storlugen paa »Serapis«. En af dem tændte en
Krudtkasse, et vældigt Knald paafulgte, og 20—30 Mand
sprængtes i Luften med det samme.
»Serapis« begyndte at sagtne sin Ild;
Amerikanerne fik nu bakset et Par Kanoner hen foran to af
»Serapis’« Kanonporte og fyrede lige ind paa Batteriet
med Ivardætsker og Skraa. Snart begyndte
Flammerne at slaa op af Forlugen, og nu maatte
Halvdelen af Mandskabet hen for at slukke Ilden.
Amerikanerne havde det paa anden Vis. Deres gamle
Skude havde faaet saa mange Grundskud, at den
begyndte at synke. Alle de engelske Matroser, der i
Kampens Løb havde søgt at entre Amerikaneren, var
blevet taget ved Vingebenet, puttet ned i Forrummet
og Lugen lagt paa. Nu maatte de op og hænge i
ved Pumperne. Paa begge Sider var Folkene trætte og
udasede af Kampen, men de sled endnu i hinanden
som et Par Bjørne, der ikke kan faa Kløerne løs af
hinandens Pelse. »Vi maa have en Ende paa det,«
tænkte Poul Jones, rettede et Par Kanoner mod
»Serapis’« Stormast og brændte løs. Masten vaklede og
truede med at falde, og først nu overgav den tapre
engelske Kaptajn Pearson sit Skib.
Poul Jones lod nu Surringerne kappe, Skibene
kom fri af hinanden, og straks derpaa gik
»Serapis’« Stormast over Bord og tog Mesanstangen og hele
Mesanrigningen med sig. De to Skibschefer havde
en Vold omkring sig af Døde; Halvdelen af de
Kæmpende var faldne eller haardt saarede, og der var
næppe én Mand om Bord i noget af Skibene, der
var sluppen helskindet fra denne Jættekamp. Maanen
var staaet op og skinnede ned paa Dynger af blege
Lig, der efterhaanden i Nattens Løb blev kastet over
Bord. Søfolkene sang i Takt ved Pumperne, og
Flammerne knitrede i Forskibet paa »Serapis«, til Ilden
ud paa Morgenstunden blev slukket.
Nu kom »Vengeance« og »Pallas«, der uden Møje
havde erobret »Countess of Scarborough« paa Siden,
116
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
