Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 67-68 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

New Brunswick. Ogsaa denne Plads maatte han
forlade og gaa mod Syd til Princeton.

Det saa’ sørgeligt ud for de unge Stater og den
unge Frihed. Washingtons Hær paa Flugt ned
gennem hele New Jersey og næsten opløst. Det sidste
halve Aar havde været en fortsat Række af Ulykker,
som betog de menige Soldater Modet og røvede dem
Troen og Haabet paa lysere Tider. Kun de højere
Officerer havde Indsigt nok til at skimte, med hvilken
overlegen Feltherredygtighed hele Tilbagetoget havde
været ledet. Men nu, med 1. Januar 1777, var
Tjenestetiden udløbet, Folkene kunde gaa hjem, om
de vilde, — 3000 Mand var allerede faldne fra, og
kun 3000 var tilbage. Dem bragte Washington den
8. December i Sikkerhed bag den brede Delaware
Flod. Det var i sidste Øjeblik, thi Cornwallis kom
til den østlige Bred samme Dag som Amerikanerne
var gaaet over til den vestlige. Kulden var allerede
begyndt; om faa Dage vilde Delaware fryse til, og
Englænderne, som foreløbig tog Stilling ved Trenton,
vilde da magelig kunne spasere over Floden og gøre
det af med Amerikanerne.

Fig. 53. Grev du Grasse.

General Howe og Lord Corwallis betragtede
Krigen som endt. Sammen med sin Broder, Admiral
Howe, udstedte den første i Begyndelsen af
December et Opraab til Amerikanerne om fuldstændig
Tilgivelse for alt, naar de inden Udløbet af 60 Dage
nedlagde Vaabnene. Mange engelske Officerer
begyndte at tænke paa at pakke deres Kufferter; thi
nu kom der ogsaa Underretning om, at General
Charles Lee var bleven taget til Fange oppe ved
Morristown, hvorhen han havde bragt sin Hær efter
at have lagt Washington alle de Hindringer i Vejen,
som han formaaede.

Amerikanerne syntes næsten at have opgivet
Haabet. I Philadelphia begyndte Folk at grave deres
Sølvtøj ned og gøre sig klar til at flygte; Kongressen
flyttede til Baltimore, og i Løbet af de første 10
Dage efter Howes Opraab havde 3000 Personer af
den velhavende Klasse gjort Anmeldelse om, at de
vilde aflægge Ed til Kronen.

Men George Washington havde ikke opgivet
Haabet eller tabt Modet. Hele Landets Fremtid hvilede
paa hans Udholdenhed og Jernvilje. Han havde alt
opdaget Fejlene ved Englændernes Stilling paa
Delawares østlige Bred. Umiddelbart før Jul fik han
Forstærkning af Resterne af Lee’s Tropper, hvorved
hans Hær blev bragt op til 6000 Mand. Et sejrrigt
Angreb paa Fjenden i dette Øjeblik vilde være som
en Solstraale i det dybeste Mørke; den vilde varme
Hjærterne, genoplive Modet og samtidig blænde og
forvirre Fjenden.

Den 26. December om Aftenen ved Solnedgang
gik Washington med Centrum af sin Hær, 2500 Mand
over den af Drivis opfyldte Delaware. Ingen af de
to Generaler, der længere mod Nord og mod Syd
skulde have ført deres Korpser over, vovede at forsøge
derpaa. Men i Løbet af 10 Timer og efter store
Anstrengelser var Washingtons Styrke kommet over.
Den havde nu en Marsch at gore paa over 2 Mil i
Snefog og stærk Frost. Et Par Mand døde paa
Marschen af Kulde, men Resten naaede til Trenton
og gik med Bajonetterne løs paa den forbavsede og
intet anende Besætning, der hurtig overgav sig. Paa
det blotte Rygte om Washingtons Nærhed opgav
Englænderne deres Stillinger i Nabobyerne, lod Artilleri
og Træn i Stikken og flygtede til Princeton, hvor
der snart samledes 8000 Mand under Lord
Cornwallis.

Med en saa overlegen Styrke troede denne, at
det skulde lykkes ham endelig at faa Bugt med
Washington. Den 2. Januar 1778 gik han mod Trenton,
men avancerede kun langsomt; thi Vejene var
spærrede, Broerne afbrudte, og rundt om, bag hver Sten
og hvert Hus laa der Skarpskytter og pillede hans
Officerer hort. Da han ud paa Eftermiddagen naaede
Trenton, havde Washington taget Stilling bag den
lille Flod Assunpink; han forsøgte flere Gange at
tiltvinge sig Overgangen, men blev hver Gang slaaet
tilbage med Tab. Samme Aften sendte han Ilbud til
Princeton om Forstærkning paa 2000 Mand. Naar
denne den næste Morgen angreb Washington i
Flanken og han selv forcerede Overgangen over Floden
og angreb ham i Fronten, vilde den amerikanske
Hær, der ikke kunde flygte mod Vest paa Grund af
Delaware Floden, være fuldstændig fortabt. »Endelig
har vi løbet den gamle Ræv træt,« sagde Lord
Cornwallis til sine Officerer ved Aftensbordet, »i Morgen
putter vi den i Sækken.«

Der er noget, som hedder at gøre Regning uden
Vært, og det udsatte man sig let for, naar man
havde at gøre med Washington. Hele Natten igennem
saa’ de engelske Forposter Lejrbaalene flamme lystig
i den amerikanske Lejr, medens Spadernes og
Hakkernes Klang og Støj lød over til dem fra
Skansegraverne. Englænderne kunde endog tydelig høre dem
snakke sammen under Arbejdet. Men hvad de ikke hørte
var den sagte, listende Lyd af mange Mennesker, som
stjal sig bort. Medens nogle faa letbenede Soldater
holdt Baalene vedlige og gjorde Støj med Spader og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>