»Pater Hugo, jeg er bange!
Ud af Klostrets mørke Gange
Lad os lede vore Fjed;
Hvis et Gjenfærd i sit Lagen
Mødte os paa dette Sted?«
— »Det gjør Ingenting til Sagen,
Donna Rosa, følg kun med!«

»Hvor den sorte Gang sig hvælver!
Ikke mindste Lys — jeg skjælver!
Nu fordobler Mulmet sig —
Ak, det tog mig under Hagen,
Jeg maa holde mig til dig!«
— »Ganske rigtig, det er Sagen,
Donna Rosa, stol paa mig!«

»Pater Hugo, jeg kan føle —
Ak, lad os dog ikke nøle!
Himmel, hvilken Rædselsstund!
Har jeg nogen Tid set Magen —
O, nu kysser det min Mund!«
— »Kors dig, det er Hovedsagen,
Donna Rosa, kors dig kun!«

»Pater Hugo, vid, det klemmer,
Og det trykker — jeg fornemmer —
Ak, igjen et Kys — et nyt —
O, det er saa klart som Dagen,
At det Sted vil blive rødt!«
— »Barn, hvad gjør et Kys til Sagen,
Naar det blot er langt og sødt?

Du har lært ved denne Vandring,
Hvilken lykkelig Forandring
Spøgelsernes Væsen tog;
Hvor i fordums Tider Dragen
Gift ud af sin Strube jog,
Der, det ligger klart for Dagen,
Kun et Kys den Slemme tog.

Du vil aldrig være bange
Mere for i Klostrets Gange
Ind at vove dine Fjed;
Du vil aldrig løfte Klagen,
At det er et Rædselssted:
Naar — det er mit Raad i Sagen —
Pater Hugo følger med.«

Der er en Trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.

Der er en Klarhed paa din Pande,
Der er et Mørke i dit Haar,
Der er en Strøm af Blomsteraande
Omkring dig, hvor du staar og gaar.

Der er en Skat af evig Visdom
I Smilehullet paa din Kind,
Der er en Brønd, en Sundhedskilde
For alle Hjerter i dit Sind.

Der er en Verden i dit Indre.
En sværmerisk, chaotisk Vaar —
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaar.

Her, hvor disse Bakker skraane
Og i Søens Dyb sig spejle —
Hvor de hvide Skyer graane,
Og de grønne Baade sejle —