Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hele Tilværelsen eet Fornuftrige - 3. Den moralske Naturs lige Grundvæsen i det hele Verdensalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forstaaer sig hver Gud med en Tænkemaade, som passer sig for
hans Naturmagt; man maa ved denne Overveielse ikke glemme,
at Mytherne fra først af dannedes i en Tidsalder, hvori de
moralske Begreber endnu vare meget raae, og ingenlunde
udelukkede den ubundne Vellyst, Rovbegjerlighed, Grusomhed; som
Menneskene, saadanne ere ogsaa de Guder, de danne efter
Naturdigtningens Love. Disse Guder bringe deres oprindelige
Præg over i en paafølgende mere uddannet Tid, hvor dog
atter Noget tildigtes; men endelig indtræder der en Tidsalder,
hvor de findes aldeles stridende mod den opnaaede Dannelse,
baade mod dens naturopfattende og dens moralske Bevidsthed.
Først forkastes de gamle Guder af de Oplystere, siden af
Flerheden. Naturligviis har denne Tingenes Gang sine store
Forskjelligheder hos de forskjellige Folk; men dette vil dog være
Hovedtrækkene deraf. Vistnok kunne vi ikke tale om den Tid,
der gik foran Zoroaster eller Konfu-tse med samme
Kundskab som om den, der gik foran Sokrates; men en beslægtet
Tingenes Gang kunne vi neppe betvivle.
Naturvidenskaben har sin mægtige Deel i Gudskundskabens
Omdannelse, idet den sætter de eengang tilbedte
Naturgjenstande ud af de frie Væseners Række, og stiller dem
under Naturens Love; thi det er f. Ex. forbi med Solgudens
Tilværelse, naar hans Vogn styres uden ham, med
Maanegudindens ligesaa, naar hendes Himmellys vandrer uden hendes
Styrelse langt fra de Skove og Marker, hvorpaa hun
undertiden nedsteg; ja alle Guderne forjages fra deres høie
Bjergsæder, naar disse blive ret kjendte.
Der gives i Menneskeslægtens Udvikling fra Tid til anden
Vendepunkter, hvor Aanden saaledes har vunden et nyt og
høiere Stade; men de umiddelbareste Virkninger af denne
Vinding er ikke uden sine vigtige Tab for den nærmeste Tid.
Medens gamle indgroede Vildfarelser forjages, bortkaster man
næsten altid i sit Seiersovermod store Sandheder, som vare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
