Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
Principperne i Grofs udvidede kortlægning af sindet kan kaste nyt lys over en række lidelser og tilstande.
Den maniodepressive psykose (ny betegnelse siden l994: bipolar affektiv sindslidelse) er en meget fundamental sygdom. For meget eller for lidt af livsgnisten er afgørende for tilstanden og for liv eller død. Vi har at gøre med en sygdom, der indeholder to diamentralt modsatte symptomkomplekser, og dog fastholder vi, at der er tale om en sygdomsenhed.
Ingen professionelle nærer tvivl om de klassiske tilfælde af depression og mani, hvor arv er afgørende. Ej heller om behandlingen, der ofte er fysisk, dvs. elektrochok eller medicamentel. Behandlingen kan være mere bekvem, mindre tidsrøvende og dermed billigere end behandlingen ved de depressions- og opstemthedstilstande, der ikke er arveligt betingede. Sådanne tilstande med udspring i psykosociale forhold kan være svære at skelne fra de maniodepressive, og de kræver udredning og psykoterapi, som kan være brydsom for både patient og behandler, der måske vælger at falde for den fristende lykkepille.
Professor Per Kragh Sørensen mener, at en stigende depressiv adfærd i befolkningen kan være en af årsagerne til det eksplosivt stigende forbrug. "Depressioner er en meget dyr sygdom for samfundet".
Der kan således nemt opstå usikkerhed om, hvad der er dyrt, virksomt, indbringende og bekvemt for patienten eller behandleren eller tabletindustrien eller sygesikringen eller samfundet.
Depression er en enestående sygdom også derved, at den placerer mennesket på skillelinien mellem liv og selvvalgt død.
Det er ikke helt sikkert, at selvmordet havde det definitive sigte. Måske kan selvmord opfattes som en tragisk fejltagelse, der i sig hemmeligt rummede en forventning eller et håb om genfødsel, der ikke lod sig indfri, eftersom der er tale om faktisk død istedet for symbolsk død.
Siden l938 har en i sit inderste væsen forbløffende behandling været brugt ved den maniodepressive sygdom med god virkning, nemlig chokbehandling eller med en eufemistisk omskrivning: elektrostimulation. Ved det første europæiske symposium om denne behandlingsform i l992 ( UfL 154, side 2843-44) blev man endnu engang mindet om det beklagelige fravær og savn af forklaringsmodeller på, hvorfor og hvordan chokbehandling virker ved depressioner.
Jeg vil gerne give et bud på en forklaringsmodel. Den har begrebet "styrende matricer" som grundlag. Matricer eller mønstre er nedlagt i os gennem generne og ved prægning - ikke mindst i fødselssituationen. Disse matricer, som vi iøvrigt genfinder i alle tre lag kan være negativt eller positivt ladede og de bestemmer eller styrer psyken i videste forstand.
Forestiller vi os, at sygdommens arvelige element udspiller sig via biokemiske forstyrrelser, som alt for let tillader positivt og negativt ladede matricer at udskifte sig med hinanden, nærmer vi os en forklaringsmodel.
Det er almindeligt kendt, at spontane skift mellem maniske, depressive og normale tilstande kan ske pludseligt, "som at vende en hånd", som om en ny styrende matrice pludselig tager over. Så vidt forskellige behandlingsformer som antidepressive medicamina med meget forskellig kemi, lysbehandling eller søvnberøvelse kan gradvist eller med ét adstedkomme de samme skift.
Det er da spørgsmålet, om også chokbehandling kan skubbe til eller udskifte de førnævnte styrende matricer med hinanden, måske endda smadre dem, jævnfør den forbigående "chokdemens", svækkelse af hukommelse og koncentrationsevne efter el-chokbehandling. Er chokbehandling fra psykiatriens "grovvareafdeling" dybest set en imødekommelse af forventninger om en død-genfødselsoplevelse, og ligger den helbredende effekt i virkeligheden dér?
Behandlingen har karakter af drama, ordet "chok" er jo bevaret i folkemunde, og de fleste ved, at der sendes strøm gennem hovedet.. Bevidstheden kobles forbigående ud ved hjælp af el-stød og bedøvelsesmiddel, og muskulaturen kobles fra ved hjælp af den indianske pilegift curare for at undgå de voldsomme universelle kramper, der ellers indtræffer. Der anvendes kunstigt åndedræt.
Der er dødssymbolik heri, der vil noget, men da patienten rent faktisk lever videre, er der også under opvågningen efter chokket - tale om genfødsel. Nogle psykiatriske afdelinger har måske en fornemmelse heraf, i hvert fald tilstræbes rolige omgivelser i opvågningsfasen, eller der spilles blid klassisk musik ganske som efter åndedrætssessioner.
Død-genfødselstemaet kan indtræffe spontant eller under brug af meditative teknikker, ligesom det kan tilstræbes og ofte opnås i terapi ved anvendelse af sessioner med hyperventilation. En enkel sådan oplevelse rummer meget stærke helbredende kræfter, der måske kan udvirke vendepunktet i et depressivt forløb. Noget oftere vil dog en række gentagelser af oplevelsen eventuelt i forskellige versioner være nødvendige for at bringe en depression til ophør.
Ganske som ved chokbehandling af depressioner, må man ved de behandlingsformer, jeg foreslår, gøre sig overvejelser om antallet af sessioner, om tidsforløbet mellem disse og om det eventuelle behov for enkelte sessioner i efterforløbet.
Dermed er antydet en forklaring på chokbehandlingens virkemåde og en mulig vej bort fra chok og hen mod mere lempelige behandlingsmetoder.
Også ved misbrugsproblemer bør sessioner med hyperventilation overvejes.
En misbruger er både lænket og låst til sit misbrugsemne, hvad enten det gælder amfetamin, heroin eller alkohol. Alle ved, hvor hård kampem er, når vi har at gøre med disse tilstande. Kampens resultater er ikke opløftende.
Hvis vi vil forklare styrken af lænke og lås, må vi forestille os, at magtfulde kræfter rumsterer i det skjulte og søge efter dem der.
Hvis det skal lykkes. må vi have en nøgle eller en metode til at trænge ind i det ubevidste, og for ikke dér at færdes i blinde er en kortlægning af området - den jeg allerede har beskrevet - nødvendig.
Nøglen eller metoden kan være åndedrætsterapi. Genoplevelsen udspiller sig i tanker og følelser og i det kropslige, hvilket til tider kan være meget dramatisk "- can appear bizarre or frightening to one who has not experienced this technique personally". (Small, Jacquelyn: Spiritual Emergence and Addiction: A Transpersonal Approach to Alcoholism and Drug Abuse Counseling. ReVision vol. 10, no.2, side 23-36).
Der kan ydes målrettet kropsterapi, som kan være støttende, forstærkende eller afledende.
Behandlingssessionerne foregår i grupper, men der veksles ingen ord.
Gruppearbejde har længe været brugt i indsatsen med stofmisbrugere. 6-10 misbrugere deles i to halvdele, som under opsyn af en eller flere behandlere er bisiddere for hinanden. Derved oplever klienterne "the true meaning and empathy with one other human being". Small, Jacquelyn, se ovenfor).
Efter sessionen arbejdes der med at integrere oplevelserne i samtale - gerne på basis af tegning eller maling.
En så intensiv terapiform, der kan give adgang til hidtil fortrængte meget tidlige og meget skræmmende traumer, forudsætter trygge omgivelser og et omhyggeligt forarbejde, hvor alle aspekter af behandlingen gennemgås. En del af disse forudsætninger er indbygget i de miljøstøttende, socialpædagogiske foranstaltninger for narkomaner, der allerede fungerer nogle steder f.eks. behandlingskollektiver og døgnhuse med godt personale eller velfungerende familiepleje.
Stofmisbrugeren skal have været afgiftet i nogen tid og være indstillet på metadonfri behandling. Hvis dette grundlag viser sig bæredygtigt i en periode med traditionel behandling, er tiden inde til at forberede misbrugeren på den virkelig dybtgående terapi. Motivationen vil da sjældent være noget problem. Stofbrugere er modige, eftersom de er hårdt prøvede, og de er via deres hidtidige livsfarlige praksis meget åbne for stærke oplevelser. Mangler motivationen bør man afstå fra denne behandlingsform.
Hvis forberedelse, information, motivation og miljø, som her skitseret er i orden, indebærer metoden ingen særlige ricisi. Gravididitet og hjertesygdomme er dog kontraindikation, fordi hyperventilation er hårdt arbejde, der kan føre til veer i utide og belastning af hjertet.
Kortlægningen. Det er ikke nok at lede efter årsager til narkomani i opvæksten, selvom det er ret så bekvemt, behandlere er jo vænnet til det. Udforskning af dette sjælelige lag med rødder i opvæksten er dog særdeles vigtig - social elendighed og mangel på kærlighed findes til overflod. Traditionel psykoterapi, som hviler på Freuds psykoanalyse, er dog utilstrækkelig til at forklare stofmisbrug endsige tilbyde behandling, der batter. Vi må erkende, at der er dybere og endnu vigtigere lag i sindet, der trænger til at blive udforsket.
Fødslen er for fostret en uventet og meget voldsom begivenhed præget af kvælningstendenser, når navlesnoren klemmes, intenst ubehag, kamp og dødsangst. Samtidig er den afslutningen på en epoke af godt ni måneders varighed. En epoke dør altså ved fødslen, der derfor får sin karakter af genfødsel. Fødsel er det samme som genfødsel, fostret bliver til et barn.
Som vi har set har fødslen fire faser: primært er der i fase 1 tryghed og varme, og fostret er endnu velforsynet med ilt og føde gennem navlestrengen. Faretruende mærkes i fase 2, dvs. ved fødslens start, veernes tryk fra alle sider. Måske sidder fostret en overgang fast og det efterlader følelsen af "ingen-vej-ud".
I fase 3 drives fostret frem og udsættes også der for voldsom mekanisk påvirkning, men ingen-vej-ud-fornemmelsen er nu afløst af håb forude, død-genfødselskampen er i fuld gang, og vil, hvis det går godt, ende i fase 4, selve udfrielsen.
Problemer undervejs gennem disse faser kan være nærdød ved kvælning. Måske har tangforløsning været nødvendig eller fostret er mere eller mindre forgiftet på grund af moderens eventuelle sygdom eller misbrug af tobak, stoffer og alkohol eller overdreven brug af bedøvende midler under fødslen.
I komplicerede fødsler, hvor fostret mærker dødelig fare, reagerer det med angst. Hvis denne angst straks dæmpes eller fjernes ved hjælp af narkose og smertestillende medicin, som kan passere fra moder til foster, præges på skæbnesvanger vis, at stoffer lige er sagen, hvis man vil undgå smertefulde og ubehagelige situationer. Stofbrugeren undviger med stofferne alt det, som stresser, fordi det minder om ubærlige reminiscenser fra fødselstraumet. Han eller hun flygter ind i en tilstand, der overfladisk ligner den fredelige situation, før fødslen gik igang, dvs. fase 1, den totalt beskyttede nirvanalignende tilværelse inde i livmoderen.
Et andet aspekt er, at fostret berøves følelsen af befrielse fra fase 3's kaos ved at forlade fødselskanalen, hvis dette øjeblik sløres af medicamenter eller stoffer. At opleve dette befrielsens øjeblik, der lige netop er fase 4 fuldt ud - uden kemisk påvirkning - er vigtigt for resten af livet, da det indebærer en senere generel fortrøstning, en lyst til at påtage sig opgaver og mod på udfordringer. Død-genfødselskampen er nu til ende, og kronen på værket er genfødselsoplevelsen.
En ufærdig fødselsoplevelse kan fuldendes ved at blive gennemlevet endnu en gang i en behandlingssession.
Fødslens iboende dobbeltfænomen død/genfødsel præges i sind og krop - måske helt ned på celleplan og etablerer den matrice, at man må dø, før man kan blive genfødt, hvilket for misbrugere betyder at være stoffri og resocialiseret. En misbruger er altid tæt på døden. Tragisk forfejlet dør mange stofmisbrugere i stedet for at opleve døden symbolsk. For at gøre genfødsel mulig må stofbrugeren gå gennem kaos, ramme bunden og gennemgå sammenbrud af jeg'et, dvs. opleve symbolsk "jeg-død".
Dette kan ske ved en terapeutisk proces, men arbejdet er møjsommeligt. Delaspekt efter delaspekt af fødselsoplevelsen føjes i session efter session sammen til et hele, som sammen med den socialpædagogiske behandlingsindsats kan blive vendepunktet for narkomanen.
En svensk forskergruppe har i en artikelrække, der bygger på statistik, vist en sammenhæng mellem overdreven brug af narkosemidler til moderen under fødslen og barnets senere stofmisbrug som voksen.
Påstanden er ikke, at alle misbrugere har været udsat for fødselstraumer af denne art, ej heller at alle, der har det, er skæbnebestemt til at blive misbrugere. I en af artiklerne ( B. Jacobson og medarbejdere: Opiate addiction in adult offspring through possible imprinting after obstetric treatment. British Medical Journal, 10. november 1990, vol. 301, side 1067-70), som udmærker sig ved at have en kontrolgruppe af søskende uden misbrug, fremføres teorien om, at narkoseoplevelsen præges ind i den nyfødte under disse omstændigheder, og at dette indebærer risiko for senere opiatmisbrug. I signifikant grad havde mødre, der fødte børn, der senere blev misbrugere, fået opiater eller barbiturater eller begge eller lattergas i stort omfang sammenlignet med, hvad de samme mødre havde fået, da de fødte de søskende, som ikke blev misbrugere. Denne risiko er større jo mere, der blev brugt af de tre midler. Der blev korrigeret for en række andre fødselsomstændigheder.
Prægning ved fødslen anses af forskergruppen for at være uhyre stabil, hvilket kunne være en af årsagerne til, at behandling af misbrugere så ofte skuffer. Gruppen foreslår derfor fødselslægerne, at medinddrage hensyntagen til barnets senere tarv, når de overvejer, hvor tvingende narkosen er, og om der kunne vælges midler, der ikke så let overføres gennem moderkagen.
Tilbage er at nævne, at stofmisbrugeren længes blindt efter noget, som han med sine stoffer ikke kan få indfriet, selv ikke med de mest fortvivlede anstrengelser og den højst tænkelige pris.
I "suset" af stofpåvirkningen kan stofmisbrugeren igen og igen tro sig i nærheden af dette "noget", der i virkeligheden kun kan findes i det dybeste af de tre lag, det transpersonlige eller spirituelle lag, som han med stoffer dog aldrig når frem til, hvor ofte han end prøver. I stedet ødelægger han sig selv.
Hvad er dette "noget" ?
Det er længsel efter sindets spirituelle dimensioner, som også andre end stofbrugere kan længes efter. Det man kunne kalde "meningen med livet".
"Mange behandlingsprogrammer anbefaler og bruger Anonyme Alkoholikere (AA) og Anonyme Narkomaners (AN) 12 punkts programmer uden ægte respekt for principperne om højere magter, programmernes virkelig helbredende kraft.
For at komme ud af negativitetens karussel, sygdom og lav selvagtelse, må man i helbredelsesforløbet føle sig tiltrukket af noget indre ophøjet, som han eller hun er i stand til at erfare. De har rigeligt med "ånd", som netop var det, som bragte dem i vanskeligheder i første omgang.
Mange har erfaret, at et øjebliks berøring af "den guddommelige gnist indeni", uanset hvilken metafor den kommer til en i, kan være mere værd end et dusin terapisessioner, hvad angår genskabelse af selvagtelse, mening, formålet med ens liv og dyb indsigt i, hvad der er forkert og rigtigt i os..." (Small J., se ovenfor)
Minnesotamodellens relative succes med en anden misbrugertype, alkoholisten, skyldes antageligt, at denne under et vist ceremoniel lægger stor vægt på disse spirituelle dimensioner.
Et teoretisk indblik i disse sammenhænge ville næppe skade Minnesotafolkene.
Ligesom vores drømme går ud over tid og rum, kan bevidstheden udvides, så den omfatter spirituelle indsigter, fornemmelse af samhørighed med alt levende og naturen. Alle religioner henter deres åndelige kraft og indhold i dette lag af bevidstheden. Der åbnes tillige adgang til det kollektivt ubevidste og arketyperne, som er vigtige dele af C.G.. Jungs ideverden. Heri ligger stærke helbredende kræfter.
Diskussioner har gået på, om narkomani er sygdom - måske endda selvforskyldt - eller snarere:
symptomer på dybereliggende problemer. Misbrug kan opfattes som alvorlig spirituel krise, der ud fra dyb indsigt skal imødegås med metoder, der egner sig til formålet.
Til slut vil jeg berette om to patienter, som med rette har følt sig fejldiagnosticeret af traditionel psykiatri. Jeg har ikke behandlet dem med hyperventilation, der dog har været på tale, men alene med et fåtal samtaler, der har haft udgangspunkt i min fortrolighed med Grofs udvidede ramme for forståelse af sindet.
Jeg har i l995 i Ugeskrift for Læger hævdet, at spirituelle tilstande ikke må forveksles med skizofreni. Det drejer sig om besættelse og kundalinirejsning, som vi kan møde her i landet i stigende omfang.
I den tidligere nævnte forelæsning fra l924 fortæller August Wimmer om den unge mands besættelse. Han var "af et stærkt modtageligt Temperament, med stærke sexuelle Følelser, der fandt Afløb i Masturbation", der navnlig "sad i hænderne". "Under Påvirkning af en Præst kom han så ind i stærke religiøse Overvejelser og Kampe. Og omtrent samtidig fattede han en dyb Kærlighed til en ung Pige. Hans Sindstilstand blev nu mere og mere opreven, hans pinefulde Skamfølelse over Masturbationen, hans mere og mere exalterede Grublerier over han Forhold til Gud, hans halvt ideelle, halvt sensuelle Følelser for den unge Kvinde - al denne Sjælekamp slog tilsidst sammen over Hovedet på ham. Og en dag sidder han da i en Kirke sammen med Moderen; Præsten prædiker over Sejr og Fremgang; han mærker det er møntet på ham; i Kirken sidder den Elskede, fra hvem han just har modtaget en Brev om, at kun et Jordskælv kunne forene dem. Da han går ud af Kirken, føler han sig pludselig "ført af Gud", drevet til at gå, og flakker så om ude i Københavns Omegn hele Natten igennem, våd til Skindet, med itureven Frakke osv.
Han skildrede denne Omflakken omtrent således: Han følte sig stadig ført af Gud, førtes således ned til Vandet og ud i det, dukkede to Gange under: "Den gamle Adam skulde druknes". Han var opfyldt af Forventninger om, at der ville komme et Jordskælv", og at derved "alle Slaggerne" skulle brændes ud af ham". Han går ganske i Blinde, flår sit Tøj på Pigtrådshegn og falder flere Gange i Grøfter, Vandhuller el.lign. Han tager dette som Forvarsel om, at han "skal ind i Jordskælvet". Når han er faldet ned i en Grøft eller i et Vandhul, føler han en "velbehagelig Gysen", putter sig engang ned i Vandet med hele Overkroppen. Og mens han ligger nede i et sådant Hul, "spændes" han en Gang ud i stærk bagoverbøjet Stilling, så kun Hoved og Fødder hviler mod den faste Jord, medens det øvrige Legeme hvælver sig som en Brobue; en anden gang ligger han og sparker med benene. Samtidig "mærker han Guds Kærlighed som en ren Kærlighed" uden egentlig sexuel Komponent".
Intens udmattelse og stærk tørst fik ham til at vende hjem efter ti timers omflakken. Han var på hospitalet fortsat opfyldt af religiøse, etiske og erotiske ideer, og han var uden erkendelse af det sygelige i hans omflakken. Han blev udskrevet af særlige grunde, men blev genindlagt nogle måneder senere. "Han havde stadig været i stærk religiøs Brydning. En Dag, han gik på Gaden, følte han sig pludselig "bøjet stærkt bagover som af en usynlig Kraft", mistede Bevidstheden og faldt om. Han føler sig ofte "draget" et eller andet Sted hen, er rastløs, snart nedtrykt, snart lystseende. Hans Tankegang kredser stadig om Forestillinger om "legemlig og sjælelig Genfødelse". Han "kæmpede for at få den gamle Krop brudt op og få noget nyt frem", masserede sig kraftigt - med Neglene!"
Alle disse forestillinger indeholder en detalje, der svarer nøje til en kundalinirejsning, som er et begreb jeg vil uddybe om lidt: følelse af en "kugle", der fra venstre lyske gik op i hans "rygmarv", hvor "den bristede i tusinde bobler".
Itzhak Bentov hævder i sit pionerværk "Det vilde pendul. Energiens bevidsthed" Borgen, 1982., at det menneskelige nervesystem rummer et gigantisk udviklingspotentiale. Meditation kan fremskynde denne udvikling, men den kan også begynde helt af sig selv i et intetanende individ. Resultatet kan blive kraftige og usædvanlige tilstande, kropslige og psykiske.
Kundalinikraften (sanskrit: det sammenrullede) beskrives i yoga-litteraturen som "en sammenrullet energi, der som en slange ligger dernede, hvor rygraden udspringer". Vækkes denne energi, træder den ind i og stiger op langs rygraden, og sanses af den pågældende person som en lysende slange. Undervejs aktiveres en række centre, der kaldes chakraer, hvilket påvirker adfærden og de fysiske funktioner.
Kundalinirejsning er næppe i sig selv en sygdom, og hvis den i tide erkendes og forstås af en selv og omgivelserne og behandles kyndigt og i overensstemmelse med sin egenart, kan den være til betydelig evolutionær gavn for individet. Er det ikke tilfældet, kan man blive syg af den.
Fænomenet er lidet kendt blandt læger og optræder ikke hyppigt, men stigende interesse i befolkningen for meditationsteknikker, yoga og andre former for psykisk træning vil utvivlsomt udløse processen i tiltagende omfang.
Wimmer sluttede sin forelæsning med at reservere sig "mod den Formodning, at jeg og andre Psykiatere altid anser "Besatheden" for en sygelig Tilstand. De Former, hvorunder Mennesket udkæmper sine sjælelige Kampe har først og fremmest et individuelt Præg. Og ubeset ville jeg ikke vove at betegne enhver religiøs Brydning, en mystisk farvet Extase, en nok så voldsom etisk eller moralsk Sjælekamp som sikkert sygelig. Den åndelig højt udvikledes Sjælekamp må have Lov at tegne sig i kraftigere Former, med rigere Farver, stærkere Toner end Gennemsnitmennesket, uden derfor eo ipso at blive patologisk. Og overalt må man også tage Hensyn til Tiden og til Kulturstandpunktet".
Wimmer havde visdom og åndeligt overskud til ikke at falde for skizofreni-diagnosen, da den besynderlige og for mange andre psykiatere uindfølelige tilstand præsenterede sig.
Også i dag kan det knibe:
To patienter søgte mig i efteråret l994, fordi de følte sig fejlbedømt som skizofrene af psykiatere. En grundig undersøgelse viste, at de ikke er skizofrene. De har derimod været igennem psykiske kriser med komplikationer.
En 58-årig kvinde, Johanne, ønsker sin diagnose paranoid skizofreni, stillet i 1977 i forbindelse med ansøgning om førtidspension, ændret, fordi hun er overbevist om, at den er forkert.
Hun er fra et harmonisk hjem i arbejdermiljø. Efter realeksamen blev hun uddannet som sygeplejerske. Hun havde i perioder arbejdet som sådan, i andre taget studentereksamen og studeret kunst og fysik uden at gennemføre. Senest havde hun været rengøringsassistent og hjemmehjælper. Hun opgav erhvervsmæssigt arbejde i 1977. Hun er barnløs, har to kortvarige ægteskaber bag sig og har siden levet alene i en stilfærdig tilværelse.
Forudgået af religiøst engagement, meditation og yogadyrkning fik Johanne i 1970 en mærkelig fornemmelse af elektrisk strøm løbende opad fra mellemkødet gennem rygraden til hjernen, hvilket først forekom behageligt, senere stærkt brændende og smertende, og var efter eget skøn psykotisk i nogle uger.
Hun har stadig smerter, uro og sære fornemmelser i kroppen, herunder hyppig hovedpine. Hukommelse og koncentrationsevne er svækket. Hun tåler ikke hårde fysiske anstrengelser, og hun kan ikke bestride et erhvervsmæssigt arbejde.
Johanne frembyder ikke tegn på skizofreni, og jeg finder intet aparte ved hendes fremtræden. Hun omtaler såvel neutrale emner som sine særlige oplevelser fuldt sammenhængende og med en rimelig og helt upåfaldende sprogbrug.
En 32 årig kvinde, Lise, blev i 1993 tilkendt førtidspension under diagnosen skizofreni. Hun føler sig fejldiagnosticeret og dermed stemplet og er ved at tabe modet. Hun forlanger den ændret og tror, at hun så vil genvinde optimisme og mod på planlægning af sin tilværelse.
Der er ingen disposition til sindslidelser, hun er nummer to af to. I skolen havde hun veninder. Hun har arbejdet i tandlægeklinik og vuggestue. Hun tog HF-eksamen i 1983 og blev au pair, var hjemmehjælper og forsøgte sig på fysioterapiskolen, men tog snart orlov, fordi hun fik job som kunstsælger. Derpå var hun vikar i en vuggestue og indledte så psykologistudiet, men opgav efter ca. et år.
Hun har mediteret siden 1986 og ser dette som medvirkende årsag til, at hun i foråret 1987 fik mærkelige fornemmelser, "ligesom en slange, der gled op bag ved rygsøjlen. Hertil kom en energitilstrømning til kroppen. Det hele varede 1-3 uger. "Kroppen føltes lystbetonet med enormt velvære", men snart ændredes dette til angst, smerter og uro i kroppen. Det var som "at fare fra himmel til helvede". Hun kunne få "fantastiske" orgasmer udløst på ringeste foranledning, og der var en følelse af at blive drænet for energi. Hun mistede sin arbejdsevne og opgav sine studier.
Lise blev psykotisk i efteråret 1987 og blev indlagt på psykiatrisk hospital, men følte ikke hun fik hjælp og blev belært om, at hendes tale om "kundalini" var tegn på "falsk identitet - og skizofreni".
I 1989 blev hun påny psykotisk i forbindelse med kundalinirejsning, som hun mener var udløst af et drømmetydningskursus. Hun blev genindlagt og fik igen diagnosen skizofreni, fordi hendes "lucide" (lysende, klare) oplevelser derunder "lydassociationer - som engle, der sang smukt" blev opfattet som vrangforestillinger. Under disse indlæggelser blev hun behandlet med antipsykotisk medicin og ved udtalt angst tillige stesolid.
En tredie kundalinirejsning i 1990 førte også til indlæggelse, men da hun ikke anså sig for psykotisk, lod hun sig udskrive efter et døgn.
Sidste indlæggelse i 1992 var udløst af et kæresteforholds opløsning og en fjerde kundalinirejsning. Under denne fik Lise en oplevelse af jeg-død eller af at miste sin identitet, hvilket føltes som "at være gennemsigtig eller være ved at forsvinde - en tomhedsfornemmelse". Hun mener ikke, at hun var psykotisk, men hun kunne ikke klare at være alene og lod sig indlægge for at føle sig beskyttet.
Forløbet af denne kundalinirejsning adskiller sig bemærkelsesværdigt fra de tidligere, idet "den gik helt igennem og gik ned og lagde sig". Det var, som om noget ved dette gennembrud blev sat på plads, og hun har siden været angst- og smertefri og har haft ro i kroppen. Hun var dog ikke dermed fri for fornemmelsen af tomhed.
En tendens til at intellektualisere har hun lagt bag sig til fordel for mere aktiv handlekraft. Hun har opgivet psykologi som fag, har vikartimer i en vuggestue og overvejer uddannelse af den art. Hun beskriver sine daglige gøremål som fuldstændig sunde og normale.
Siden de psykotiske faser er Lise blevet behandlet med forskellige former for antipsykotisk medicin, der bruges ved skizofreni, senest og længst dogmatil.
Efter sygdomsforløbet har det knebet med koncentration, indprentning og hukommelse. I seksuel henseende har hun været uvirksom i to år, der bliver til 10 år. Dogmatil er ifølge Lægeforeningens Medicinfortegnelse antageligt årsag til de langvarige pauser i menses, der indtraf, men hun tør ikke foreløbig frasige sig det værn mod psykotisk tilbagefald, som hun tiltror behandlingen.
Senere har Lise alligevel i nogle måneder pauseret med medicinen, hvilket føltes "befriende på en eller anden måde", blev således friere i forhold til børnene i vuggestuen. Efter ophør med medicinen vendte menstruationen tilbage. Imidlertid kneb det med at styre temperamentet, følte sig som på "gyngende grund", så hun foretrak igen at bruge dogmatil, nu i mindre dosis end før.
Hun fremtræder fuldstændig naturligt og virker velbegavet.
Lise oplevede i den fjerde kundalinirejsning tab og nydannelse af identitet sammen med bortfald af symptomerne. Der var med andre ord noget i hende, der "døde", og noget nyt, der blev "født". Det var en død-genfødselsoplevelse. Med forbehold for betydningen af den fortsatte dogmatilindtagelse og følelsen af tomhed ser det ud til, at hun fik gavn af sin kundalinrejsning. Hun blev symptomfri, og hun skiftede livsstil, men er dog psykisk ikke helt stabil endnu.
Selv mener Lise, at hendes tomhedsfølelse gennem et års tid har været en slags indre nødvendighed for hendes videre åndelige udvikling. Af samtale i juni 2006 fremgår det, at hendes trængsler ikke er forbi. Den medikamentelle behandling medførte stor vægtøgning, vejede i 1998 108 kg, men har siden fået styr på dette. Hun har fået sukkersyge som behandles med diæt. Hun har ikke turdet ophøre helt med den antipsykotiske medicin, men den er dog meget reduceret og menses vendte tilbage efter 11 års pause.
Det er min mistanke, at død-genfødselsoplevelsen i virkeligheden var ufuldstændig, måske fordi hun var i psykofarmakologisk behandling, og at dette har ført til den langvarige tomhedsfølelse.
Jeg tror ingenlunde, at psykofarmaka vil stå i vejen for en fuldstændig oplevelse af død, men jeg er til gengæld sikker på, at de vil hæmme genfødselsoplevelsen. Oplevelsen bliver i så fald skæv med overvægt på død og alt for lidt vægt på genfødsel. Resultatet kan blive kortere - eller længerevarende fornemmelse af indre tomhed, som den amerikanske psykolog Ralph Metzner har kaldt limbostadiet, et begreb, der er hentet fra det katolske og nok bedst oversættes til "dødsriget" eller grænseland.
Johanne tog derimod langvarig skade af sin kundalinirejsning.
Den californiske psykiater og øjenlæge Lee Sanella var den, der først gjorde opmærksom på, at kundalinirejsning optræder blandt vesterlændinge. Han skriver i "Kundalini - Psychosis or Transcendence?" H.S. Dakin Company, San Francisco. 1978, at vi har at gøre med en psyko-fysiologisk transformation, en spirituel genfødselsproces.
Fænomenet er ikke blot en ændring eller forstyrrelse af bevidstheden, men en vedvarende proces, der kan vare i måneder eller år, hvorunder personen bevæger sig ind og ud af forskellige bevidsthedstilstande. Denne proces er hverken normalitet - eftersom personen under transformationen oplever ting, der ligger fjernt fra det normale - eller psykose, da personen langt fra altid desorganiseres så meget, at han eller hun bliver psykotisk. Hvis denne proces får lov til at gå til ende, vil processen kulminere i dyb psykologisk balance, styrke og modenhed. De indledende stadier afspejler imidlertid ofte den voldsomhed, hjælpeløshed og uligevægt, der karakteriserer menneskebarnets start.
Den internationale diagnoseliste anses af psykiatere for at være et nødvendigt værktøj i håndteringen af psykiske lidelser. Et fænomen som kundalinirejsning kan ubesværet passes ind i denne under F48.8, som inkluderer forskellige kulturbetingede lidelser eller tilstande med blandede emotionelle og adfærdsmæssige symptomer ledsaget af specielt kulturelt accepterede forklaringsopfattelser (og således ikke vrangforestillinger...).
