Dommeren. Skriveren. Betjent. Leander. De to andre Acteurs. Mester Herman. Den Fremmede.
Mester Herman: Hvor er den Person, som skal aarelades?
Dommeren: Der staaer han.
Leander: (peger paa den Anden Comoediant) Det er denne Person, Mester!
(Barberen tar fat paa den anden Urette, og vil med Magt aarelade ham.)
Anden Comoediant: (Han løber og skriger) Det er ikke mig.
(Barberen løber efter ham)
Dommeren: (sagte til Barberen) Nej, det er den anden Mand, Mester! Det er en Person, som er beskyldt for Troldom, og her udi Retten først længe har tilstaaet, at han har forskrevet sig til Fanden; men nu, naar vi examinerer ham videre, taler han hen i Vejret om en Vexel paa 50 Rigsdaler. Nu kand det være, at han stiller sig saa an for at forhale Executionen; men disse tvende, som han har udlagt at være i Ledtog med sig, paastaaer, at han er fra sig selv, og begjærer af Retten, at han maa aarelades, for at see, om han blir siden ved sine Beskyldninger. Synes jer ikke, at det er raadeligt?
Herman: Ak Frejlig! Jeg raader aldrig fra Aareladen; thi at lade sig aarelade eengang gjør en Patient ligesaa meget Godt som at bruge Doctor Bombasti Hovedpiller et heelt Aar. Ich Will dem Herr Richter sagen: weil das Blut, auf Latein "sanguis", obstruxirt ist, so folget ja nothfählich, daß die Adern oder "Vena" müsse eröffnet werden. Sextus Empiricus schreibt sehr gründig davon also -
Dommeren: Vi har ikke Stunder denne Gang at høre paa, hvad Sextus Empiricus siger. Vil I kun strax forrette jer Embede, at vi kand faae Ende paa denne fortrædelige Sag.
Herman: Men skal de andre ikke aarelades med? Det kunde jo ikke skade; thi man kand ikke bruge en god Ting for ofte.
Dommeren: Nej nej, tag kun fat paa den ene Karl.
Herman: Nach Befehl. Ellers var jeg tilfreds, at I vilde aarelades alle og Herr Dommer med; thi jeg skulde expedere jer alle i et halv Qvarteer. (Til synderen) Hør, min Ven! Vil I være ladet paa Armen, Foden eller Panden?
Leander: Paa ingen af Delene; thi jeg skader slet intet.
Herman: Hvad kommer det mig ved? Her er jo en Interlocutoriedom for at I skal aarelades. Jeg var tilfreds, at der aldrig blev fældet andre Domme udi nogen Ret, saa fik vi nogen Næring. Kom, Cammerad! Lav jer til; jeg skal gjøre det saa net, at I neppe skal føle dertil.
[Fodnote: Interlocutoriedom kaldes Dommerens Kjendelse i en Trætte, som under en Sags Procedure opstaaer imellem Parterne.]
Leander: Gaae mig fra Livet, siger jeg. I har selv Aareladen fornøden mere end jeg.
Dommeren: Gaaer hen, to Mænd, og holder ham.
Leander: Ak Herr Dommer! Handle dog ikke saadan med mig, betænk, at jeg har Magt til at appellere til Højere Ret. Jeg svær ham til, at jeg er ligesaa frisk og sund, som jeg nogen Tid har været, og at den eeneste Sygdom, jeg har, kommer af den Sorg, jeg har at see mig saa uskyldig medhandlet.
Dommeren: Men I bekjender først for Retten, at I har forskrevet jer for sex Maaneder siden til Fanden, udlægger de andre af Banden, siger at Fanden er en skikkelig Mand, og at Sagen i sig selv er en ringe Ting, og endelig, naar man continuerer at spørge videre om jer sorte Konst, svarer os om en Vexel paa 50 Rigsdaler; hvad skal man kalde saadant?
Herman: Das heist nicht anders als "furorem" oder "mania"
Leander: Ak Herr Dommer! Jeg troer ikke andet end her er Vildfarelse i denne Sag. Her er nyligen kommen en protesteret Vexel paa mig. Strax derpaa kommer een og varer mig ad, at man vil storme til mit Hus. Alt dette kunde jeg nogenledes begribe, saasom jeg meente, det var for Vexelen. Men det øvrige, som siden paafulgte, har været forblommet Tøj for mig; thi da jeg lover at stille Caution, svarer de, at hele Verden ikke kand cavere for mig; da jeg sagde, at det var en ringe Sag at trækkes i Fængsel for, kalder de mig en Bespotter. Siden komme adskillige Folk og vil spørge mig til Raads i denne sorte Konst. Og endelig hører jeg med forskrækkelse, at det ikke er for Vexelen, men for Troldom, jeg sigtes. Jeg vil dø paa, Herr Dommer, at man confunderer mig med en anden Person, som jeg maaskee ligner.
Dommeren: Hvad Pokker er dette! Er det ikke for Troldom, at I er sigtet?
Leander: Jeg kræver Himmelen til Vidne, at jeg ikke veed, hvad Troldom er.
Dommeren: Hvorfor siger I da i Førstningen, at I er skyldig?
Leander: Naar Dommeren spurgte mig derom, tænkte jeg, at han menede Vexelen.
Dommeren: Men her findes jo Folk, som har hørt og seet jer mane Fanden.
Leander: Jeg beder ydmygst, at de Folk maa fremkomme.
Den Fremmede: (Træder frem). Jeg er den Mand, Herr Dommer, som først er bleven dette vaer. Jeg baade har høert og seet ham mane Fanden til sig.
Dommeren: Saae I da Fanden selv?
Den Fremmede: Nej, men mig synes, som jeg hørte et stort Bulder.
Leander: Jeg beder ydmygst, Dommeren vil tillade mig at gjøre denne Mand nogle Spørsmaal, som kand give Oplysning i Sagen. Hvad Tid var det, I hørte mig øve den sorte Konst?
Den Fremmede: Det var i Formiddag Klokken ni.
Leander: Paa hvad Sted gjorde jeg det?
Den Fremmede: I Forstuen af jer Hus.
Leander: Kand I erindre jer de Ord, som jeg brugte?
Den Fremmede: Mestendeels. I manede en af de onde Aander ved Navn Mephistopheles til jeg, men forbød ham at gaae inden for en Kreds, som I havde gjort paa Gulvet. En halv Time derefter hørte jeg tillige med en anden Mand jer indenfor at raabe paa en anden Aand ved Navn Polidorus.
Leander: Denne samme Mand, som har beskjyldet mig, skal ogsaa frikjende mig.
Dommeren: Mig synes tvertimod.
Første Comoediant: Velædle Herr Dommer! Nu rører Samvittigheden mig, og nøder mig at bekjende, at Monsieur Leander har manet Fanden, og at vi ere Medvidere derudi.
Dommeren: Det er os kjært, at I engang gaaer i jeg selv.
Leander: Jeg tilbyder mig ogsaa at bevise, at Mester Herrmann Barberer er Medvider derudi.
Herman: Wer? Ich? See hvilke forbandede Mennesker det maa være. Ak troe dem ikke, Herr Dommer! Jeg er en ærlig Mand, som har Navn for at være en afsagt Fjende af saadant; thi jeg har med egen Haand sat Ild paa et Hus, som var mistænkt for Troldom, hvorvel Folkene, som bleve opbrændte, siden befandtes at være uskyldige. Saa jeg omkom sex uskyldige Mennesker paa eengang, ja havde nær sat den hele Bye i Brand af lutter Guds Nidkjærhed.
Leander: I maa stille jer saa hellig an, som I vil, Mester Herman, saa skal jeg dog bevise jer det over med slige Omstændigheder, at I skal tilstaae det selv.
Dommeren: Ak Himmel, hvor kand ikke Synden i en Hast tage Overhaand! Jeg troer, at den hele Bye er befænget med Troldom.
Herman: Ak Herr Dommer kand jo see, at han ikke siger saadant uden for at bringe andre udi Ulykke med sig.
Leander: Jeg begjærer ikke, at man skal agte mine Ord; men jeg byder mig at tilvejebringe saadanne Vidnesbyrd, at all Verden skal bekjende, at I har været Medvider.
(Mester Herman græder)
Dommeren: Min gode Mester Herman, nu er det forsilde at græde. Det skulde i have gjort tilforn.
Herman: Ach ach, ich bin saa unschuldig als ein Schaaf.
Dommeren: Det gjør mig ondt for jer smukke Kone og Børns Skyld. Det kand I dog forlade jer til, at I ikke skal blive fordømt alleene paa deres blotte Ord, med mindre I tilligemed blir lovligen overbevist.
Leander: Jeg skal bringe ham til at bekjende det selv.
Dommeren: Kand I ellers udlægge nogen anden?
Leander: Ja Herr Dommer! Jeg kand, naar jeg tænker mig om; jeg kand blandt andre bevise, at Skriveren i denne Ret har i et heelt Aar været Medvider derudi.
Dommeren: Skriveren! Nu kand jeg begribe hvorfor Karlen krøb under Bordet. Det var mere af ond Samvittighed end af Frygt for disse Troldmænd. Hvor blev han henbaaret?
En Betjenter: Han blev ført i det næste Cabinet ved denne Sal.
Dommeren: Er han frisk igjen?
Betjent: Ja han sidder og spiller Dam med Dommerens Lakej.
Dommeren: Lad ham strax komme her ind.
Skriveren: (Trækkes ind, og skriger himmelhøjt) Ak Herr Dommer! Jeg kand ikke forrette mit Embede, naar jeg er omringet at lutter Troldmænd. De havde forhexet mine hænder, at jeg ikke kunde skrive et Ord.
Dommeren: Ak ak, hvilken hellig Mand! End om man kand overbevise jer, at I er Medvider udi den sorte Konst?
Leander: Jeg vil underkaste mig tidobbelt Straf, dersom jeg ikke beviser, at han har hørt og seet os gjøre det, som vi beskyldes for, nogle Gange.
De to comoedianter: Vi erbyder os til at bevise det samme.
Dommeren: Fy skam jer; der staaer I udi en Maade. I bør lide dobbelt Straf, som er en Rettens Betjenter.
Skriveren: Nu er jeg fyrretyve Aar gammel; men har jeg i de fyrretyve Aar seet nogen Nisse eller Dragedukke end sige en fuldkommen voxen Djævel, saa vil jeg ønske at jeg maa blive til en Djævel selv.
Dommeren: Nu faaer man at høre Sandheden, naar Vidnesbyrdene komme for en Dag.
Skriveren: Hvad vil all Verdens Vidnesbyrd sige? Mon jeg ikke veed det selv bedst?
Leander: Jeg skal strax hjælpe jer alle udaf Drømmen. I hørte jo forgangen Aar spille en Tragoedie kaldet Polidorus?
Skriveren: Det er sandt.
Leander: Kand I ikke erindre jer, at udi samme Tragoedie indfalder en Scene, hvori man maner Fanden?
Skriveren: Jo jeg kand, og den Djævel heed Mephistopheles, som man manede. Men det var kun et Spill.
Leander: Og det, som har faarsaget denne store Allarm, er ej heller andet. Sagen er denne: Klokken ni gik jeg i min Forstue og læsede over paa min Rolle af samme Tragoedie, som skal spilles imorgen. Denne gode Mand, som her staaer, har hørt derpaa og bildet sig ind, at det var Alvor, ført mig ud i Byen for Troldom. Historien er derpaa bleven forbedret, som gemeenlig skeer, og kommen med Omstændigheder Øvrigheden for Ørene, som skikkede Folk at gribe mig. Nu var just samme Tid en Vexel med Protest kommen tilbage til mig, hvorudover jeg bildte mig ind, at Arresten skulde være for den samme, og derfor altid, saavel da som nu her for Retten, har tilstaaet, at jeg var skyldig, nemlig at betale Pengene, ikke udi Troldom, hvorom jeg aldrig har drømt. Til Bevis til dette, som jeg siger, leverer jeg her mit Papir til den Person, som har beskyldet mig, at han kand see, om det ikke kommer overeens med det, han hørte.
Den Fremmede: (læser Skriftet, falder paa Knæ) Ak, Herr Dommer! Det er det selv samme. Den Allarm, som er foraarsaget, er ikke skeed af Ondskab, men af Vildfarelse. Personen er ganske uskyldig. Jeg beder ydmygst, at jeg maa slippe med en Afbigt.
Dommeren: Gid I faaer Skam med jeres forbandede Relationer.
(Han gaaer bort, hængende med Hovedet)
