Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hvad de udretter, hvis Livsgjerning er endt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvad de udretter, hvis Livsgjerning er endt. 109
Alderdom, saa han lærer at være standhaftig selv i de
haardeste Prøvelser. De, som selv eier Fred, udsaar
Fred, de, som har resigneret, lærer andre at resignere.
Jeg staar slagen af Beundring over al den sædelige
Kraft, mangen Oldings Liv kan rumme. Alene Gud
kan maale dens Dybde. En saadan Alderdom er et
rent Ideal her paa Jorden.
Visselig baade elsker jeg og sætter Pris paa Ung
dommen. Kunde alle Jordens herligste Blomster sam
les paa en eneste Plante, aldrig vilde de kunne maale
sig med den Ynde, som lyser ud af en tyveaars Pande.
Hverken de gyldne Stjerner eller den blaa Himmel eller
det dybe Hav kommer op mod et Par unge, straa
lende Øine, som lyser af Haab og Kjærlighed.
Og dog findes der noget langt herligere og langt
sjeldnere end en livsfrisk Ungdom, og det er en Alder
dom, som har vandret sin Korsgang her paa Jorden og
er gaaet lutret ud af den. Det er om den, Digteren
skriver :
Ser Ild du i^den Unges Øine,
I Oldingens du Lyset ser.
Du ser., det er ikke lidet, de har at udrette, hvis
Gjerning her i Verden er endt. Men sæt, at de ikke
længer er istand til at gjøre os nogen Tjeneste, er det
ikke et stort Gode at have dem hos os? Til alle,
som har Hjertelag, retter jeg det Spørgsmaal. Naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
