Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maksim Maksimitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
fandt ham da paa hans sædvanlige Plads uden for
Porten.
«Hør, jeg maa hen og melde mig til Komman
danten!» sagde han, saa snart han saa1 mig. «Vil
De ikke nok gjøre mig den Tjeneste at sende Bud
efter mig, hvis Petschorin skulde indfinde sig, medens
jeg er borte.»
Jeg lovede ham det, og han fløj derpaa afsted
med en Ynglings Lethed og Bevægelighed. Det var,
som om Længselen efter at gjense Petschorin havde
gjengivet hans Lemmer hele Ungdommens Kraft og
Smidighed.
Det var en smuk, men kølig Morgen. Himlen
lignede en eneste stor, blaa Hvælving, og kun helt
henne i Horisonten var den indhyllet i gyldne Skyer,
der hævede sig som et luftigt Alpelandskab over de
snedækte Bjærgtinder. For Enden af den store, aabne
Plads, som Porten vendte ud til, laa der en Basar, og
foran denne mylrede der med Mennesker. Medens jeg
stod og betragtede det brogede Folkelivsbillede, som
oprullede sig for mine Øjne, blev jeg omringet af en
Flok barbenede ossetiske Drenge, som søgte at overtale
mig til at kjøbe af deres Varer, men jeg bad dem
rejse Fanden i Vold, for jeg var saa optaget af den
stakkels Kaptajns Uro og Bekymring, at jeg ikke havde
Tanker for andet.
Efter at der var gaaet en halv Snes Minutter, saa
jeg en ældre Oberst, som kom henne fra Basaren
sammen med en civilklædt Herre, og jeg var da ikke
i Tvivl om, at den sidste maatte være den saa længsels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
