Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bronzealderen - X. Ligbrændingen. Skikkens Oprindelse, Forekomst og Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Den klassiske Literatur.
skeet en Overgang fra Begravelse til Ligbrænding. Dette er et
højst mærkeligt Forhold. I Grækenland vides det fra Gravene paa
Mykenæs Akropolis, fra Kuppelgravene og de noget yngre Klippe-
grave, at Begravelse var eneherskende i den mythiske Tid, om-
kring Midten af d. 2. Aartusinde f. Chr. F.; men de homeriske
Digte, fra 9. til 7. Aarh. f. Chr. F., kjende ingen. anden Gravskik
end Ligbrændingen. Der er altsaa i Grækenland omkring Aar
1000 fremkommet en fra den ældre vidt forskjellig Gravskik, ganske
som det skete i Norden i Løbet af den ældre Bronzealder. At
der i den ældste Tid alene begravedes, vidste Grækerne senere
meget vel; en Række Beretninger om Aabningen af mythiske
Heltes Grave lyder paa, at Ligene vare nedlagte ubrændte. Og
det samme var Tilfældet i Italien. Cicero og Plinius sige begge
udtrykkelig, at Ligbrænding ikke var gammel Skik hos Romerne,
men at Liget dækkedes med ford.
Der maa da vel i den klassiske Literatur være meddelt, hvad
der laa til Grund for denne Forandring, hvorom der havdes en
sikker, historisk Overlevering. Det synes imidlertid ikke at være
saa. Homer skildrer ofte Ligbrændingen; han fortæller omstændelig
om Patroklos’, Achilleus’ og Hektors Baalfærd, men nævner ikke,
hvorfor just denne Gravskik er valgt. Og kommer man længere
ned i Tiden, omtales stadig Begravelse og Ligbrænding som to
sideordnede Gravskikké, uden at det nogensinde træder tydelig
frem, hvad man tænkte sig som den egentlige Forskjel imellem.
dem. I de 12 Tavlers Love lyder det simpelt, at man hverken
maa begrave eller brænde Liget inde i Byen. Sokrates faaer i
Platons Phædon, kort før han skal tømme Giftbægeret, det Spørgs-
maal af Vennen Kriton, hvorledes han vil begraves, og svarer da
ganske kort: »Som I ville, enten brændt eller jordfæstet — det er
jo kun Sokrates’ Legeme, som I enten brænde eller begrave, men.
ikke Sokrates selv«. I Zukians træffende, satiriske Skrift om.
Sorgen over de Afdøde, hvori saamange Enkeltheder belyses ud-
førlig, siges der kort og godt: »Hellenerne brænde de Døde,
Perserne begrave dem«; Grunden dertil angives ikke. Cicero
kommer i sine »Disputationes Tusculanæ« ind paa at omtale
Gravskikkene hos de forskjellige Folk; der var her god Anledning
til at udtale, hvad man tænkte sig som Forskjellen mellem Lig-
brænding og Begravelse; men nogen Antydning heraf gives ikke.
me An E
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
