Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
E
——
ULF LARSEN 137
begyndte at le, saa det klukkede i ham. Jeg saa spørgende paa
ham.
»Blandet Selskab!« fnisede han.
»Hvad er der paa Færde?« spurgte jeg.
Og han lo igen, saa det klukkede.
»Ser De ikke, der i Agterskødet, paa Bunden? Gid jeg
aldrig maa skyde en Sæl mere, hvis det ikke er en Kvinde!«
Jeg saa nøje til, men var ikke naaet til noget bestemt
Resultat, før der lød forbavsende Udraab fra alle Sider. Der var fire
Mænd i Baaden, og den femte Passager var ganske sikkert en
Kvinde. Vi var allesammen halvt forstyrrede af Ophidselse, ’
allesammen undtagen Ulf Larsen, som var synlig skuffet over, |
at det ikke var hans egen Baad med de to Ofre for hans
Ondskab.
Vi sænkede Flyvejibben, halede Klyverskøderne til Vindsiden I
og lod Storsejlet gaa fladt, saa vi kom op i Vinden. Aarerne
slog Vandet, og med et Par Strøg var Baaden paa Siden af os.
Nu saa jeg det første Glimt af Kvinden. Hun havde et langt
Overstykke paa, for at det var kold Morgen, og jeg kunde ikke
se andet end hendes Ansigt og et stort lysebrunt Haar, der
kigede frem under Sydvesten, som hun havde paa Hovedet.
Øjnene var store, brune og klare, Munden smuk og ubevægelig
og selve Ansigtet en fin Oval, skønt Sol og Vin havde gjort det
stærkt rødligt.
Hun var for mig som et Væsen fra en anden Verden. Jeg
længtes efter at strække Armene ud efter hende, som en sulten |
Mand kan længes efter at strække Haanden ud efter et Stykke x!
Brød. Jeg glemte mig selv i den Grad, at jeg forsømte mine
Pligter som Styrmand og ikke var med til at hjælpe de
Nyankomne om Bord. Da en af Matroserne løftede hende op i
Ulf Larsens udstrakte Arme, saa hun i de nysgerrige Ansigter
omkring sig medens hun smilede, som kun en Kvinde kan
smile, og som jeg ikke havde set nogen smile i saa lang Tid,
at jeg næsten havde glemt, at der eksisterede et saadant Smil.
Hr. Van Weyden!«
Ulf Larsens Stemme bragte mig hurtigt til mig selv igen.
»Vil de tage Damen ned og gøre det hyggeligt for hende.
Gør den ledige Kahyt til Bagbords i Orden. Lad Kokken tage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
