Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - II. Eystein (Augustinus) † 1188
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brast, saa at Erkebispen styrtede i Afgrunden og forslog sig meget
slemt. Bevidstløs blev han baaren til sit Sovekammer, og da han igjen
kom til sig selv, mærkede han, at nogle Ribben vare knækkede. Dette
bedrøvede ham saameget mere, som det kun var tre Dage til den store
Olafsdag (29 Juli), da Folk fra alle Kanter kunde ventes, og
Erkebispens Nærværelse særlig paakrævedes. Han vendte sig da i Bønnen
til St. Olaf, og se, da Dagen kom og Folket ved Klokkernes Lyd kaldtes
sammen til Messen, kunde han lade sig bære til Kirken, Smerterne
lindredes og Kræfterne tiltog. Han kunde lade sig iføre sit Skrud
og deltage i Processionen, ja endog holde sin Tale, udføre Messen og
de øvrige Forretninger. Snart vandt han sin fulde Styrke tilbage.
Denne Kirkebygning har naturligvis været kostbar, og
Fordringerne til en Kirkefyrste, der skulde lønne talrige Skarer af Hirdmænd
og Tjenere, vare store. Vistnok er ogsaa Domcapitlets Oprettelse i
det mindste delvis skeet paa Erkestolens Bekostning. Eystein, der i
Udlandet maa have seet, hvorledes erkebiskoppelig, kirkefyrstelig
Hofholdning tog sig ud under større Forhold, var sikkert gjennemtrængt
af den Overbevisning, at et saadant Udstyr af en Metropolitans Stilling
var uomgjængelig nødvendigt for Kirkens Tarv. Han indsaa, at der
maatte større Midler til, og saa sig om efter en ny Indtægtskilde. En
saadan fandt han i en Forhøielse af det geistlige Sagefald. Hidtil
havde Bøder saavel til Kirken som til Biskopperne været betalt med
Penge, der kun svarede til Halvdelen af den Værdi, de egentlig skulde
have („sakmeten Øre“). Eystein satte imidlertid ved Forhandlinger
med Bønderne (rimeligvis paa sine Visitatsreiser[1]) igjennom, at de
paa Thingene forpligtede sig til herefter at betale Bøder og andet
Sagefald efter fuld Sølvværdi. At dette maatte vække Misundelse og
Uvilje hos Kongemagten, der fremdeles maatte lade sig nøie med
Betaling i slet Mynt, siger sig selv.
Vi have seet, at Eystein i sin Tid havde været Kong Inges
Cappellan og Fehirde, og at han skyldte denne sin Ophøielse. I Eysteins
Indvielsesaar var Inge falden ved Oslo (4 Febr. 1161). Efter nogen
Tids Kamp mellem dennes tidligere Parti, der nu lededes af Erling
Ormssøn paa hans Søn Magnus’ Vegne, og Haakon Sigurdssøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
