Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Færø Amt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hellen), foregaar fra Baad, idet man fanger Fuglene i et paa en c. 12 F. lang Stang
anbragt Næt, naar de opskræmmede ville flyve bort eller styrte sig i Søen. Men
den almindeligste, dog ogsaa farligste Fangemaade er „Fygling“, ɔ: Fuglemanden
søger Fuglen i selve dens Bolig enten ved at lade sig fire ned ovenfra eller stige
op nedenfra; det sidste sker næsten altid ved de fritstaaende Klipper. To Mænd,
forsynede med Reb og Fuglestænger, hjælpes ad ved Opstigningen; den bagestes
Fuglestang stikkes ind i den forrestes Bukselinning, medens han arbejder sig op
fra Afsats til Afsats, og naar han har fundet nogenlunde Fodfæste, firer han et
Reb ned til den anden. En dygtig Fuglemand kan fange flere hundrede Fugle om
Dagen. Af Lomvier fangedes der tidligere i Gnmst. c. 55,000 aarl.; nu er Tallet en
Del mindre, navnlig fordi Lomvien lidt efter lidt fortrænges fra Fuglebjærgene af
Havhesten (Malemukken). Dennes Unger, som ere meget fede, fanges og bruges som
Sul til Brød; men Fjerene kunne ikke anvendes. Af Lunder fanges der nu vel aarl.
c. 100,000 (tidligere c. 235,000). Af 10 Lomvier faas 1 Pd. Fjer, medens der skal
25 Lunder til 1 Pd. Røtterne fanges i Alm. ikke paa Fuglebjærgene, men skydes paa
Ferskvandssøerne (man maa ikke skyde ved Fuglebjærgene). Kødet af Fuglene spises
fersk eller saltet; Røtterne bruges dog for en stor Del som Agn ved Fiskeriet.
Agerbruget er som nævnt kun af ringe Betydning. Høavlen er den vigtigste,
da Øerne til Dels afgive godt Græsland, hvorimod Kornavlen spiller en underordnet
Rolle. Kornet modnes vanskeligt paa Grund af Klimaet og først sent paa Sommeren;
mange Steder dyrkes det endog kun for at forbedre Græsmarken. Af Kornsorter
dyrkes mest treradet Byg („færøsk Korn“), desuden lidt Havre. Paa heldigt
beliggende Steder kan Byggen i gode Aar give 16-20, paa andre derimod kun 6-7 Fold
Endvidere dyrkes en Del Kartofler, som lykkes ganske godt, og lidt Roer. Hø er
næsten det eneste Kreaturfoder om Vinteren. Hele det opdyrkede Areal udgør kun
c. 0,69 □ Mil, 38 □ Km., c. 2,6 pCt.
Af Kvægavlen er det navnlig Faareavlen, der er et vigtigt Erhverv. Hvor
stor Rolle den spiller, kan ses af det færøske Ordsprog: „Seyða ull er Førja gull“
(Faareuld er Færøs Guld; Seyður, ɔ: Faar), ligesom der fra 1298 findes et kgl.
Søjdebrev (bekræftet af Chr. IV 1637), der indeholder Bestemmelser om Faarebruget.
Medens der i det øvrige Danmark kun gaar ½ Faar paa hvert Menneske, er der
paa F. 7 for hvert; der slagtes aarl. i Gnmst. c. 30,000 Lam, Faar og Beder.
Husdyr i egentlig Forstand kan man dog ikke kalde Faarene, da de i omtrent halvvild
Tilstand leve ude hele Aaret rundt paa den fælles Udmark (tilsete af Søjdemændene),
hvor de selv maa søge deres Føde. To Gange om Aaret drives de i „Ret“ (rætt,
udt. rat), en Fold, der omgives af et højt Stengærde. Den ene Gang er ved St.
Hansdag, for at Ulden kan tages af dem (den plukkes, klippes ikke af), den anden
om Efteraaret, naar de skulle slagtes. Ulden forarbejdes ved Husflid mest til
Beklædningsgenstande, navnlig til Trøjer („islandske Trøjer“), Strømper og Vanter,
i de senere Aar ogsaa til Tæpper. Kødet bliver for det meste vindtørret og spist
under Navn af „Skærpekød“. Faarene vare tidligere i Alm. fælles Ejendom, saaledes
at baade Udbyttet af Uld og Slagtefaar deltes mellem Ejerne efter disses Andel; nu
er Særeje („kenning“) ligesaa almindeligt. De øvrige Husdyr ere af mindre Betydning.
Køerne, der ere noget mindre end de danske, holdes om Vinteren paa Stald; paa Bøen
(se ndfr.) findes smaa Græsgange („heimabeiti“) for Køerne, i øvrigt græsse de om
Sommeren i „Hushaven“ (ɔ: den nærmeste Del af Udmarken), til hvilken der
gennem Bøen fører en indhegnet Vej („geil“) for Kvæg og Heste. Køerne ere alle i
Særeje. Paa større Gaarde findes i Alm. kun indtil en Snes Køer. De meget smaa
Heste (noget over 3 F. høje), som vare langt talrigere før, gaa for en stor Del
ligesom Faarene halvvilde ude hele Aaret i Udmarken. De bruges for det meste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
