Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Færø Amt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
henved 1 Mil S. for Syderøs Sydspids liggende Munken (Sumbøstenen,
Sunnbíar-steinur), der som ovfr. nævnt ligesom afslutter Øgruppen; den ragede
tidligere c. 70 F. over Vandet, men i Aaret 1885 styrtede dens Top
ned, saa at den nu kun er 38 F., 12 M. Da Havet ofte er i stærkt
Oprør om Klippen, og der er svær Strømsø, har det givet Anledning til
den fejlagtige Antagelse, at der var Malstrøm ved den.
Øerne ligge paa en undersøisk Banke, som forbinder Island med
Skotland og skiller Atlanterhavets og Ishavets dybe Bassiner. Mellem Island
og Øerne er Dybden ikke særlig stor, dog 1600 til 2000 F., mod S. mellem
Øerne og Shetlandsøerne langt større. Havet er i Reglen dybt tæt ind til
Kysterne. Øerne ere for det meste lange og smalle, lejrede parallelle i
Retningen N. N. V.-S. S. Ø., og ere skilte ved en Mængde dybe Sunde og
Stræder, der ofte ere ganske smalle; Kysterne forløbe meget uregelmæssigt
og ere stærkt indskaarne, saa at Kystliniens Længde er usædvanlig stor i
Forhold til Arealet. Om og mellem Øerne ere de ved Tidevandet
fremkaldte Strømme meget stærke. Den Strøm, der fremkaldes ved Flod,
kaldes „Vestfald“, den, der fremkaldes ved Ebbe, „Østfald“, ɔ: Strømmen
løber eller falder mod V. eller Ø. I Alm. løber Vestfaldet mod N. V.,
Østfaldet mod S. Ø., og Fænomenet fremtræder omtr. samtidig overalt paa
Øerne. Der er dog Undtagelser; saaledes løber i Nolsø Fjord Vestfaldet mod
S. og Østfaldet mod N. Den Maade, hvorpaa Strømmene løbe i Fjordene,
er dog meget forskellig paa de forskellige Tider, ligesom Strømhastigheden
er meget forskellig, idet den i Snævringerne er langt større end paa de
bredere Steder. Forskellen mellem Høj- og Lavvande er større paa
Vest- end paa Østsiden; paa den første kan den være 7-8, paa den anden 5-6 F.
Geologi og Terrænforhold. Det er alle stejle Klippeøer af vulkansk
Oprindelse; dog kendes ikke vulkansk Virksomhed i den historiske Tid. I
geologisk Forstand ere Øerne ikke gamle, idet de ligesom Island og
Skotland synes at være Rester af et tidligere langt større og højere Land, der
i Tertiærtiden har dannet Forbindelse mellem Evropa og Amerika. Øerne
selv maa antages i sin Tid at have været et Hele, saaledes at Fjordene,
Sundene og Dalene efterhaanden ere opstaaede ved Erosion. Hovedsagelig
bestaa Øerne af Trapporfyr og Basaltmasser, der ere lejrede i tykke Lag
og veksle med en blødere Stenart, den rødlige og grønne Tuf, som danner
tyndere, lettere forvitrende Lag. Lagene ligge ofte næsten horisontale, dog
hældende lidt i østl. Retning, paa de sydl. Øer noget mod N. Ø., paa de
vestl. mod Ø. og paa de nordl. mod S. Ø., saaledes at det tænkte
Centrum ligger mod Ø. Gennem Lagene ses ofte smalle Striber eller Gange
af Basalt, som meget hyppigt ere næsten snorlige og lodrette paa Lagene.
Rundt om i Basalten forekomme Zeolither, Kalcedon og Opal, ogsaa Kobber,
det sidste dog kun i ringe Mængde. Paa Myggenæs og især paa Syderø
(de to ældste af Øerne) findes desuden Kul, dog kun i Lag af ringe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
