Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Horns H. — Jagcrspriis· 103
sluttede sig ogsaa Kronprinds Christian, der i Dronning Louifes Dødsaar havde for-
mcelet sig, o under den vedvarende Misstemning i den kongeli e Familie levede han
ofte hos sin Snkel og Tante paa Jagerspriis Da Kronprinds rederik, senere Kong
Frederik V, i Aaret 1743 blev formælet med Prindfesse Louise af Storbritanien, be-
stemtes Jcegerspriis til Sommerophold for det unge Hof. Kronprinds Frederik tilbragte
allerede en Deel af den følgende Sommer paa Jægerspriis, og han efterlod sig Minder
om dette første Ophold. Da han nemlig lod anlægge Spadseregange og Hvilesteder i
den nord for Slottet værende Skov, stødte Arbeiderne paa de forskjellige derværende
saakaldte Kæmpegrave. J Juni 1744 vilde man omdanne en stor, med gamle Træer
bevoxet Gravhøi, Jcetteftuen kaldet, til et saadant Hvilefted, og afsatte derfor op ad
Høien Trappen-in; men under dette Arbeide traf man paa den østlige Side pludselig
to Askekrukker med Levninger af brændte Menneskebeen Man saae heraf, at Høiens
øverste Deel havde været brugt som Begravelse i den Oldtidsperiode, da vore Forseedre
brændte de Afdødes Legemer og bevarede Asken i Leerurner, og da de kjendte og for-
stode at bearbeide et af Kobber og Tin sammensat Metal, hvoraf der ogsaa i disse
Askeurner fandtes enkelte smaa Redskaber eller Prydelser» Den øverste Deel af Sætte-
stuen blev saaledes anseet for en Grav fra den gothiske Tidsalder. Men under Ar-
beidets videre Fremgang gjorde man den Opdagelse, at·Gravhøien selv hidrørte fra en
endnu fjernere Periode. Ved Foden af Høien fandt man nemlig en steensat Indgang,
der gjennem en Hals eller en Vei paa halvanden Alens Vrede førte til en stor og
rummelig Hule, omfat og dækket paa alle Sider og under Loftet med store fladkløvede
Kampesteen, 5Alen lang, 4Alen bred og 3!-2 Alen høi, følgelig saa rummelig, at flere
Mænd kunde staae opreist deri. I Judgangen til denne Gravhule opdagede man en
Beeurad, i Hulen selv trende udstrakt liggende paa et Underlag af guult Sand; man
opdagede derhos adskillige Steenredskaber, men intet Spor af nogetsomhelst Metal. Det
var altsaa klart, at Jætteftuens ældste eller nederste Deel var et Gravkammer, endnu
ældre end den gothiske Judvandring, bygget af et nu undergaaet Urfolk, der i den
fjerneste Oldtid havde beboet ifær·Kyststrækningerne i disse Lande, havde benyttet si alene
as Steenredskaber uden at kjende Metaller, og havde begravet deres Døde i disse kæmpe-
tnæssige Steenkamre, dækkede af Jordhoie. Den saakaldte Jatteftue var altsaa oprindeli
bygget af Steenalderens Folkeftamtner; den var siden benyttet af Broncealderens Fol ,
som havde nedsat deres Afkekrukker i Jordderkket oveuover den gamle Gravhøi. Denne
Opdagelse vandt Kronprinds Frederiks Interesse, og til Erindring derom lod han øverst
paa Høien opscette en Tavle af Ølandsk Steen, hvortil Hofpræsten, Professor Erik
Pontoppidan (senere Procantsler ved Kjøbenhavns Universitet og Udgiver af Danske
Atlas) forfattede en latinfk Judskrift af følgende Indhold:
»Denne Grav, som fromme hedenske Forfædre for mere end ottehundrede
Aar siden anlagde til et Hvilested for fire Afdødes Been og dækkede med mægtige
Steensætninger, blev i Juni 1744 af fromme Hænder igjen aabnet og prydet
med denne Mindefteen efter Befaling af Hans Kongelige Høihed Kronprinds
Frederik, Arving til Forseedrenes Rige og Dyder, Folkets Haab, Heeder og Lyst«.
Kort efter skrev Pontoppidan en farlig Beretntng derom, der blev læst i det dengang
nylig stiftede Videnskabernes Selskab og optaget i første Bind af dets Skrifter. Da
denne Gravhoi er tilgangelig for Alle i Lunden ved Jægerspriis og vistnok er seet og
vil blive seet af Mange med stor Interesse, har Udgiveren troet at burde give fore-
staaende Fremstilling af dette mærkelige Monuments senere Historie, en Fremstilling, der
ligesom de efterfølgende Meddelelfer om Jagerspriis er uddraget af Hr. Conferents-
raad Wegeners lærde, interessante og omfattende, i Aaret 1859 efter Hans Maje-
stæt Kong Frederik den Syvendes Opfordring udgivne Værk om Abrahamstrup og
Jagerspriis. Kong Christian Vil skjænkede i Aaret 1773 Gaard og Gods for Livstid
til sin Broder Arveprinds Frederik, og denne besad derefter Joegerspriis i Fjerdedelen
af et Aarhundrede, samt tildrog det i denne Tid en større Opmærksomhed, end det
nogensinde tidligere kunde rose sig af. Thi de lærde og kloge Mænd, som Arveprind-
sens Moder vidste at omgive ham med og støtte ham til, fornemmelig den lærde Guld-
berg, gjorde Jægerspriis til et Udtryk for de hnmane og patriotiske Jdeer, der besjælede
dem selv og de Bedste i deres Tidsalder. Disse humane Grundsætninger udtalte sig
fornemmelig i landoeconomifke Reformer og Bestræbelser for at fremme Bondestandens
Velvære og Dannelse. Bøuderne paa Jagerspriis Gods bleve med Omhu ledede og
anviste til et bedre Agerbrug, til Dyrkning af Hør og andre Handelsplanter3 de bleve
- opmuntrede til Huusflid, fornemmelig Spinden og Bæven, og de af dem, som ud-
mærkede sig, bleve belønnede, snart med et Stykke Sølvtøi, snart med en Skuepenge,
der bar Prindsens Navn. Og for at ikke Krigstjenesten fkulde kalde de nødvendige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
