Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kunde gi overtroen ytterligere næring. En slik opfatning må fra
begyndelsen av hat indflydelse på forholdet mellem Nordboene og
de indfødte, og er skikket til at forklare meget i eiendommelighetene
ved omtalen av dem, eller rettere mangelen på omtale av dem i
sagaene, idet de har været overnaturlige væsener som det helst
ikke tales om.
I tilknytning til hvad før er sagt (ss. 298 ff.) om at Skrælingene
Skræiinge-blev opfattet som vetter (om hvem navnet oprindelig blev brukt), vette’
kan fremholdes at, som Storm har gjort opmerksom på, blev ordet
altid på latin gjengit med “Pygmæi” i middelalderen (jfr. foran s.
298). Men nu var Pygmæene netop “lave, småvokste folk av
overnaturlig præg” altså lik vetter, og troen på dem hadde
middelalderen tat i arv fra Grækere og Romere, og som Moltke Moe
har fremholdt, talte man alt i den klassiske tid om nordlige
Pygmæer (Böreioi Pygmaioi) som bodde i traktene omkring Thule.
Men forfattere som Apollodor og STRABO negtet deres tilværelse, og
regnet dem, sammen med Hundehoder, Enøiede, Enfotinger,
Mundløse og lignende væsener, til den række av fabelfolk som den
klassiske tradition var så rik på. Gjennem kirkefaderen AUGUSTIN
nådde denne opregning til Isidor; og fra ham spredtes kjendskapet
til Pygmæene ut over hele det middelalderlige Europa, — dels i
samme betydning: som et mer eller mindre fabelagtig folk fra
verdens utkant, dels i betydningen av et vettefolk [jfr. dæmoner i form
av pygmæer i Imram Brenaind, se foran s. 297]. Støttet til den
almindelige folketro rundt i landene blev den sidste betydning snart
den almindelige. Herpå nævner Moltke Moe et merkelig eksempel
fra Valiseren Gualterus Mapes, (fra sidste halvdel av 12. årh.), som i
sin merkelige samling av anekdoter m. m. (kaldt “De nugis curialium”)
har et sagn om en forhistorisk konge hos Briterne, kaldt Herla1.
Til ham kom det en vette- eller alvekonge, "rex pygmæorum”, med svært hode,
digert hår, og store øine; pygmæer-kongen forutsier kong Herla noget som skal ske,
og da dette indtræffer lover kong Herla til takk at være til stede ved hans bryllup.
I samme øieblik pygmæerkongen snur ryggen til forsvinder han. Herla kommer
også til vettekongens bryllup, gjennem en vældig hule og gjennem mørke når han
ind i berget til den av mangfoldige lamper oplyste gjestebudssal, hvor han blir
bevertet på det prægtigste. Da han kommer tilbake og tror at han har været borte i 3
dager, opdager han at han har været borte i flere hundred år.
Dette er et typisk alvesagn med mange av de for alve- og
vette-folket eiendommelige træk: den lave vekst, det svære, hårrike hode * 44
1 Jfr. Gualteri Mapes De nugis curialium. Ed. by Thomas Wrioht, 1850, ss. 14 ff.
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
