Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVENSK LYRIK. 639
Han var den lysmask, som tände först
en längtan, som aldrig brunnit.
Han stillade hennes ömhets törst, —
han var den man, hon funnit,
när lifvet sin bindel sönderref,
när barnet till kvinna blef.
Hon var Titania . . . och jag
var Oberon, månskenskungen,
en stackars hjälte med bleka drag
och rustningen genomstungen.
Den längtan, från hans läppar sprang,
var silfverhornets klang.
Blandt Samlingens øvrige Digte er der flere ganske tiltalende og smukke,
uden at noget dog kommer op mod de ovenfor nævnte. Bedst er maaske
»Ett möte» (mellem Grubleren og Bakkantinden) og »En by», hvori en
Stormbyges pludselige Kommen og Forsvinden er søgt udtrykt gjennem
selve den stigende och faldende Rytme — noget i Lighed med et af
Viktor Hugos noget kunstlede Virtuosnummere i »Les orientales».
Deri-mod er det Forsøg, Lundegård i Cyklus’en »Hertig Magnus» har gjort
i historisk Romancedigtning, ikke faldt rigtigt heldigt ud, ligesaalidt som
de Heine’ske Efterdigtninger (i »La Mouche») forekommer mig at eie
til-strækkeligt selvstændigt Værd.
Imidlertid giver Samlingen, — netop ved det noget ujævne og
fam-lende Præg, som hviler over den, — et Indtryk af, at Lundegärd som
Lyriker endnu befinder sig i fuld Udvikling, og at man ogsaa paa dette
Omraade vil kunne vente sig interessante og fuldmodne Frembringelser
fra hans Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
