Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Over den russiske Grænse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nischnij-Novgorod.« — »Hvor tager De hen?« — »Til Sibirien.« — »Saa, til Sibirien!
I hvilket Øjemed, om jeg tør spørge?« — »Nu, for at rejse.« — «Turister
(med foragtende Betoning) plejer ikke at tage til Sibirien; De maa have et
særligt øjemed med Deres Rejse; hvad er det for et Øjemed?«
Jeg forklarede ham, at amerikanske rejsende — om just ikke ligefrem
Turister — rejser overalt, og at Øjemedet med deres Rejser er at lære Land
og Folk at kende og at udvide deres Kundskaber. Dette Svar syntes ikke
at tilfredsstille ham, og han rettede nu en Mængde Krydsspørgsmaal til mig
for at komme paa Spor efter Sandheden. Endelig sagde han: »De standsede
i Gaar, da De gik forbi Fængslet.« — »Ja«, svarede jeg. — »Hvorfor?« —
Jeg gav ham en Forklaring. — »De betragtede det med særlig
Opmærksomhed.« — Det indrømmede jeg. — »Hvorfor gjorde De det?« — En gentagen
Forklaring fra min Side. — »Men De gik jo slet ikke op paa Højen — men
kun lige forbi Fængslet og saa vendte De om, og hver Gang iagttog De
Fængslet med en ganske særlig Interesse. I Morges ligesaa; hvorfor
betragtede De Fængslet saa opmærksomt?«
Nu kunde jeg ikke lade være at le Officeren lige op i Øjnene. Da
Sagen imidlertid ikke syntes at forekomme vore fire Vogtere latterlig, men
det, at betragte et Fængsel, aabenbart i deres Øjne var en alvorlig Forbrydelse,
saa indlod jeg mig endnu en Gang paa Forklaring. Tilsidst affordrede
Gendarmofficeren, der øjensynlig slet ikke blev overbevist ved mine Ord, os kort
og fyndigt vore Pas. Da han erfarede, at disse var i Hotellet, erklærede han
os for anholdte, indtil vi havde godtgjort vor Identitet og givet tilfredsstillende
Oplysninger om, hvad vi havde at gøre i Perm. Frost maatte nu under
Gendarmofficerens Varetægt stige op i den ene Droske, jeg under Bedækning af
den graaskæggede Embedsmand, som jeg holdt for Politipræsidenten, og saa
gik det af Sted til Hotellet. Man ansaa os aabenbart for politiske
sammensvorne, der nærede den Hensigt at befri alle Fangerne i Perm. Da jeg paa
den høfligste Maade havde bedt vore Politimænd træde ind i vort Værelse,
budt dem Cigaretter, og, medens de undersøgte vore Papirer, budt dem Te,
saa den mistænksomme unge Gendarmofficer paa mig, som om han havde en
ny Art af endnu uklassificerede Bestier for sig, af hvilke man selvfølgelig
kunde vente sig det værste.
Vore Pas syntes dem af en eller anden Grund utilfredsstillende, men
Anbefalingsbrevet fra den russiske Udenrigsminister bragte denne Fejltagelsens
Komedie til hurtig Afslutning. Gendarmofficeren rødmede ved at læse det,
raadslog i en hviskende Tone med Politipræsidenten, nærmede sig med nogen
Forlegenhed og udtrykte Haabet om, at vi vilde undskylde »den ulyksalige
Misforstaaelse«. De havde holdt os for to farlige tyske Forbrydere, efter hvilke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
