Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grabow, Mathilda - Grabow, Wilhelm - Grabow an der Oder - Grabowski, Michal - Gracchus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun ved enkelte Lejligheder paa Koncerter. —
I Kbhvn er G. optraadt fl. Gange, dels ved
Koncerter, dels under den sv. Operas
Gæsteforestillinger paa det kgl. Teater 1883, som
Mignon, Adalgisa i »Norma« og Ophelia i
»Hamlet«.
S. L.
Grabow [’gra.bo.], Wilhelm, preuss.
Politiker (1802—74), indtraadte tidlig i
Statstjenesten og blev 1838 Overborgmester i sin
Fødeby Prenzlau. 1841 valgtes han til
Provinslanddagen for Brandenburg og 1847 til den
forenede Landdag, hvor han som Ordfører for de
Gammelliberale foreslog en Adresse om udvidet
Myndighed og næste Aar tog virksom Del i
Indførelse af alm. Valgret til den ny
Nationalforsamling. I denne var han Formand
Juni—Oktbr, og ligeledes i 2. Kammer 1849, men
trak sig tilbage med Protest, da en ny
Valglovoktrojeredes. Først 1858 indtraadte han paa
ny i det offentlige Liv som Medlem af
Underhuset, var 1859—61 Næstformand og 1862—66
Formand, samt arbejdede virksomt for at holde
alle de frisindede Grupper samlede. Et
Mindesmærke rejstes for ham 1875 i Prenzlau.
E. E.
Grabow an der Oder [’gra.bo.] se Stettin.
Grabowski [gra’bå(f)ski], Michal, polsk
Forf. og Kritiker, f. 1805, d. 18. Novbr 1863 i
Warszawa som Generaldirektør for
Undervisningsvæsenet i Polen. G. tog i sin Ungdom Del
i Romantikernes Kamp mod Klassicismen og
banede i sine »Melodye ukraińske«
(»Ukrajneske Melodier«, 1828) Vejen for den ukrajneske
Digterskole. Under Navnet Edward Tarsza og
senere under sit eget Navn udgav han nogle
meget læste hist. Romaner (»Tajkury«,
»Koliszczyzna i stepy«, »Stannica Hulajpolska«,
»Zamieć w stepach« o. a.), men langt større Bet.
har han haft som Kritiker. I sine kritiske Afh.
og Breve (»Literatura i krytyka« [1838] og
»Korrespondencya literacka« [1843]) lægger han
stor Viden for Dagen og fælder mange
træffende Domme over de litterære Fænomener.
Men hans Talent paa dette Omraade er ikke
altid blevet vurderet efter Fortjeneste af hans
Landsmænd, af hvilke mange følte sig frastødt
af hans ukrajneske Sympatier, der
efterhaanden bragte ham i nær Forbindelse med russ.
Slavofiler og fik ham til at indtage en forsonlig
Holdning over for den russ. Regering.
H. C-e.
Gracchus [’grakus], 1) Tiberius
Sempronius, rom. Statsmand, tilhørte en anset
Slægt. Som Folketribun (187 f. Kr.) værnede
han sine politiske Modstandere, Brødrene
Publius Scipio Africanus den Ældre og Lucius Scipio,
da der var rejst en Anklage imod dem. Som
Prætor (180) fik han Spanien til Provins og
vandt der store Sejre, samtidig med at han
ved sin Retsindighed skaffede sig Spaniernes
Agtelse og Hengivenhed. Efter sin Hjemkomst
(178) fejrede han en prægtig Triumf og blev
Konsul 177, hvorefter han fik Sardinien at
bestyre; ogsaa her indlagde han sig store
Fortjenester; Censor blev han 169. Han var et
Mønster paa en rom. Statsmand af den ældre
Type, ligesom hans Hustru Cornelia, Scipio
Africanus’ Datter, længe pristes som et
Mønster paa en rom. Hustru og Moder. Hans
Dødsaar er ukendt.
2) Tiberius Sempronius, foreg.’s
Søn, f. 163 ell. 162, fik sammen med sin Broder
Gajus og Søsteren Sempronia (senere gift med
Scipio Africanus den Yngre) en fortræffelig
Opdragelse af Moderen Cornelia. Han deltog
som ung Mand i Kampene ved Karthago under
Svogeren Scipio (147). Som Kvæstor (137) gik
han under Konsulen Mancinus til Spanien, hvor
Numantia blev belejret, men da den rom. Hær
under Belejringen kom i en farlig Stilling,
lykkedes det, navnlig ved G.’s Bestræbelser, at faa
en Fredstraktat afsluttet. Senatet vilde dog ikke
ratificere den, og Mancinus blev udleveret til
Numantinerne, en Skæbne, som G. kun undgik
p. Gr. a. sit ansete Navn og den Sympati, han
nød i Rom. Dette bidrog imidlertid til at fjerne
ham fra de ledende Kredse i Rom, men det
var dog først hans Overbevisning om
Nødvendigheden af vidtgaaende sociale Reformer i
Italien, der bragte ham i Opposition til hans
Standsfæller. Den sociale Udvikling i Italien
havde dengang medført stærk Tilbagegang for
den fri Bondestand, idet den største Del af
Jorden var kommet i enkelte store Godsejeres
Hænder. Medens disse paa deres Godser
væsentlig drev Kvægavl ved Hjælp af Slaver, søgte
de tidligere Bønder ind til Hovedstaden, hvor
de gik op i Proletariatet. Da G. var blevet klar
over, hvor sørgelige Tilstandene var, og i
ungdommelig Begejstring var optaget af at raade
Bod paa dem, fremsatte han som Folketribun
(133) et Lovforslag, hvorved en ældre
Lovbestemmelse fornyedes, som gik ud paa, at ingen
maatte besidde mere end 500 jugera af
Statsdomænerne, dog med den Tilføjelse, at der
yderligere tilstodes dem, der havde een eller
to Sønner, 250 jugera for hver. Resten skulde
overlades i Forpagtning til fattige Borgere og
maatte ikke afhændes af dem. Forslaget vakte
stor Forbitrelse hos Adelspartiet og betragtedes
som et Indgreb i Ejendomsretten. Thi vel var
der formelt kun Tale om Inddragelse af
Statsejendom, men Rigmændene havde i mange
Tilfælde okkuperet Statens Jorder under saadanne
Vilkaar, at de faktisk var saa godt som deres
private Ejendom, og ofte var det ogsaa
vanskeligt at skelne mellem offentlig og privat
Jord. Da der imidlertid var Udsigt til, at
Forslaget skulde gaa igennem, nedlagde G.’s
Kollega Marcus Octavius Indsigelse derimod,
hvilket efter Loven var tilstrækkeligt til at hindre
dets Vedtagelse. G. greb da til et
revolutionært Middel, idet han fik Folket til at
vedtage Octavius’ Afskedigelse, hvorved Hindringen
for Forslagets Vedtagelse bortfaldt. Da det
saaledes var blevet Lov, oprettedes en
Kommission, bestaaende af G., hans Broder Gajus
og hans Svigerfader Appius Claudius med det
Formaal at gennemføre Loven i Enkelthederne
og tillige med Ret til at afgøre, hvilken Jord
der som Statsejendom faldt ind under Loven;
herved blev der gjort Indgreb i Senatets
Rettigheder. Da samtidig Efterretning indløb om,
at Kong Attalos af Pergamon havde
testamenteret Romerfolket sit Rige og sine Skatte,
foreslog G. at anvende disse Midler til
Understøttelse til de ny Jordbesiddere, der manglede
Driftskapital, men derved vakte han endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
