Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - gotisk Sprog og Litteratur - gotisk Stil, se Gotik - Gotland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den møsogotiske Oversættelse af det ny
Testamente, udført af Biskop Vulfila (s. d.) i
4. Aarh. og skrevet med en af ham tildannet
Blanding af Runer og gr. Bogstaver, som blev
den alm. herskende got. Skrift. Hertil slutter
sig de smaa levnede Brudstykker af Gl. Test.,
i østgotisk Afskrift fra Italien; endvidere en lat.
got. Evangeliebilingve fra Ægypten (»Zeitschr.
f. neutestamentl. Wissensch.«, XI, 1 ff.), og to
Haandskrifter fra 4. Aarh. med gr. Bogstaver,
Codex Vaticanus Sz Sinaiticus. Endelig nogle fra
Italien stammende Skriftstykker: »Skeireins«,
en Fortolkning af Johannes-Evangeliet; et
Kalenderbrudstykke med hist. Optegnelser; en
Købekontrakt fra Arezzo, og en do. fra
Ravenna Aar 551. Bibelgotisk er det ældste
gotogermanske Skriftsprog, ligesom »Skeireins« er
det ældste gotogermanske Forsøg paa
selvstændigt Skriftarbejde. Sprogformen er delvis ret
antik, mindende om Græsk og Latin; paa andre
Punkter er den dog mindre antik end
Oldhøjtysk og de ældste nordiske Runeindskrifter.
Et noget yngre Sprogtrin, som kan kaldes
Vulgærgotisk, repræsenteres af talrige Navne i
gr. og lat. Overlevering, og af Underskrifterne
i de got. Dokumenter, f. Eks. Sunjaifriþas =
lat. got. Suniefridus i St f. ældre got.
Sunjafriþus. Slige yngre Former røber tit østgot.
Dialekt, f. Eks. é, ô for ældre Tvelyd ai, au;
en kendt Vandalerkonge hedder østgotisk lat.
Gezericus = vestgotisk lat. Gaisericus, og til
østgotisk Odoacar svarer longobardisk
Audoachari. — Vulfila’s Sprog er, som rimeligt, ofte
en ret uselvstændig Efterligning af det gr.
Forbillede i Stil og Syntaks; mere selvstændig er
Sprogformen i »Skeireins«, som ikke har noget
saa fornemt Mønster. Gotisk Boglitteratur
gennemløb de elementære Stadier usædvanlig
hurtig: allerede 150—200 Aar efter Skriftsprogets
Skabelse findes det brugt i teol. Værker, i
hist. Optegnelser, i retslige Dokumenter. Det
blev Kirkesprog hos alle arianske Østgermaner
og vel ogsaa hos de arianske Longobarder. Naar
hertil føjes, at Goterne ejede en rig, uskreven
Heltedigtning, som overtoges af Tyske,
Angelsachser og Nordboer, er det tydeligt, at der
var store Løfter om litterær Blomstring. Disse
Tilløb afbrødes ved Østgoternes Undergang 553.
Hos Vestgoterne i Spanien kunde man have
ventet en Fortsættelse, men den udeblev. Det
eneste nu levnede statelige Minde om got.
Boglitteratur er Evangeliehaandskriftet Codex
argenteus (»Sølv-Haandskriftet«), skrevet med Sølv-
og Guldbogstaver paa purpurfarvet Pergament,
vel til Brug for fyrstelige Østgoter, 1669
erhvervet af Sverige og nu fremlagt i Upsala
Universitetsbibliotek. (Litt.: W. Braune,
»Gotische Grammatik« [Halle, 5. Udg. 1900]; F.
Kluge, »Die Elemente des Gotischen« [»Pauls
Grundriss d. germ. Phil.«, 3. Udg. 1911]; R.
Loewe, »Germanische Sprachwissenschaft«
[Leipzig 1911, »Sammlung Göschen«];
Uhlenbeck, »Etymol. Wörterbuch d. got. Sprache«
[Amsterdam 1896]; S. Feist, do. [Halle 1909];
O. Priese, »Deutsch-gotisches Wörterbuch«
[Leipzig 1890]; O. v. Friesen, »Got. Schrift«
[»Hoops Reallexikon d. germ. Altertumskunde«,
1913]; A. Socin, »Schriftsprache u. Dialekte
im Deutschen«, I, 5 ff. [Heilbronn 1883]; E.
Sievers, »Got. Litt.« [»Pauls Grundriss der
germ. Phil.«, 1. Udg. 1895]; W. Streitberg,
do. [smst. 2. Udg. 1901]; R. Kogel, »Gesch. d.
deutschen Litt.«, I, 1 [Strassburg 1894]; O.
Jiriczek, »Deutsche Heldensagen«, I, 55 ff.
[Strassburg 1898]; Samme, »Deutsche
Heldensage« [Leipzig, 4. Udg. 1913, »Sammlung
Göschen«]; G. Schütte, »Om Racenavnet og
Racetanken« [Tidsskr. »Norden«, 1904—05];
Samme, »Oldsagn om Godtjod« [Kbhvn 1907];
Samme, »Angantykvadets Geografi« [»Arkiv
f. nord. Fil.«, 1904]; R. Heinzel, »Über die
Hervararsage« og »Die ostgot. Heldensage«
[»Sitzungsber. d. Wien. Acad. hist. phil. Cl.«,
1887—89]; Matthaei, »Die bairische
Hunnensage« [»Zeitschr. f. deutsch. Altertum«, 1902];
Ax. Olrik, »Goter og Tscherkesser«
[»Danske Studier, 1914]; got. Love i Monum.
Germaniæ Leges [Berlin 1902]; F. Dahn, »Lex
Visiyothorum, Westgot. Studien« [Würzburg
1874]; C. Rinaudo, Leggi dei Visigoti [Turin
1878]; K. Zeumer, »Gesch. d. westgot.
Gesetzgebung [»Neues Archiv d. Gesellschaft f.
ältesten deutsche Geschichtskunde«]; Bibeludg.
af Gabelentz & Löbe [Altenburg og
Leipzig 1843—46], af Uppström [Upsala
1854—57]; praktisk Haandudgave af M. Heyne,
»Ulfilas«, indeholdende Smaateksterne [Paderborn,
12. Udg. 1913]; W. Streitberg, »Die got.
Bibel« [Heidelberg 1910]; Samme, »Got.
Elementarbuch« [Stuttgart, 4. Udg. 1910]; H.
Jantzen, »Got. Sprachdenkmäler m.
Grammatik, Übersetzung etc.« [Leipzig 1911.
»Sammlung Göschen«]).
G. S-e.
gotisk Stil, se Gotik.
Gotland (Gulland), sv. Ø i Østersøen —
Sveriges største Ø —, under 56° 54′ og 57° 57′
n. Br. og under 18° 8′ og 19° 10′ v, L. f. Grw.,
c. 90 km Ø. f. Sveriges Kyst, 70 km Ø. f. Øland
og 130 km S. f. Yderkanten af Sthlm’s
Skærgaard. Den er c. 2970 km2, omtr. som Fyn. G.’s
Len, der omfatter G. med omliggende Øer,
deriblandt den ved Nordøstspidsen liggende Fårø
og den lille Gotska Sandø mod N., er
3159,8 km2, hvoraf 41,8 km2 Indsøer og Vandløb,
med (1914) 55525 Indb. ell. 18 pr km2. G.
strækker sig 125 km fra NØ. til SV., dens største
Bredde, omtr. paa Midten, er noget over 50
km. Øen bestaar af siluriske Dannelser (øvre
Silur), nemlig Mergelskifer, Sandsten og
Kalksten. Sandstenen træder kun helt frem til
Overfladen ved Sydspidsen, Hoburg;
Kalkstenen, der indtager største Delen af G., er
dækket med et temmelig tyndt Lag af løse
Jordarter, især kalkholdigt Moræneler, der er
ret frugtbar Agerjord. Dog træder
Klippegrunden mange Steder frem i Dagen, især i Øens
nordlige og sydlige Dele, og er da enten
skovbevokset ell. danner tyndtbevoksede Heder
(»hällmarker«), der kun egner sig til
Faaregræsning. P. Gr. a. Havets Erosion er Kysterne
mange Steder stejle og danner Klinter paa i
Alm. c. 30 m Højde. Særlig udpræget er
Stejlkysten mod V., hvor G. har sin største Højde
(Follingbohøjden, S. f. Visby, 82 m). Herfra sænker
Landet sig med en ret jævn Overflade mod
Ø. og S., men stiger dog atter i Torsburgen nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
