Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goethals, George Washington - Goetik - Goeverneur, Johan Jacob Antonie - Gofer - Gogebic - Gogh, Vincent van - Gog og Magog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Republikken Panama (se i øvrigt
Panama-Kanal).
J. M.-P.
Goetik (gr.), Trolddom og Aandebesværgelse,
især den illegitime, der virker ved onde
Aanders Hjælp. Ordet G. betegnede allerede i
Oldtiden hos Nyplatonikerne alle lavere Former
af Magi, der udøvedes ved andre Midler end de
Renselser og Bodsøvelser, hvorved Teurgerne
mente at kunne hæve sig til at blive lig
Guderne og derved opnaa guddommelig Indsigt og
Magt. Hos de europ. Magere i Middelalderen
bliver G. præciseret som den ved Pagt med og
Bistand af onde Aander udøvede Trolddom i
Modsætning til Gudebetvingelsen, Teurgien.
Alfr. L.
Goeverneur [gu.fər’nø.r], Johan Jacob
Antonie, holl. Forf. (1809—89), har skrevet
en Mængde spredte Digte, Fortællinger for
Ungdommen og for Folket. Hans Hovedværk er vel
»Wijs en dwaas, uit de nalatenschap van wijlen
Jan de Rijmer« (1849), hvis Pseudonym siden
ofte anvendtes om den velkendte Forf. Hans
samlede Digte udkom 1873—74 i Groningen.
A. I.
Gofer, se Gopher.
Gogebic [’goudз,bik?], By i U. S. A., Stat
Michigan, ligger ved Lake G. og Mount G. og
har en af de vigtigste Jerngruber i U. S. A.
H. P. S.
Gogh [gåk?], Vincent van, holl. Maler, f.
30. Marts 1853 i Groot-Zundert, d. 28. Juli 1890
i Auvers sur Oise. Til 1876 var han ansat i
Goupil’ske Kunstforretninger i Haag, London
og Paris, men han væmmedes ved
Købmandsmoralen. Naar han derefter blev Skolelærer i
England og studerede Teologi i Amsterdam, var
det Kræfter henimod en social Apostelgerning,
der drev ham, og han udlagde Guds Ord for
Grubearbejdere. Snart saa han dog i
Malerkunsten sit rette Middel til at bringe andre
Glæde og Trøst, og hans Liv i Kunstens
Tjeneste blev et Martyrium. Han studerede Kunst
under Mauve (fra den holl. Tid bl. a. det
Brueghel’ske »Kartoffelspiserne«), 1885 paa
Kunstakademiet i Antwerpen. 1885 til Beg. af
1888 levede han i Paris (fra denne Tid bl. a.
»14. Juli«), malede meget: Portrætter,
Figurbilleder, Landskaber, Blomster, Nature morte
m. v., solgte intet ell til de usleste Priser, led
ofte Nød. Med feberagtig Iver prøvede han at
tilegne sig de tekn. Hjælpemidler, han selv
savnede; bl. Ældre søgte han særlig Næring i
Delacroix’s, Daumier’s og Millet’s Kunst,
droges mod Japanerne og Impressionisterne, fik
især Impulser fra Pissarro, prøvede Seurat’s
ny-impressionistiske Farveforsøg og kom under
Indflydelse af Gauguin, hvis Kunstsyn baade
tiltrak og frastødte ham (Samlivet med denne
Kunstner senere i Syden bidrog yderligere til
at spalte hans Sind og bringe det ud af
Ligevægt). Med overhedet Hjerne, forpint, opsat
paa at trænge ind i Naturens Farverigdomme,
gøre sig dem underdanig som Nyland for
Kunsten rejste han fra Paris til Provence. I de 3
sidste Leveaar i Syden arbejdede han med
hektisk Energi, malede »med Orkan i Hjertet«
c. 500 Billeder, geniale og sindssyge Ting.
Sydens stærke Sol hensatte ham i Begejstring og
gjorde ham besat, han prøvede at gengive den
direkte paa Lærredet og forbrændte sig. Dog
hernede i Ensomheden fandt han sin personlige
Stil. I Arles malede han i skingrende lyse
Farver: Solsikkebilleder, Landskaber med hidtil
uset Følelse for Terrainet, »Jernbanebroen i
Arles« (1889), det ypperlige Portræt »Den store
Arleserinde« (1889, Saml. Sternheim i München)
med den pragtfulde Farvevirkning,
Selvportrætter o. s. v. Fra Arles kom han til en
Nerveanstalt i St-Rémy — nu hans farvegraa
Periode (Eks. »Le Ravin«, »Fjeldslugten«), og
særlig fra den Tid skriver sig hans Bølgelinier
(Ny-Barok), idet han søger Bevægelsen i
Formen —, herfra til Auvers til Vennen Dr.
Gachet. Her skød han sig. Da Kuglen ikke straks
dræbte, blev han siddende med Vennen Natten
igennem og røg Tobak, ventende Døden, som
han ikke fortrød. Fra hans Ophold i Syden
kan endvidere eksempelvis anføres
»Sindssygeanstaltens Have i Arles« o. a. gribende
Sindssygebilleder, Portr. af Dr. Gachet, Kopier —
i fri Overs. — efter Millet, Delacroix o. a. —
G. fjernede sig efterhaanden fra den
impressionistiske Illusion, søgte et »dynamisk« Spil af
Farveværdier, gav et Flademaleri, hvor Fladen
var opløst i Mængder af smaa energiske
Penselstrøg, og hvor Farvemassen selv kunde virke
som plastisk Ornament (ofte benyttes
Konturlinier). Hans Kunst skalter og valter med
Objektet, ændrer det vilkaarligt, bruger selve
Farvematerien som sjæleligt Udtryksmiddel.
Intuitivt maler han sin egen Sindsbevægelse
ind i Billedet. Efter G.’s Død kom
v.-G.-Kultusen. Især efter at hans Breve, der giver saa
dybt Indblik i hans Stræben og saa godt
kommenterer hans Værker, var blevet kendt i
videre Kredse (fuldstændig fr. Udg. af Brevene
til Bernard udkom først 1911 i Paris, ogsaa
Breve til Broderen [tysk Udg., Berlin 1914];
endvidere »v. G.’s Briefe« [6. Opl., 1915]). Han
blev en af Ledestjernerne for
Ekspressionismen, der ofte tog ham helt og holdent og
efterlignede hans formelle Mangler. Mange af
G.’s Billeder nu i Dordrecht-Mus., et Landskab
i Kunstmus. i
Kbhvn, andre i
da. Privateje
(Tetzen-Lund),
Selvportræt i
Kria Mus.,
Nationalmus. i
Sthlm, Thiel’s
Gal. i Sthlm
etc. (Litt.:
Meier-Graefe, »V. v. G.«
[Münch. 1910];
du Quesne,
»v. G., Persönl.
Erinnerungen« [München 1911]; Th.
Duset, v. G. [Paris 1917]).
A. Hk.
Gog og Magog [go.g,
’ma.go.g], i Joh. Aab. (20, 8)
fjerne Folk fra Jordens
yderste Egne, som siges i
de sidste Tider at skulle
rejse sig for at tilintetgøre
 |
| Fig. 1. Gog (Statue i Guildhall i London). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
