Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Giurgevo - Giusti, Giuseppe - Giustiniani
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rolle i alle russ.-tyrk. Krige;
Fæstningsværkerne sløjfedes 1829.
C. A.
Giusti [’dзusti], Giuseppe, ital. Digter, f.
i Monsummano 13. Maj 1809, d. 31. Marts 1850
i Firenze. Han hørte til en Familie, der var
rig paa gode Hoveder, ædle og frisindede
Personligheder
og dygtige
Embedsmænd;
men efter at G.
havde
gennemgaaet en
temmelig
usystematisk
Undervisning og nu
som Student
skulde til at
dyrke
Jurisprudensen ved
Pisas Univ.,
varede det
noget længe,
inden han viste
Sans for Livets
Alvor og
Pligter. Han var
en hyppigere Gæst i Studenterkafeerne end i
Høresalene, paadrog sig en betydelig Gæld og
holdt ikke sine Løfter til Faderen om endelig
en Gang at ville studere paa Kraft. Men det
æstetiske Driverliv blev dog ingenlunde uden
Frugt for den begyndende unge Digter. Det,
der først gav hans Liv Retning og Hold, var
de nationalliberale Uafhængighedsbestræbelser,
som ingen begavet og varmtfølende Italiener
ved 1830 kunde unddrage sig. 1834 fik G. sin
Eksamen, og om end hans Virksomhed paa et
Advokatkontor just ikke fængslede ham
synderlig, havde han dog nu opnaaet en Stilling
i det borgerlige Samfund, idet han samtidig
under famlende Forsøg og ikke til nogen
videre Glæde for sin Fader søgte at vinde Plads
mellem de toskanske Digtere. Vel havde fl.
ungdommelige Forelskelser aflokket ham smukt
formede og følte Kærlighedsdigte; men sit rette
Felt fandt han i den politiske Satire; enkelte
heldige Tilløb til Mesterskabet i denne er
allerede at notere fra Opholdet i Pisa, men hans
Geni slog ikke rigtig igennem før i det
kostelige lille, alt andet end højtidelige Dies iræ,
som han udsendte, da der var kommet
Efterretning om, at Kejser Frants I af Østerrig var
død. Til denne Art Digtning medbragte G.
et sundt Blik paa Livet, en uforfalsket
Frihedsbegejstring, som ikke gik i Trop med hvem
som helst, et ærligt Had til alt Snobberi og
al Humbug, ogsaa hvor de optraadte under
liberale Former, en aandelig Fornemhed, som
ikke nedlod sig til Personligheder, et rigt
facetteret Lune, en forbavsende behændig, mere
og mere reflekteret Versekunst og en lige saa
forbavsende Evne til at tumle med den
toskanske Dialekts talrige karakteristiske og
fantasifulde Vendinger. Der fulgte nu en Rk.
prægtige, humoristiske Digte med mere ell. mindre
aktuelt Præg, undertiden alvorlige nok i
Tanken, de fremkom i Beg. anonymt og kun i
Afskrifter, men længe varede det ikke, før de
gjorde deres Forf.’s Navn berømt, og han
kunde da efter Ønske leve for Litt. alene. Men
fra 1842 virkede Sygdom, og en Kæde af Uheld
(navnlig, da han en Dag paa Gaden i Firenze
var blevet bidt af en gal Kat) baade sjælelig
og legemlig paa ham, og han var nødt til at
søge aandelig Hvile for en Tid; en Rejse
bragte ham dog nogenlunde til Kræfter igen,
og et Hovedværk, Il Gingillino (Satire over
Bureaukratiet), daterer sig fra denne
Rekonvalescens. Han stod nu ved Siden af Mænd
som Capponi og Niccolini som en af de bedste
Toskanere og er en af dem, hvem det især
skyldes, at Toscana’s Mundart er blevet
Italiens Rigssprog. Foruden Digte udgav han ved
Midten af 1840’erne en i jævn folkelig Tone
skrevet Afhandling om den milanesiske Satiriker
Parini og syslede med en Samling toskanske
Ordsprog; disse Arbejder gjorde deres til, at
han 1848 fik Sæde i Accademia della Crusca.
Under de politiske Omvæltninger fra 1847
undgik G. ikke at komme til at spille en Rolle;
han valgtes ind i den toskanske
Nationalforsamling, og hans Taler der virkede oftere med
Begavelsens og Navnkundighedens Autoritet.
Men det hele tog ham snart en alt for
demagogisk Retning, hvad han ikke var bange for at
udtale frit, og Græmmelsen over de nationale
Ulykker 1849, hvorover han dels søgte at trøste
sig ved Arbejde paa en Dante-Kommentar, dels
ved religiøse Betragtninger (thi han var en
troende Kristen, om end ingen Zelot), bidrog
meget til hans sidste Sygdom og Død, som
indtraf i Vennen Capponi’s Hus. G. betragtes nu
som en af Italiens klassiske Digtere, en af
dem, der bør kendes og hædres af alle, og
som biograferes og fortolkes, — dette sidste
trænger han i høj Grad til, dels for sit Sprog,
dels for sine mange Hentydninger til nu
svundne Forhold. G. udgav selv 1845 en Samling
Versi; en fuldstændig Udg. af hans Digte
udkom i Firenze 1862, og adskillige senere
saadanne har set Lyset baade i Udlandet og i
Italien, bl. a. en Firenze-Udg. med
Kommentar af G. Fioretti og en Milano-Udg. (1892)
med Tillæg af hidtil uudgivne Digte. Paul
Heyse har overs. de fleste, med
beundringsværdig Dygtighed (1875). Proverbi toscani
udgaves af Capponi (1853 og i forøget Skikkelse
1871). G.’s Breve udkom 1859 (2 Bd, ny Udg.
ved Frassi med Levnedsbeskrivelse 1863
og 1885). Hertil slutter sig hans selvbiografiske
Optegnelser: Vita di Gius. G. scritta da lui
medesimo, udg. af Biagi (1886) og Memorie
inedite ved F. Martini (1890). En god Biografi
er den af Carducci foran i hans Udg. af G.’s
Digte (1889).
(E. G.). E. M-r.
 |
| G. Giusti. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
