Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ghika - Ghil, René - Ghilan - Ghilzai - Ghiona - Ghirin - Ghirlandajo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afsatte ham (1856). Han rejste til Paris for at
arbejde for sin nationale Politik, men allerede
det flg. Aar skød han sig p. Gr. a. Angreb
paa hans tidligere Forvaltning. 5) En
Brodersøn af ham er Joan (f. 1817, d. 1897). Han
studerede Matematik i Frankrig og blev senere
Prof. i dette Fag i Jassy. Som Fører for det
antirussiske Parti var han med til at
organisere Revolution 1848, og den provisoriske,
nationale Regering sendte ham som Gesandt til
Konstantinopel. Her kom han, støttet af den
eng. og fr. Gesandt, i saa stor Gunst, at han
1856 blev udnævnt til Guvernør paa Samos,
i hvilken Stilling han gjorde sig fortjent ved at
udrydde Sørøveriet i det ægæiske Hav. Efter
Cuza’s Regeringstiltrædelse vendte han tilbage
til Valakiet og var Ministerpræsident 1866—67
under Fyrst Carl af Hohenzollern. Snart traadte
han imidlertid over i den republikanske
Opposition, der førte til Oprøret Aug. 1870. Senere
sluttede han sig dog atter til Regeringens
Politik, og 1881 udnævntes han til Gesandt i
London. — G.’s Skr af statsøkonomisk og hist.
Indhold er af betydelig Værdi, og 1890 blev
han Præsident for det rum. Akademi i
Bukarest.
Slægten G. har besiddet en højtbegavet
Forfatterinde, Helena G., Datter af Michail G.,
en Broder til Hospodarerne Gregor IV og
Alexander, f. 22. Jan. 1828 i Bukarest, d. 20. Novbr
1888 i Firenze. Som Lærer havde hun en
aandfuld Græker, Pappadopulos, siden levede
hun længe i Dresden, Wien, Venezia og
Berlin. 1849 ægtede hun Russeren Grev Alex.
Kolzow-Massalski, boede længe i Rusland, men
kom 1855 tilbage til Vesteuropa, hvor hun
forblev, kun afbrudt af Rejser paa
Balkan-Halvøen. Hendes Forfatterskab, stadig under
Pseudonymet Dora d’Istria, har som den røde
Traad de enkelte Nationers Kulturværdi og
Sammenstødene mellem de forsk. Kulturer.
Først efter sin Tilbagekomst fra Rusland
udgav hun sin første Bog, La vie monastique
dans l’Église Orientale (1855, 2. Opl. 1859), en
voldsom Fordømmelse af det hele
gr.-orientalske Munkevæsen. Siden fulgte La Suisse
allemande (4 Bd, 1856), en Bog om tysk
Kulturindflydelse, Les femmes en Orient (2 Bd, 1860),
Des femmes par une femme (2 Bd, 2. Opl.
1869), en Sammenstilling af tyske og romanske
Kvinder. Sin varme Interesse for Grækenland
viste hun ved sin Bog: Excursions en Roumélie
et en Morée (2 Bd, 1863); hun udnævntes siden
til Storborgerinde af Grækenland. Af
Kærlighed til sin berømmelige Slægt og dens
albanesiske Udspring kastede G. sig over Studiet af
albansk Poesi, skrev en Studie over
Albanesernes Historie i Rumænien, Gli Albanesi in
Rumenia (1873); Italiens Albanesere viede hende
derfor en Bog: A Dom d’lstria gli Albanesi.
(Litt.: Pommier, Profils contemporains;
La comtesse Dora d’Istria [Bryssel 1863];
Yriarte, Portraits cosmopolites [Paris 1870]).
L. K.
Ghil [gil], René, fr. Digter, f. 1862 i
Tourcoing, slog dels i sin Lyrik, dels i Traité du
verbe til Lyd for en ny Poesi, der uden at
binde sig til faste Strofer og Former
stræber gennem selve Ordklangen —
l’instrumentation verbale — at virke som Musik. For disse
Teorier kæmpede Tidsskr. Les écrits pour l’art
1887—92. Bl. hans Digtsamlinger, hvis Indhold
ofte er filos. og dunkelt, kan anføres: Légendes
d’âmes et de sangs (1885), Le geste ingénu
(1887), Le meilleur devenir (1890), Le vœu de
vivre (1891), Le pas humain (1898) og Le toit
des hommes (1902). Selv opstiller han sit »Værk«
i 3 Grupper: Dire du mieux — Dire des sangs
— Dire de la loi.
S. Ms.
Ghilan [gi-], se Gilan.
Ghilzai [gi-], se Afghanistan, S. 221.
Ghiona [’jåna], Giona (Nkiona),
Grækenlands højeste Bjerg, i de ætoliske
Kalkbjerge, S. f. Öta, paa Grænsen mellem Lokris
og Doris, 2512 m højt.
C. A.
Ghirin, se Kirin.
Ghirlandajo [gir-], egl. Domenico di
Tommaso Bigordi, kaldet G.
(Grillandaio), ital. Maler, f. 1449 i Firenze, d. smst.
1494. Efter at have dyrket Guldsmedekunsten
under sin
Fader Tomm.
Bigordi kom han
i Lære hos
Alesso
Baldovinetti og lærte
her ikke alene
Malen og
Tegnen, men
ogsaa
Mosaikkunst. Han
udviklede sig
videre under
Indflydelse af
A. del
Castagno og
Verrocchio, virkede
en Tid i S.
Gimignano,
gentagne Gange i
Rom, men især
i Firenze, hvor han døde af Pest (begravet i
S. Maria Novella). Trods kort Levetid fik han
udført beundringsværdig mange og store
Freskoværker. Til Fina-Kapellet i S. Gimignanos
Kollegiatkirke udførte han c. 1474 en
Freskecyklus over Helgeninden Fina’s Liv; allerede
her er han med Grupper, der flankerer
Handlingen (Fina’s Begravelse), inde paa den
portrætmæssige Fremstilling af Samtiden, der
udgør et saa betegnende Træk i hans Kunst; den
rige arkitektoniske Baggrund med Udblik til et
Datidens Byprospekt er en anden karakteristisk
Egenskab for G.’s Kunst. 1480 malede han bl. a.
»Hieronymus« i Ognissanti-Kirken i Firenze og
derefter i Refektoriet det storladne »Nadver«,
det betydeligste Nadverbillede før Lionardo’s
(et andet, mindre værdifuldt i S. Marco). For
det sixtinske Kapel i Vatikanet malede han bl.
a. (delvis ødelagt) »Peters Kaldelse« i skøn og
storliniet Komposition; i den kraftige
Kristus-Skikkelse mærkes Paavirkning fra Masaccio;
Tilskuerne danner en pragtfuld Portrætgruppe
af den florentinske Koloni i Rom (Tornabuoni
etc.). Hjemme i sin Fødeby igen c. 1482—83
tog han fat paa en Rk. store Freskoarbejder:
Udsmykningen af Sala dell’ orologio i Pal.
 |
| Ghirlandajo. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
