Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Getz, Bernhard - Geulincx, Arnould
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uagtet G. lejlighedsvis udtalte vægtige Ord
ogsaa i politiske Spørgsmaal (saaledes navnlig om
»Sammensat Statsraad«, Særtryk efter
»Morgenbladet« 1892, og »Die schwedisch-norwegische
Union«, i »Zukunft« 1894), undgik han længe at
blive anvendt i den egl Partiorganisation. Netop
denne Omstændighed gjorde ham imidlertid fra
alle Sider saa meget mere foretrukken, da det
1895 gjaldt at overdrage en Mand af Autoritet
det ansvarsfulde Hverv som norsk Formand i
den nydannede 3. Unionskomité. Denne afgav
under 29. Jan. 1898 sin Indstilling, hvoraf
fremgik, at det ikke var lykkedes den at komme til
Enighed om Fremlæggelse af noget Forslag til
ny Foreningsbestemmelser, idet saavel den
norske som den svenske Afdeling af Komiteen faldt
fra hinanden i et Flertal og et Mindretal. Den
af 4 Medlemmer bestaaende norske Majoritet
leverede en væsentlig af G. forfattet særskilt
Betænkning, som foruden i Indstillingen er
særskilt udgivet (1898) af de konservative
Foreningers Centralstyre. Desuden har G., der var
gaaet til sit Hverv med stor Interesse for
Opgavens Løsning, i fl. Afhandlinger, optagne i
hans af Hagerup udgivne »Juridiske
Afhandlinger«, med fængslende Skarpsind udviklet sine
Opfattelser af de vigtigste, under Drøftelsen
hørende statsretslige Spørgsmaal. I samme
Tidsrum falder tillige hans Bemærkninger om
»det statsretslige Forhold mellem Finland og
Rusland« (»Tidsskr. f. Retsvidenskab«, 14. Bd,
1901). — Først efter Tilendebringelsen af
Unionskomiteens Forhandlinger kunde den store,
under 3. Jan. 1891 nedsatte
Civilproceslovkommission endelig, Høsten 1898, begynde sin
Virksomhed. I Egenskab af dens Formand
fremlagde G. straks en af ham forfattet foreløbig
Udredning af Reformens alm. Principper og lod
derpaa til Omdeling bl. Medlemmerne i Vaaren
1899 trykke 2 Lovudkast ang. herh.
Domstolsordningen og Rettergangen. En revideret
Udgave af disse Udkast tryktes i Sommeren 1900
og dannede Grundlaget for Kommissionens
Drøftelser under dens Sammentræde
August—September 1901. Udkastene var ikke forsynede
med Motiver, undtagen for saa vidt G. 1901
lod trykke en Del Bemærkninger om
Lagmandsretternes Organisation. Dog havde han i
Manuskript udarbejdet spec. Motiver til de fleste
Bestemmelser i Udkastet til Rettergangslov. Efter
G.’s Død blev den ovenn. foreløbige Udredning,
Lovudkastene og de forefundne Motiver 1902
udgivne af Fr. Hagerup under Titelen
»Udredninger og Udkast til Civilprocesreformen af
Bernhard G.«. Norges ny Rettergangslove udkom
13. August 1915, og de vil træde i Kraft 1.
Januar 1923 (L. 14. August 1918). — G. er ved
19. Aarh.’s Slutning, hvad A. M. Schweigaard
var ved dets Midte, den centrale Kraft i Norges
Lovgivningsarbejde. G.’s Lovarbejder og Kritik
af de hidtil ude og hjemme fulgte legislative
Synsmaader stiller ham i første Rk. bl. de
Samtidens Retslærde, der har viet sig til
komparative og reformatoriske Lovstudier. (Litt.:
Fr. Hagerup’s Mindetale i »Tidsskr. f.
Retsvid.«, 14. Bd [1901]. En fuldstændig Fortegnelse
over G.’s Arbejder i Forordene til Hagerup’s Udg.
af hans »Jur. Afh.« [Kria 1903]).
(E. H.). Abs. T.
Geulincx [’gö.£eŋks] (ell. Geulinx,
Geulines, Geulings, Geulinck), Arnould
(ell. Arnold), Filosof, f. 1625 i Antwerpen, d. i
Leyden 1669. G. studerede i Louvain og blev
Professor her, men fortrængtes 1558, bl. a. fordi
han var Tilhænger af Descartes; drog til
Leyden, skiftede Trosbekendelse (fra katolsk til
calvinistisk), men ogsaa her mødte han
Modstand p. Gr. a. sin filosofiske Stilling; kort før
Pesten bortrev ham, opnaaede han et
ekstraordinært Professorat.
Visse Sansekvaliteter, Farve, Smag, Lugt etc.
hører i Dagliglivets og det
aristotelesk-skolastiske Verdensbillede Tingene til, men spiller
ingen Rolle i Naturvidenskabernes Verdensbillede.
Dette Sagforhold kan tage sig ud, som om det
var en Følge af en Kritik, der viser, at disse
Kvaliteter hører Subjektet til, fordi de
fremkommer ved vore Sansers Virksomhed. G.
udformede en tilsvarende Kritik af vor Forstand,
der førte til Forkastelse af alle den
aristoteleske og middelalderlige Tænknings Begreber
som væsentlig værende Udtryk for vor
sammenfattende Virken. Konsekvent burde
Tankegangen have ramt ethvert Forsøg paa
Naturvidenskab samt saavel Descartes’ Verdensopfattelse
som ethvert Forsøg paa Erkendelse af Tingene
i sig selv. Men G.’s Tænkning bevægede sig
inden for Descartes’ Verdensbillede, og her traf
han paa en Vanskelighed, som han forsøgte løst
paa en Maade, der præger hans Filosofi.
Descartes’ skarpe Adskillelse mellem Sjæl og
Legeme gjorde formentlig en Aarsagsforbindelse
mellem disse to Omraader uforstaaelig og derfor
uantagelig. G. tænkte sig nu, at den
tilsyneladende Forbindelse mellem det, der sker i
Legemernes Verden og i Bevidsthedens Verden,
fremkom ved, at Gud paa Foranledning af det,
der sker i den ene Verden, lader noget
tilsvarende ske i den anden Verden. Gud, men ikke
min Viljesbeslutning, er Aarsagen til, at min
Arm bevæger sig. Viljesbeslutningen er kun
Lejlighedsaarsag (causa occasionales), ikke
bevirkende Aarsag (causa efficiens), derfor
benævnes Opfattelsen Occasionalisme. G.
har saavel tænkt sig, at Gud i hvert enkelt
Tilfælde greb ind, som at de to Verdener paa
Forhaand var indrettede saaledes, at
Begivenhederne inden for hver af dem forløb saaledes,
at den tilsyneladende Forbindelse fremkom.
Her benyttede han et Billede med to Ure, der
uden at være indbyrdes forbundne paa
Forhaand var saaledes indrettede, at de gik ens.
Dette Billede, der er blevet berømt, findes
allerede hos Cordemoy (1620—84), der som
Clauberg (1622—65) og Louis de la Forge havde
været inde paa en occasionalistisk Tankegang, der
ogsaa findes hos Malebranche (1638—1715).
Denne Tankegang, der ikke har videnskabelig
Værdi, har været vigtig som Forberedelse til
en alm. Drøftelse af Aarsagsforholdet; bag
Tankegangen ligger en Trang til mystisk at
at finde Hvile i Forestillingen om den absolutte
Guddom, hos hvem al Aktivitet koncentreres.
G.’s Etik, som man har betegnet som den
gennemførte Resignations Etik, fremviser stoisk
Indflydelse, men sit Særpræg faar den ved den
occasionalistiske Hovedtanke. Den højeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
