Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Germanist - Germanium - Germanos - German rule - German silver - germanske Sprog - germansk Filologi eller Germanistik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enkelte af dens Stammer ell. Grene til sit
Fagstudium.
Germanium, Ge = 72,5, er et Grundstof, der
blev opdaget 1886 af Cl. Winkler i
Freiberg, men hvis Eksistens var forudsagt af
Mendelejeff 1871 (M.’s Ekasilicium). Winkler
opdagede det i et meget sjældent Mineral,
Argyrodit, GeS2,4Ag2S, men det findes ogsaa i
meget ringe Mængde i enkelte andre Mineraler,
f. Eks. i Euxenit sammen med Titan og Zirkon
og i Samarskit. — Det metalliske G. faas ved
Reduktion af Germaniumoxyd med Brint ell.
Kul som et mørkegraat Pulver, der smelter
ved henimod 900° og derefter ved Afkøling
danner smukke, metalglinsende Oktaedre; dets
Vægtfylde er 5,469; ved alm. Temp. hclder det
sig godt i Luften, men ved Glødning
forbrænder det under Dannelse af
Germaniumtveilte (Germaniumdioxyd) GeO2. G. er
uopløseligt i Saltsyre; af Salpetersyre iltes det
ligesom Tin, idet der dannes
Germaniumsyre. I det kem. System hører G. til
Siliciumgruppen og har sin Plads mellem Silicium og
Tin. Overensstemmende hermed danner det 2
Ilter (Oxyder), GeO og GeO2, samt 2 Sulfider,
GeS og GeS2, af hvilke det sidstnævnte kan
opløses i Svovlalkalier under Dannelse af
Sulfosalte. Ligeledes danner det to Klorider, GeCl2
og GeCl4; det sidstnævnte er ligesom Tinklorid,
SnCl4, en farveløs Vædske, der ryger stærkt
i fugtig Luft, og som af Vand sønderdeles i
Germaniumsyre, Ge(OH)4, og Saltsyre.
(O. C.). R. K.
Germanos, gr. Biskop og Fædrelandsven, f.
omtr. 1750 i Arkadien, d. Juni 1826 i Nauplia,
blev 1806 Ærkebiskop i Patras og var siden
1818 et vigtigt Medlem af den gr. Hetæri. Han
forstod snildt at unddrage sig den tyrk.
Statholders Plan at tage ham til Gidsel Febr 1821
og kaldte 4. Apr. s. A. selv Folket i Patras til
Vaaben, idet han rejste Korsfanen (som endnu
gemmes i Sta. Laura’s Kloster) og gav
Frihedskæmperne Absolution og Frihed for Faste.
Jan. 1822 var han Medlem af
Nationalforsamlingens Forfatningsudvalg og drog Aug. til Rom
for at tilbyde Paven en Forening af den gr.-
og den rom.-kat. Kirke. Apr. 1826 stod han i
Spidsen for det staaende Udvalg, der var sat
ved Siden af Regeringen. Et Mindesmærke
rejstes for ham i Patras 1885.
E. E.
German rule [’dзə.mən-’ru.£] (tyske Regel),
en Maaleregel, der i visse Tilfælde benyttes til
Bestemmelse af det afgiftspligtige Ladningsrum,
Netto-Registertonnagen for Handelsskibe (se
Skibsmaaling). Den adskiller sig fra
andre lgn. Maaleregler ved de Regler, efter hvilke
man beregner Fradragene, der gøres i
Brutto-Registertonnagen for at bestemme
Netto-Registertonnagen. Efter G. er det tilladt at gøre
Fradrag for Rumindholdet af Kedel- og
Maskinrum, Rum til Skibets Navigering og Rum
til Besætningens Beboelse m. m.; dog er der
sat bestemte Begrænsninger for Størrelsen af
disse Fradrag.
H. P. C.
German silver [’dзə.mən-’si£və], se Nysølv.
germanske Sprog, se Gotogermaner.
germansk Filologi eller Germanistik
er det videnskabelige Studium af de
gotogermanske Sprog og Kulturer. Navnet bruges
særlig i Tyskland og om den dér blomstrende Gren
af Faget og bliver undertiden modsat eng. og
nordisk Filologi, jfr den amer. Journal of
English and Germanic Philology. Det danske Univ.’s
Prof. i g. F. har til Hverv at læse over
Gotisk og Tysk, d. v. s. Sprogene i det geogr.
Germanien, og han sideordnes med Prof. i Engelsk
og Nordisk. Hollænderen Junius i 16. Aarh. var
med sine Studier over Gotisk en af de første
Forløbere for den eksakte g. F. Tacitus’
Germania, der sædvanlig mentes kun at vedrøre
Tyskland, frugtbargjordes af Islænderen
Arngrimur Jónsson for Studiet af nordiske
Forhold. Englænderen G. Hickes udgav 1689
Institutiones Grammaticæ Anglo-Saxonicæ et
Moeso-Gothicæ og 1703—05 Linguarum veterum
Septentrionalium Thesaurus, de første store
grammatisk-leksikalske Materialsamlinger til
Studiet af de gotogermanske Sprog, for sin Tid
epokegørende. Hollænderen ten Kate og
Svenskeren Ihre i 18. Aarh. bragte Studiet af
Gotisk stærkt fremad. Nordmanden Gerhard
Schiøning samlede de klassiske Geografers
Efterretninger om Nordeuropa. Endelig indledede
Danskeren Rasmus Rask ved sit Prisskrift om
Oldnordisk 1818 et metodisk
sprogsammenlignende Studium med europ. Sigte, hvorved han
bl. a. i Hovedsagen paaviste den gotogermanske
Lydforskydning; han skrev ogsaa Grammatikker
over Angelsachsisk og Frisisk. Endnu kan
nævnes den af Rask’s Elev N. M. Petersen
udgivne »Haandbog i den gammelnordiske
Geographi«, I (1837) samt Werlauff’s »Ravhandelens
Historie« (1836); begge Skr har videre Sigte,
end Titlen lader ane. — Nordmanden P. A.
Munch’s Studier over den ældste Runeskrift og
Bosættelseshistorie var ogsaa for sin Tid meget
indsigtsfulde. — Men siden 1819 gaar i øvrigt
Studiets Ledelse over til Tyskerne, hvad der
ogsaa røber sig i det nu opkommende Navn
»g. F.« alias »deutsche Philologie«. Hidtidige
Arbejder af A. W. Schlegel; Benecke,
Lachmann, Stalder, Schmeller, havde nærmest holdt
sig inden for Fællestysk ell. Bygdemaalene. Men
ved Bopp’s epokegørende Sammenligning af
indoeurop. Sprog 1816 droges Tyskernes Syn
udad, og 1819 fremkom Bd I af J. Grimm’s paa
sit Felt lige saa grundlæggende »Deutsche
Grammatik«; »tysk« vil her, ligesom i de
nedennævnte Skr, sige »gotogermansk«. Af Grimm
gennemførtes den hist. sammenlignende
Undersøgelse i hele Fleksionen. Bd I udkom
omarbejdet 1822, II 1826, III 1831, IV 1837.
Værket blev banebrydende langt ud over g. F.,
paavirkede saaledes Diez’ romanske og
Miklosich’s slaviske Grammatik samt Bopp’s
»Vergleichende Grammatik«. Samtidig fortsatte
Lachmann sine sproglige og metriske
Undersøgelser over den middelhøjtyske Digtnings
Hovedværker jævnsides med kritiske Tekstudg.
Særlig vigtig var hans »Kritik der Sage von
den Niebelungen« (1829), hvori han søger at
sondre Sagnets mytiske og hist. Grunddele.
Det tredie store Hovedværk var G. Zeuss’ »Die
Deutschen« (1837), en systematisk
gotogermansk Etnologi. Hermed var den hidtidige
halvdilettantiske Famlen afløst af metodisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
