Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geoffroy,Stephan Franz og Claude Joseph - Geoffroyabark - Geoffroy Saint-Hilaire, Étienne og Isidore - Geofiler - Geofysik ell. Jordfysik - Geofytter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
besøgte han Holland og kom 1700 tilbage til
Paris, hvorfra han ledsagede Louvois som
Livlæge til Italien; efter sin Tilbagekomst til Paris
fik han 1704 den med. Doktorgrad, blev
derefter 1707 Prof. i Kemi ved Jardin des plantes
og 1709 Prof. ved Collège royal. Allerede 1699
blev han valgt til Medlem af Akademiet. — G.
er særlig bekendt ved sine Undersøgelser over
den kem. Affinitet; hans Tables des rapports
(Affinitetstavler), i hvilke Resultaterne af hans
vigtigste Iagttagelser er sammenstillede, har
øvet en langvarig Indflydelse paa
Affinitetslæren. G.’s Anskuelser om Forbrændingen og
Forkalkningen nærmede sig til Stahl’s; han
betragtede Svovl som sammensat af Syre og
brændbart Stof og stræbte at vise dette ved
Forsøg; i Metallerne antog han en jordagtig
Bestanddel blandet med den Substans, som
Homberg betegnede som Svovl, og som
aabenbart er Stahl’s Flogiston; han paaviste, at de
forsk. Metallers jordagtige Bestanddele viser
ejendommelige Forskelligheder. I øvrigt antog
han, at Metallerne ogsaa indeholdt en Syre. G.
var en ivrig Modstander af Alkemien og bidrog
ved en Afh. om Alkemisternes alm.
Bedragerier væsentlig til at rokke ved Tilliden til denne
Kunst. G. har offentliggjort sine Arbejder i en
Række Afh. i Philosophical Transactions for
1699—1709 og i Paris-Akademiets Memoirer for
1700—27. Desuden skal nævnes hans Tractatus
de materia medica (1741, ny Udg. 1770).
2) Claude Joseph, fr. Kemiker
(1686—1752), ovenn.’s Broder, har offentliggjort
Arbejder over Olierne, over fl. Saltes kvalitative
Sammensætning, Boraks m. m. G. var særlig
virksom for Farmacien.
(O. C.). R. K.
Geoffroyabark [зåfro’aja-] (Cortex
Geoffroyæ), Ormebark, er Bark af Geoffroya
(Geoffræa) Jamaicensis (Andira inermis) og G.
Surinamensis (A. retusa). Barken, som kun er lidet
kendt, har fundet ringe Anvendelse som Middel
mod Orm. G. indeholder Alkaloidet Geoffroyin
(Andirin, Surinamin).
B. G.
Geoffroy Saint-Hilaire [зå’frwa-sæt-i’læ.r],
1) Étienne, fr. Naturforsker, f. 15. Apr. 1772
i Étampes (Dept Seine-et-Oise), d. 19. Juni 1844.
Kun 21 Aar gl blev han Prof. i Zoologi ved
Jardin des plantes i Paris. 1798 deltog han i
Ekspeditionen til Ægypten, hvor han gav
Stødet til Oprettelsen af Instituttet i Kairo og
foretog betydelige Undersøgelser og Indsamlinger.
1807 blev han Medlem af det fr. Institut og
1809 Prof. i Zoologi ved det med. Fakultet. Det
flg. Aar blev han sendt til Portugal, fra hvis
Mus. han hjembragte rige Samlinger, hvilket
gav Anledning til Stridigheder mellem den fr.
og portug. Regering. Af Zoologien og den
komparative Anatomi indlagde han sig stor
Fortjeneste, idet han, ligesom Lamarck, bestemt
hævdede Enheden i den dyriske
Organisationsplan og derved, sammen med denne, blev en
af Banebryderne for Descendenslæren. Ved
denne Anskuelse traadte han imidlertid i
bestemt Modsætning til G. Cuvier, med hvem han
1830 i Akademiet desangaaende førte en
Diskussion, der vakte megen Opsigt. Hans
vigtigste Arbejder er: Philosophie anatomique, med
Atlas (1820), Histoire naturelle des mammifères,
udg. i Forening med Fr. Cuvier (7 Bd,
1820—42), Sur le principe de l’unité de Composition
organique (1828), Des monstruosités humaines
(1822—34), Philosophie zoologique (1830) og
Études progressives d’un naturaliste (1835).
2) Isidore, fr. Naturforsker, ovenn.’s Søn,
f. 16. Decbr 1805 i Paris, d. 10. Novbr 1861.
Han studerede Medicin og Zoologi, til Dels
under sin Faders Vejledning, og blev Prof. i
Zoologi, først i Bordeaux, senere (1841) ved
Musée d’histoire naturelle i Paris og 1850 ved
Videnskabernes Fakultet smst. Ligesom sin
Fader interesserede han sig meget for
Misfostrene og har, gennem sit paa dette Omraade
grundlæggende Arbejde, Histoire des anomalies
de l’organisation chez l’homme et les animaux
(3 Bd, 1831—37), givet vigtige Bidrag til en
fornuftig Opfattelse af disse tilsyneladende ofte
saa forvirrede Dannelser. Desuden har han f.
Eks. skrevet Études zoologiques (1832—36), Sur
l’hermaphroditisme (1833), Notions synthétiques
et de physiologie naturelle (1838), Essais de
zoologie générale (1840), Histoire naturelle des
insectes et des mollusques (2 Bd, 1841) og
Histoire naturelle générale des règnes organiques.
Efter sin Faders Optegnelser udgav han nogle
Dele af det store Værk Déscription de l’Égypte.
Fremdeles besørgede han en Udg. af Buffon’s
Værker og skrev 1847 en udførlig Fremstilling
af sin berømte Faders Liv og videnskabelige
Arbejde. Endelig bør erindres, at han med stor
Ihærdighed virkede for Indførelsen af
fremmede, nyttige Dyr til Frankrig;
Akklimatisationsselskabet i Paris grundlagdes saaledes
paa hans Initiativ, ligesom han, til Sagens
Fremme, udgav Domestication et naturalisation
des animaux utiles (1854).
(J. C.). R. H. S.
Geofiler (bot.) betegner (efter Areschoug)
saadanne Planter, som er urteagtige og
anlægger deres ny Skud under Jordens Overflade;
deres senere fremspirende Lysskud maa da
gennembryde et mere ell. mindre mægtigt
Jordlag for at naa op til Lyset og Luften; de fleste
fleraarige Urter er geofile; hos nogle er de
frembrydende Skud allerede fuldt færdige, før
de naar op over Jorden, f. Eks. Vintergæk og
Skovanemone, hos andre derimod ikke, f. Eks.
Lungeurt, blaa Anemone, Asparges,
Skovmærke. Hos mange G. arbejder Jordstænglerne,
Løgene og Knoldene sig efterhaanden dybere ned
i Jorden, indtil de, ved en Slags Selvregulering
og ofte aabenbart ved Impulser fra
Lysskuddene naar den Dybde, der mest tiltaler dem;
meget ofte er det visse, bestemte Rødder, som
ved aktiv Forkortning haler Skuddene ned i
Mulden.
V. A. P.
Geofysik ell. Jordfysik, den Del af den
fys. Jordbeskrivelse, der beskæftiger sig med
de fys. Kræfter, der har bidraget til Jordens
Skikkelse, Opretholdelse og Omdannelse,
danner et Mellemled mellem Geografi og Geologi.
Grundlæggeren er W. Hopkins 1853, den
vigtigste Lærebog er Günther, »Handbuch
der Geophysik« (1 Bd, Stuttgart 1897).
C. A.
Geofytter (bot.) (gr.) betegner (efter
Raunkiær) de egl. Jord- (d. v. s. Underjords-)
Planter; de er en Afdeling af den Livsform,
som Raunkiær har kaldt Kryptofytter. Typen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
