Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gellert, Christian Fürchtegott - Gelli, Giovanni Battista - Gellig, J. - Gellius, Aulus - Gellivare - Gelma - Gelmetti, Luigi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bd), da Frederik II gæstede Leipzig 1760 og
lod ham kalde til sig. Kongen udtalte sin
Tilfredshed med den Prøve, han fik paa G.’s
Fabler, og kaldte ham »den fornuftigste blandt
alle tyske lærde Mænd«. G. afslog at blive
ordinær Prof., da tiltagende Sygdom havde
svækket hans Arbejdskraft. Han udgav
yderligere »Lehrgedichte und Erzählungen« (1754),
»Geistliche Oden und Lieder« (1757) og
»Sammlung vermischter Schriften« (1757). Hans
Roman, »Das Leben der schwedischen Gräfin von
G***« (1746) er en uheldig Efterligning af
Richardson’s sentimentale Romaner.
Da Døden afsluttede hans med Taalmodighed
baarne Lidelser, som de Baderejser, hans
Velyndere bekostede, ikke havde kunnet lindre, var
alle enige i deres Bedømmelse af hans
retsindige og elskværdige Personlighed. Hans Fabler
og Fortællinger, der er blevne oversatte paa
næsten alle Kultursprog, har bevaret hans
Navn ved deres Evne til komisk Karakteristik i
af hans Samtids Borgere og deres Liv. Svagere
er hans Lystspil, og de »Moralische
Vorlesungen«, som blev udgivne efter hans Død
(Leipzig 1770), har, som prægede af Tidens
Sødlighed, mindre Interesse end »Briefe« (3 Bd
1774), som har deres varige historiske Værd.
G.’s »Sämtliche Werke« udkom i 10 Bd
(Leipzig 1787). (Litt.: »G.’s Leben« af Cramer
[1774] og af Döring [1833]; F. Naumann,
»Gellertbuch« [Dresden 1865]).
C. B.-s.
Gelli (’dзæl.i], Giovanni Battista, ital.
Forfatter (1498—1563), var Søn af en florentinsk
Haandværker og drev selv sin Faders
Haandværk; men om han var Skrædder ell. Skomager,
Kasketmager ell. Strømpefabrikant, derom
varierer Beretningerne. Imidlertid vandt han et
saadant Navn ved sin ualmindelige filosofiske
og digteriske Begavelse, at han omgikkes med
Firenze’s ypperste Skønaander, blev Formand
i Accademia fiorentina og fik af Storhertug
Cosimo I overdraget det Hverv at holde
Forelæsninger over Dante’s Divina Commedia. G. har
skrevet to Lystspil, af hvilket det ene, La
Sporta, hvortil Motivet er hentet fra Plautus’
Aulularia, er meget heldigt; men rigtignok
beskyldte man ham for at have udgivet et
efterladt ufuldendt Stykke af Macchiavelli, der var
kommet i hans Besiddelse, for sit eget Værk.
Sin største Bet. har G. ved sine vittige og
satiriske, populærfilosofiske Skrifter i Dialogform,
affattede i et udmærket Sprog, saaledes I
Capricci del Bottaio (1546 og siden ofte) og La
Circe (1549 og flere Gange senere). G.’s samlede
Værker er udgivne i Milano 1804—07 (5 Bd) og
Firenze 1855. Scritti scelti con introduzione e
note ved A. Ugolini, Milano 1906.
(E. G.). E. M-r.
Gellig, J., se Gillig.
Gellius, Aulus, romersk Litterat, f. c. 130
e. Kr., studerede med Iver Retorik og Filosofi
og opholdt sig senere til videre Uddannelse
nogen Tid i Athen; ellers vides intet om hans Liv.
Hans eneste efterladte Værk, Noctium
Atticarum libri XX (20 Bøger attiske Nætter), er en
broget Samling af Uddrag af G.’s omfangsrige
Lekture; Hovedbestanddelen er grammatiske og
antikvariske Detailspørgsmaal. G. er ikke
nogen betydelig Forfatter: han har ingen
selvstændig Dom, men er hengiven til kritikløs
Beundring, og hans naive Vigtighed og
Pedanteri gør ham ofte rent ud komisk. Hans Stil er
affekteret gammeldags, i Fronto’s Manér (se
Fronto). Men han er virkelig belæst og i
det hele samvittighedsfuld i Gengivelsen af,
hvad han har læst; og dette i Forbindelse med
hans Interesse for gamle og ellers tabte
Forfattere gør hans Værk til en uskatterlig
Fundgrube for Efterretninger om ældre romersk
Sprog og Sæder; mange af de morsomste og
paalideligste Træk til at karakterisere det ægte
romerske Væsen er alene overleverede hos
ham, tilmed ofte i den opr. Kildes uforvanskede
Form. Værket er fuldstændig bevaret paa 8.
Bog nær. Kritisk Udgave ved M. Hertz (2 Bd,
Berlin 1883—85); ved Hosius (Leipzig 1903).
Tysk Oversættelse af F. Weiss (2 Bd, Leipzig
1875—76). (Litt.: M. Hertz, »Renaissance u.
Rokoko in d. röm. Litteratur« [Berlin 1865]).
A. B. D.
Gellivare [jæli’va.rə], Malmbjerg, ligger 7 km
N. f. Gellivare Kirkeby i G. Sogn (16943 km2
med [1918] 18433 Indb.), Lule Lapmark,
Norrbottens Len, Sverige. Malmbjergets Banegaard
ligger 419 m. o. H., og Bjergets højeste Top
617 m o. H. Det bestaar hovedsagelig af
Gnejs, men gennemstryges af 4 vældige Lejer
af Jernmalm (Magnetjern og Hæmatit). Malmen
er meget jernholdig (61—69 %); største Delen
af den indeholder c. 1 % Fosfor. Malmlejerne
strækker sig over et Areal paa i alt 240000 m2.
Brydningen begyndte ved Midten af 18. Aarh.,
men tog først Fart i Slutn. af 19. Aarh., efter
Anlægget af Jernbanen Luleå—Gellivare (aabnet
1887). 1903 overgik G. til Trafikaktiebolaget
Grängesberg-Oxelösund. Største Delen af den
fosforrige Malm udføres til Tyskland, medens
den fosforrene Malm hovedsagelig udføres til
England.
G. Ht.
Gelma, Guelma, By i det østlige Algier,
Dept Constantine, ligger tæt ved h. Br. af
Seyhouse og har (1911) c. 9000 Indb. Omegnen er
frugtbar og vel vandet samt er rig paa
brugbare Mineraler (Antimon, Jern, Kviksølv,
Marmor). G. er Romernes Calama, det puniske
Malaca, hvoraf dog kun faa Rester er tilbage,
deriblandt et velvedligeholdt Teater.
C. A.
Gelmetti [dзel’met.i], Luigi, ital.
Sprogmand, f. 8. Maj 1829 i Dolce ved Verona, d.
1899. Han fik sin Uddannelse ved Seminariet
ved Verona og ordineredes som Præst trods
sine liberale Anskuelser. Men 1859, da
Lombardiet var kommet under Viktor Emanuel’s
Herredømme, begav han sig derhen og fik 1866
Ansættelse ved Undervisningsvæsenet; mest har
han virket som Prof. i ital. Litteratur ved den
tekniske Skole Paolo Frisi i Milano. I sine Skr
er G. livlig og fremsætter ofte gode
Bemærkninger, men hans Tone er stærkt polemisk; han
er en Modstander af den toskanske Dialekts
Ophøjelse til Rigssprog, den som Manzoni
forsvarede i sine senere Aar. Just om dette
Spørgsmaal drejer største Delen af hans Bøger sig,
af hvilke her kan nævnes: Roma e l’avvenire
della lingua italiana (1864, et Tillæg udkom
1867), La quistione della lingua italiana dopo
la relazione di Alessandro Manzoni (1868),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
