Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Garborg, Arne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Uddannelse Omgangsskolelærer, kom 17 Aar
gammel paa Seminarium og blev derefter
Folkeskolelærer i Risör, hvor han 1871 begyndte
at udgive »Lærerstandens Avis«. Kort efter
forled han Skolen, udgav Bladet først i
Stavanger, senere i Tvedestrand, men rejste 1873
til Kria for at tage Studentereksamen. Allerede
s. A. udgav han en kritisk Studie over Ibsen’s
»Kejser og Galilæer««, elegant skrevet ud fra
en temmelig doktrinær akademisk Tankegang.
Efter at have slidt ondt i 2 Aar fik G.
Artium med Udmærkelse og blev ansat som litterær
Medarbejder i »Aftenbladet«, hvor han bl. a. i
skarpt formede Artikler forsvarede
Universitetets afvisende Holdning over for Georg Brandes,
hvis radikale Anskuelse G. fordømte med
overmoden Ungdommelighed. Han stiftede Bladet
»Fedraheimen«, som udkom paa Landsmaal, i
Beg. i national og kristelig Aand. Men de
Anskuelser, G. selv først havde bekæmpet, fik,
efterhaanden som han blev en moden Mand,
Magt over hans modtagelige Sind, og i
Fortællingen »Ein Fritenkjar«, som først blev trykt
anonymt i »Fedraheimen« (1878), gav han
Udtryk for sin Begejstring for den irreligiøse
Radikalisme og skildrede de alvorlige indre og
ydre Kampe, som en ung Fritænker maa
gennemgaa. Nogle Aar senere vidnede hans vittige,
respektløse og muntre Polemik i »Nyt
Tidsskrift« mod de moderne Teologer Heuch og
Petersen om, at G. havde fundet Ro og
Sikkerhed i sine ny radikale Anskuelser. 1877 havde
G. allerede udg. Skr. »Den nynorske Sprog- og
Nationalitetsbevægelse«, hans første
fremragende Indlæg i Striden for den norske Maalsag,
som G. hele sit Liv igennem har forsvaret med
glødende Tro paa Sagens dybe nationale og
kulturelle Bet. I Løbet af 1880’erne sluttede G.
sig nøje til det norske Venstre som politisk
Skribent. 1883 blev han udnævnt til Statsrevisor.
G. var da fratraadt Redaktionen af
»Fedraheimen«, og han udgav nu sit første betydelige
Digterværk, den fremragende Roman
»Bondestudentar«, som stadig maa regnes for G.’s
bedste Bog. G. skildrer her en Bondegut, som fra
fattige og religiøst formørkede hjemlige
Forhold slider sig frem til at blive Student og
Præst, og G. viser med digterisk Kraft og
Intensitet, hvordan de ny og ganske uvante
Kulturforhold, som Gutten tvinges til at indforlive
sig i, gør ham rodløs og udhuler hans
Karakter. I endnu højere Grad end ved sit
interessante Idéindhold har Bogen Værdi gennem
Skildringen af Barndomslivet paa Landet og
Guttens glædeløse Slid i Byen, og først og
fremmest ved den indtrængende psykologiske
Forstaaelse af Guttens Kamp og indre Nederlag,
trods den ydre Sejr, som han vinder ved at
optages i de fremmede Kredse, han har
arbejdet for at naa. Under nogle Aars Ophold i
Tyskland og Frankrig, særlig Paris, udgav G.
(1885) »Forteljingar og Sogur«, hvor særlig den
muntre og respektløse Fortælling »Ungdom«
gjorde Lykke ved sin frisindede Protest mod
Bjørnson’s strenge Moralforkyndelse. Efter at
være kommet hjem til Norge udgav G. sin
Kristiania-Roman »Mannfolk«, som med sine krasse
Skildringer forfægtede samme Anskuelser om
kønslig Frihed som Hans Jæger, Christian
Krohg og deres Meningsfæller i
»Bohêmebevægelsen«. Uden at staa disse Kredse
per-sonlig nær deltog G. i Kampen for Frisindets
Sag paa deres Side, og Stortingets
Venstreflertal berøvede ham i dydig Forargelse Posten
som Statsrevisor. I Skuespillet »Uforsonlige«
(1888) holdt G. et harmfuldt Opgør med
Politikerne, hvis Karakterløshed og Troløshed over
for Idéer han ved egen Oplevelse havde faaet
et stærkt Indtryk af. 1887 giftede G. sig med
Hulda G. (senere Forfatterinde) og flyttede til
sin Fjeldhytte »Kolbotn« i Østerdalen, hvor
hans næste Bog »Kolbotnbrev« (1890) er blevet
til — en Samling friske Naturskildringer med
hvasse og humørfyldte polemiske Udfald mod
mangt og meget i Tiden. I disse samme Aar
opholdt G. og Frue sig ogsaa adskillig Tid i
Tyskland. Romanen »Hjaa ho mor« (udkommet
paa Dansk som »Hos Mama«) skildrer med stor
Omhyggelighed en ung Kria-Pige af
Middelstanden og hendes poesiforladte Liv. Langt
større Indtryk gjorde »Trætte Mænd« (1891),
som skildrer en dekadent Tidstype, udformet
under Indtrykket af Skuffelsen og Reaktionen,
som fulgte efter 80-Aarenes frisindede
Begejstring. De stærke Tilløb til religiøs Grebethed,
som præger »Trætte Mænd«, og som bragte
mange til i den at se Tegn paa en begyndende
»Omvendelse« hos G., fik vakrere og mere
gribende Udtryk i Romanen »Fred« (1892), som
handler om en Jæderbondes tunge religiøse
Kampe. Endnu et Tegn paa, at ny Tidsbølger
nu havde grebet Polemikeren og Realisten G.,
var Digtsamlingen »Haugtussa« (1895), som
skildrer en ung Bondepiges Naturstemninger,
hendes Tro paa overjordiske og underjordiske
Naturvæsener og hendes bly Kærlighedsliv.
I disse Aar søgte G. mere og mere hjem til
Jæderen, hvis Natur og Folkeliv paavirkede
hans Digtning stærkt. I Dramaet »Læraren« —
senere opført med Held paa Det norske Teatret
— skildrer G. med psykologisk Finhed og Styrke
en Bonde og Lægprædikant, som ud fra sit
religiøse Syn prøver at følge Jesu Eksempel
ved at ofre al timelig Velfærd for sin
højspændte Idealisme. G.’s Forfatterskab har
senere bevaret sit religiøse Præg, som kommer
tydeligt og stemningsfuldt frem i »Den
bortkomne Faderen« (1899), Digtsamlingen »I
Helheim« (1901), »Jesus Messias« (1906), »Den
bortkomne Messias« og »Heimkomin Son« (1908).
G.’s Tro er en lys, dogmefri religiøs Idealisme,
som ligger langt borte fra hans Barndoms og
Ungdoms mørke Pietisme. Ind imellem disse
Bøger udkom (1903) Fortællingsamlingen
»Fjellluft« og »Knudaheibrev«, som i Formen minder
om »Kolbotnbrev«. Til Julen 1918 udgav G.
en stor Oversættelse af Odysseen til
Landsmaal. Foruden gennem sit skønlitterære
Forfatterskab har G. en stor Betydning for norsk
Kultur ved sit Arbejde for Maalbevægeisen,
som i ham ser en af sine første Høvdinger.
Foruden i den tidligere nævnte Bog har G.
med Varme og Kraft hævdet Landsmaalets
store nationale og demokratiske Bet. i
Smaaskrifterne »Vor Sprogudvikling« og »Vor
Selvstændighedskamp«, »Norske Embedsmænner« og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
