Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Galge - Galgemand - Galgenfrist - Galhegos, Manoel de - Galhvepser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirken og for Tyven, som bryder ud og stjæler,
hvortil senere føjedes natligt Indbrud og
Kvægtyveri (1690) samt Tyveri af Bly fra Kirkerne
(1725). Disse sidste Tilfælde ophævedes
ved Frd. 20. Febr 1789, medens de i Christian
V’s Lov forekommende Anvendelser af G.
bestod indtil Straffeloven af 10. Febr 1866, men
var alt da for længst antikverede.
A. Gl.
Galgemand kaldtes en Alrunerod, som Overtroen
lod vokse under Galger, opstaaet og
næret ved Sæd udtømmelser og Vandladninger
fra hængte »Arvetyve«, der var døde som rene
Ynglinge. I Belgien kaldes G. pisdiefje. Jorden
under Galger ansaas for saa virksom, at golde
Hustruer, der vandrede over den, blev frugtbare,
en Virkning, som Almuen troede, at G.
havde baade direkte og tilberedt til indvendig
Brug. Planten (se Alrune) lignede et
Menneske, endog paa Kønsdelene. De mandlige
var G., de kvindelige Alruner. De kunde kun
bringes ud af Jorden om Fredagen, før Sol
stod op, ved Hjælp af en sort Hund, der ikke
havde et eneste hvidt Haar, men man maatte
stoppe sine Øren med Voks, da G.’s Skrig
under Oprykningen var dræbende. Sagnene om
G. og Alrune er de samme og har samme Ælde.
Paa Hebraisk hed de dudaim. De nævnes
hos Homer, og Plinius giver Anvisning paa
Udgravningen. At denne i Tyskland foretages
paa en Fredag, og at de hver Fredag vaskedes
i Vin ligesom Afgudsbillederne, kan staa i
Forbindelse med Freja som kvindelig
Frugtbarhedsgiver. Troen paa dem strakte sig over
hele Europa og langt ind i Østerland.
Bernh. O.
Galgenfrist (af tysk Galgen, Galge, og Frist,
Opsættelse), egl.: kort Opsættelse af Dødsstraffens
Fuldbyrdelse, som blev tilstaaet den
Dødsdømte, naar han allerede var ført til
Galgen. Ordet bruges nu næsten altid i overført
Bet.: kortvarig og unyttig Opsættelse af Straf
ell. anden, Ubehagelighed, som med Sikkerhed
kan forudses.
V. D.
Galhegos [gə’ljegu∫], Manoel de, portug.
og sp. Digter, f. i Lissabon 1597, d. smst. 9.
Juni 1665. Han levede mange Aar i Madrid,
blev Ven af Lope de Vega, der satte Pris paa
hans Talent, og skrev en Sonet ved den store
sp. Dramatikers Død. Selv var han ogsaa
dramatisk Forf., men næsten ingen af hans
Komedier eksisterer. Derimod har man af G. et
temmelig kedeligt, om end ret velskrevet Epos
La Gigantomachia (1628), affattet paa Spansk,
samt af port. Værker bl. a. Templo da
Memoria (1635), til Hertugen af Braganza’s —
den senere Kong João IV’s — Bryllup. Han
hyldede sin Samtids affekterte Stil, og som
Følge heraf priste han Gabr. Pereyra de
Castro’s middelmaadige Heltedigt Ulyssea i
høje Toner og satte det over Camões’
klassiske Digtning; hans Discurso poético, hvori
denne vidtdrevne Begejstring lægger sig for
Dagen, er trykt foran i Pereyra’s Digt (1636).
(E. G.). Chr. H.
Galhvepser (Cynipīdæ) (se farvetrykt Tavle
»Forstinsekter« Fig. 12) er en Fam. af
Hymenopterernes (de Aarevingedes) Orden,
indbefattende meget smaa Insekter (Fig. 1). De
12—16-leddede Følehorn er meget korte,
Vingerne er udstyrede med faa, men dog enkelte
tydelige Aarer, hvorimod de mangler det
Stigma ell. »Mærke«, der plejer at findes i
Forvingernes Rand hos de fleste Hymenopterer.
Brystskjoldet er meget stærkt udviklet, højt
og sammentrykt, og det samme gælder i Alm.
i endnu højere Grad om Bagkroppen, der er
overordentlig kort, høj og ofte næsten
knivsbladagtig sammentrykt. Brodden er en
Læggebrod, der, naar den ikke bruges, er mere ell.
mindre spiralformet oprullet inde i
Bagkroppen; den er sammensat af de samme Stykker,
som altid danner Brodden hos de Aarevingede;
dens Længde er yderst forsk. og kan hos fl.
Former overgaa Dyrets egen fl. Gange.
Æggene er aflange, plastiske og omgivne af en
meget langstilket, pæreformet Æggeskal. Stilkens
Længde er afhængig af Broddens. Larverne er
hvide, farveløse Maddiker med kraftige
Munddele; de skifter ikke Hud, uden naar de gaar
over i Puppestadiet, og afgiver heller ikke
Ekskrementer. Som udviklede Dyr tager G.
næppe Næring til sig; højst slikker de noget
Plantesaft; Vand synes derimod at være dem
en Livsbetingelse.
De deles i Alm. i 3 Grupper: Gallicolæ,
Aphidivora og Figitidæ. De første er alle
galledannende ell. gallebeboende G. Aphidivorerne er
Bladlussnyltere, og Figitiderne lægger deres
Æg i forsk. Insekter af Fluernes Orden.
Underfamilien Gallicolæ indbefatter hovedsagelig
galledannende Insekter; dog undtages de
saakaldte Inquilinæ (Synergus, Sapholytes og
Ceroptes), som lægger deres Æg i de af andre
G. dannede Galler. Hvad der særlig har
bidraget til, at vort Kendskab til G.’s indbyrdes
Slægtskabsforhold længe var saa ringe, er
deres meget komplicerede Forplantningsforhold.
Man deler i saa Henseende G. i 3 Grupper.
Den første af disse, hvortil rimeligvis
Aphidivorer, Figitider, alle Inquiliner og de fleste af
de paa urteagtige Planter optrædende
Gallicolæ hører, indbefatter de Former, hvor
Hanner og Hunner findes omtr. lige talrig; den
anden Gruppe indbefatter hovedsagelig kun
Slægten Rhodites, hvis Arter danner Galler paa
Roser; her kendes nok Hannerne, men disse
optræder i saa forsvindende Antal i
Sammenligning med Hunnerne, at man er berettiget
til at antage, at Forplantningen hovedsagelig er
partenogenetisk. Til den 3. Gruppe hører alle
de, hos hvilke der finder en Heterogoni Sted,
et Skifte mellem en Generation, der forplanter
sig partenogenetisk, og en Generation, hvor
der optræder baade Hanner og Hunner; den
første kalder vi for den agame Generation,
den sidste for den gamogenetiske. Til
denne Gruppe hører med Undtagelse af en
enkelt Art paa Ahorn kun Egegalhvepser,
hvormed imidlertid ingenlunde er sagt, at en
Forplantningscyklus optræder hos alle
Egegalhvepser. Der er fra Eg kendt c. 60 Arter, og
af disse er cyklisk Forplantning kun Sikkert
paavist hos c. 20. Endelig kunde der opstilles
endnu en 4. Gruppe, hos hvilken Hannen
komplet synes at mangle, og hvor Formeringen
derfor udelukkende foregaar partenogenetisk;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
