Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fængselsselskaber - Fængselsstraffe - Fængselsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dels Personer, som har været straffede eller
underkastede Tvangsarbejde eller været under
strafferetslig Forfølgning uden at Straf er
anvendt, dels Fangers Paarørende. De ældre F.
medtager Statsbidrag, de yngre vil kunne
paaregne saadant. (Litt.: De af Fællesbestyrelsen
udgivne Beretninger om »De danske F.«,
omfattende Tidsrummene 1843—93, 1893—1903 og
1903—08 og derefter de enkelte Aar; »Dansk
Kriminalistforenings Aarbog for 1907« [Kbhvn
1908], »Foreningen til Forsorg og Beskyttelse
for de fra Kria Strafarbejdsanstalter løsladte
Forbrydere 1849—99« [ved Axel Smedal,
Kria 1899]).
Thorkil Fussing.
Fængselsstraffe, se Fængselsvæsen.
Fængselsvæsen betegner Indbegrebet af
Statens Foranstaltninger til at berøve et
Menneske hans Frihed. F. benyttes i 4 Øjemed:
som Krigsfangenskab, Gælds-,
Varetægts- og Straffængsel, men har i
Nutiden kun alm. Bet. i de to sidste Former.
Varetægtsfængslets Formaal er at
forhindre den Sigtede fra Flugt og
Kommunikation med Omverdenen. Fangen maa derfor
holdes adskilt fra andre Sigtede, saavel som
fra Straffanger (Cellesystem), hvilket dog
langtfra overalt er gennemført, og kan ikke berøves
Adgang til Læsning, Arbejde, Forbedring af
Kost, Korrespondance under Kontrol m. v. De
store Onder, som Varetægtsfængslet desuagtet
volder den Sigtede, har ført til, at dets
Anvendelse begrænses saa vidt muligt i alle moderne
Stater (se Varetægtsfængsel). Derimod har
Straffængsel faaet en dominerende Karakter
i Nutidens Strafferetspleje og efterhaanden
fortrængt de fleste andre Straffemidler (undtagen
Bødestraffen og i de fleste Lande Dødsstraffen).
Det er i denne Bet., F. her fremstilles.
F.’s Opgave. Medens for Forbrydere
under 18 Aar al Indespærring anses for skadelig
og mere og mere afløses af Tvangsopdragelse
(s. d.), er efter Nutidens
Opfattelse Fængselsstraf for voksne Forbrydere af
alle Straffe bedst egnet til at realisere de
Formaal, et rationelt Straffesystem kan stille
sig til Samfundets Beskyttelse. Den føles som
et Onde af den dertil dømte og indgyder
saaledes Samfundsmedlemmerne Frygt for at
overtræde Loven (Generalprævention)
og giver gennem Fuldbyrdelsen fortrinlig
Lejlighed til at bibringe Forbryderen Motiver til
lovlydig Adfærd efter Løsladelsen
(Specialprævention). I sidste Henseende er
Individualisering nødvendig dels ved Valget af
Fængselsarterne, dels ved disses Fuldbyrdelse.
Mange mindre Forbrydelser begaas, mere af
Svaghed end af Slethed og modarbejdes bedst
ved korte, intensive Fængselsstraffe
(Advarselsstraffe). Gentages Forbrydelsen, ell.
viser den i sig selv et demoraliseret Sindelag,
er langvarige Straffe, der tillader positiv
Indvirkning paa Karakteren, nødvendige
(Reformstraffe). Er gentagne Forsøg af
denne Art strandede, bliver Straffens Opgave den
negative Uskadeliggørelse (Detentionsstraffe).
Ved Siden af de nævnte
Fængselsarter findes i Reglen endnu en Frihedsstraf,
hvis Formaal kun er Frihedsberøvelsen, for
Forbrydere, der handler mere af
Egenraadighed end af antisociale Motiver, som Duellanter,
politiske Forbrydere o. l. (custodia honesta,
Bevogtningsstraffe). For
Straffuldbyrdelsens Vedk. er det Reformstraffene, hvortil
Individualiseringen stiller de største Krav, og
de forsk. Reformsystemer (se ndf.)
betegner de Veje, ad hvilke man har ment bedst
at opnaa Forbryderkarakterens Omdannelse.
Ved de øvrige Strafformer realiserer Straffens
objektive Iværksættelse i det væsentlige selve
dens Formaal, men ogsaa her stiller
Specialpræventionen Krav, hvis absolutte Minimum er,
at Forbryderen ikke ved Straffen gøres slettere,
end han tidligere var.
Organisation. Til Realisation af F.’s
Formaal kræves en omfattende Organisation,
der imidlertid endnu langtfra er tilendebragt
i alle civiliserede Lande. Medens F.’s Opgave
udelukker, at det kan overlades til privat
Initiativ, forekommer baade Stats- og
Kommunalforvaltning, den sidste i Reglen ved
kortvarigere Straffe. Tendensen er i Nutiden for
gennemført Statsdrift, da
Kommunalforvaltning vanskeliggør Kontrol, medfører
Uensartethed og hindrer Uddannelse af en stor,
sagkyndig Fængselsetat. En Flerhed af
Fængsler vil dog altid behøves, dels for at spare
Transportudgifter, dels fordi meget store
Fængsler vanskeliggør Individualisering (som Regel
holdes 500 Fanger for Maksimum). Til
Gennemførelse af Ensartethed og til Kontrol findes
hyppig en Centralmyndighed, umiddelbart
under vedk. Ministerium (Justits-Indenrigsministerium),
undertiden med rejsende Inspektører
til sin Raadighed. Permanente Tilsynsraad
findes hyppig ved de enkelte Fængsler. I det
enkelte Fængsel er et dygtigt Personale af største
Bet. for Realisationen af F.’s Formaal; enkelte
Steder findes Skoler til Uddannelse af det
underordnede Personale, der daglig skal omgaas
Fangen; de højere Poster besættes nu som Regel
ved Oprykning fra de lavere, medens tidligere
navnlig afskedigede Militære ansattes i de
ledende Stillinger. Læge og Præst til legemlig
og aandelig Forsorg findes overalt ved
Fængslerne og, hvor længere Frihedsstraffe udstaas,
hyppig tillige en Lærer. Under Fængselschefen
sorterer Disciplinærmyndigheden for
Forseelser, der ikke belægges med Straf efter de alm.
Straffelove. Slrafftmidlerne er som Regel
Ekstraarbejde, Inddragelse af Begunstigelser, haardt
Sengeleje, indskrænket Kost, mørk Celle o. l.
Derimod begrænses ell. afskaffes Pryglestraffen
mere og mere, da den anses for at modarbejde
Fængselsformaalene. Saaledes opretholdes
Fængselsordenen, der normerer Fangens Rettigheder
og Pligter og giver Regler for Kost, Renlighed,
Aibejde, Hviletid, Spadseretid m. m., alt efter
Sundheds- og Hensigtsmæssighedshensyn. I
Modsætning til ældre Tider modarbejdes i
Nutiden ethvert ukontrolleret Fællesskab ikke alene
mellem Kønnene og de forsk. Aldersklasser, men
saaledes at den ene Fange overhovedet
forhindres fra at øve egenmægtig Indflydelse paa
den anden. Paa Fangearbejdet lægges af de
moderne Stater megen Vægt, mindre — som
i ældre Tider — af Hensyn til det økonomiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
